Et mærkeligt sted at starte

Velkommen til min blog.

Så er jeg startet, men jeg ved ikke helt hvorfor det lige bliver i dag. Men en hvilken som helst dag kan vel være ligeså god som enhver anden.

Jeg er pt. en arbejdsløs akademiker i tyverne. Men arbejdsløs kan snart stryges. Fra på onsdag har jeg et temmelig langt vikariat at tage vare på.

Min kære mand, som jeg her vil kalde Didrik, fordi jeg tror det ville gøre ham glad, har heldigvis et arbejde som han elsker, men jeg vil nu lade ham beholde sin anonymitet her.

Derudover består min hverdag af spekulationer omkring ønskebarnet. Vi gik i gang med at forsøge, så det passede med, at jeg kunne gå på barsel umiddelbart efter jeg var færdig med studiet, men det kom jo så ikke til at passe.

I efteråret fandt jeg ud af, at jeg har endometriose med Didriks hjælp. Dog mente lægerne på fertilitetsklinikken ikke at jeg skulle igennem en kikkertoperation. De ændrede dog mening da en vandscanning viste at der ikke var passage i æggelederne. Det var der dog. Det blev endelig fastslået ved kikkertoperationen i starten af året.

Så nu er der gået over 3 måneder siden operationen og jeg er netop blevet insemineret. Dog fik jeg at vide af doktoren at chancerne for succes er meget små, så jeg forsøger ikke at håbe for meget.

Den 3. juni får jeg endelig svar fra blodprøven.

I mellemtiden går jeg så og passer på at få min folinsyre og ikke drikke osv. Men har så i går meldt mig til næseoperation på fredag. Det ville være lækkert at have det overstået inden jeg starter på arbejde.

Det virker nu bare lidt paradoksalt at passe så meget på mig selv, og så samtidig lægge mig i fuld narkose på dag 10 efter IUI. Men jeg tager mig lige en snak med narkoselægen, og så må vi se om det er helt sindsygt. Dog tror jeg at det er ok. Jeg ville jo aldrig kunne blive opereret fordi der altid ville være en chance for at jeg var gravid (man kan jo også godt have menstruation når man er gravid).

Det lyder måske bindegalt, men som mange der er i dette måske vil give mig ret i, så er det anstrengende at denne utopiske situation - graviditeten og muligheden for den - altid skal diktere alt hvad vi gør. "Nej, vi kan ikke tage på skiferie næste år, tænk hvis jeg er gravid". "Vi kan sikkert ikke tage med til moster Gerdas 50 års fødselsdag næste måned, for tænk hvis jeg skal insemineres den dag". "Jeg burde ikke drikke denne øl, måske jeg ikke får menstruation i overmorgen". Osv. Det er en evig bekymring. Men nu må det være nok. Jeg vil have dette overstået.

Min overskrift refererer egentlig til at vi har forsøgt at opnå graviditeten længe. Jeg har vidst jeg havde endometriose et stykke tid. Jeg er faktisk heller ikke på vej ud på ukendt territorium, da IUI er gennemført nu for første gang. Så alt i alt er jeg faktisk bare midt i mit liv. Mit liv som subfertil.


Det er jo selvfølgelig ikke kun mit. Didrik er med. Og han går også meget op i det. Han vil rigtig gerne være far, og det var vigtigt for mig, at det var et fælles projekt. Men det fylder ikke ham op på samme måde som det fylder mig. Han er bedre til at skubbe det fra sig og kun glæde sig til en dag det lykkes og ikke gå og grue før det er strengt nødvendigt.