Halvanden måned...

... som mor til 2. Det er stort. Det er rigtig stort. Og samtidig er det bare hverdag. To børn skal passes og plejes...

Lillebror vokser og trives. Og vågner... nå, det blev da kort!

Lillebror 5 uger

Sikke det går. Nu er han allerede vel over en måned gammel og vi er ved så småt at finde en rytme herhjemme.

Morgenerne går over al forventning. Jeg hygger mig faktisk med de to drenge. Og Junior er heldigvis rigtig sød til at vente lidt på mor ind imellem og ligefrem hjælpe mig.

Nætterne er lidt mere øv end de var. Åbenbart sløvede gulsoten ham, så han sov fint om natten - dvs. han vågnede for at spise og faldt i søvn umiddelbart efter. Nu vågner han for at spise men kan ikke rigtig finde hvile bagefter. Ikke efter alle spisningerne i hvert fald. Jeg tror at det er maven der driller ham. Ind imellem vil han bare spise og spise og spise, men samtidig gylper han... så han er nok ikke rigtig sulten, men et eller andet generer ham og måske kan han ikke kende forskel på sultfornemmelsen og så på overfyldt? Jeg ved det ikke, men nætterne er blevet lidt hårde. De seneste nætter har han været vågne 2-3 timer midt på natten hvor jeg får ammet og skiftet ham en del gange.

Derudover har vi været lidt på udflugt. Jeg var til møde på mit arbejde og det gik rigtig fint. Han gryntede og bøvsede lidt i ny og næ, men var faktisk sød og stille og det hele. Alle mine kollegaer synes at han er rigtig sød og rolig.

5-ugers besøget hos lægen i går var dog ikke en lige så rolig oplevelse. Han faldt selvfølgelig i søvn på vej derover og sov også i Voksiposen mens vi ventede på at det blev vores tur. Så gæt hvem der var pænt gnaven da han skulle tages frem og klædes af? Lungerne fejler absolut ingenting!

Til gengæld var det også i går at jeg fik det første smil fra ham, hvor jeg var helt sikker på at det var et smil, fra ham til mig. Det varede rigtig længe, og han kiggede mig lige ind i sjælen. Nøj, hvor er det stort! Og hvor jeg dog elsker ham!

Mine anelser om at han muligvis er en noget anden statur end sin gigant storebror er muligvis blevet gjort til skamme. Han lagde jo ud med sølle 52 cm (mod storebrors 55), og blev nedgraderet til 51 cm ugen efter. Lægen målte ham i går til 60 cm, men da hun så hvad sundhedsplejersken havde skrevet, så skrev hun selv 58 cm (mærkværdig læge). Storebror blev målt til 59 cm til sin 5-ugers undersøgelse. Jaja, de er jo nogle små elastikker, så man kan ikke sige at de er samme størrelse endnu, men åbenbart hører Lillebror heller ikke til de klejne.

Men vægten er forskellig. (Heldigvis - hvor VAR Junior bare TUNG). Til denne undersøgelse vejede Junior 5,35 kg mens Lillebror er på en mere moderat vægt 4,6 kg.

Derudover ligner de hinanden helt vildt. Først syntes jeg ikke han lignede andre end sig selv, men han er bare en Juniorkopi. Hvor er det dejligt! Så skal det nok gå ham godt.

Apropos Junior så sagde pædagogen i morges at de havde sunget til guitarspil i går og at Junior kunne hele Åh Abe sangbogen udenad. Han havde endda stået og spillet luftguitar undervejs... Han er en en sød knægt! Og i øvrigt har vi ikke den sangbog, men så mange andre - og nogle sangglade besser - så de lærer ham alle de besynderlige børnesange som forældrene ikke kan.

Lillebror har et besynderligt søvnmønster. Han falder i søvn i barnevognen om formiddagen og jeg går typisk ned og handler eller en anden længere tur. Så sover han måske 5-10 min efter vi kommer hjem, men vågner så. Jeg bærer ham ind i Voksiposen og tror at han vil op, men næ nej, så ligger han sig til at sove på stuegulvet. Nu har han været inde i 3 kvarter. Jeg har nået et bad og ville egentlig netshoppe en gave til min søster, men hver gang jeg forsøger, så vågner han, så nu er jeg blevet helt overtroisk! Måske når indlægget er færdigt? Mine br(y)ster vil vist gerne fodre ham.

Ja, amning går også strygende. Der er masser af mælk. Jeg er faktisk ved at få spat af alt det mælk som vælter ud hele tiden og har også anskaffet mig diverse indlæg. Men hvor er det dog besværligt, og hvad gør man om natten? Jeg drypper ham jo i hovedet hvis jeg ikke ligger med håndklæder og stofbleer og alt muligt. Nå, eksperterne mener at det regulerer sig så man ikke "drypper" så meget efter nogle måneder.

Uh, hvor jeg nyder livet. To vidunderlige knægte! Og en skøn mand.

3 uger

Så er de første 3 uger med Lillebror gået. Det har næsten været en dans på roser, men selvfølgelig ikke helt. Trætheden er hård men bedre end husket. Og nu glæder jeg mig for alvor til at han bliver ældre - altså forstået på den måde at han stadig er meget min lille baby som ikke ænser hvor han er eller hvem der kigger på ham. Jeg glæder mig til han kan smile og være mere bevidst om sine omgivelser. Men det er på vej. De seneste dage har han haft nogle minutter hvor han har kigget på mig, sin far, sin bror eller noget legetøj. Vores malerier er også meget populære.

Og nu er han også så småt ved at acceptere at blive lagt ud i barnevognen for at sove. Jeg har haft nogle dage hvor han bare har været på mig. Spist, spist, spist, faldet lidt hen, og vågnet når jeg har lagt ham fra mig. Men det er også ved at være bedre.

Maven er vist så småt ved at drille lidt. Og han er ikke helt nået til at det er sjovt at blive skiftet. Tvært i mod, jo mere der sker, jo værre. Så hvis han skal have skiftet tøj er det ikke sjovt. Men her kan jeg også begynde at mærke en ændring. Nu kan jeg faktisk skifte ham uden at han bryder ud i gråd.

Og så er han bare dejlig. Han er jo min lille ny! Han er så fin så fin. Han ligner sin storebror meget, men er ligesom lidt finere i trækkene. Han har fået lidt hormonknopper, men derudover er huden bare fin - ikke gul længere - og det tynde tynde mørke hår på hans hoved er uendelig blødt.

Jeg tror at han har et meget mildt temperament som sin bror. Han finder sig faktisk i en del. Vi er jo nødt til at fokusere lidt på storebror om morgenen, og det går over al forventning.

En typisk dag:

Lillebror vågner omkring 6.30 og jeg skifter ham og ammer ham i sengen. Lidt i 7 kommer Storebror ind og vi hygger allesammen i sengen og sludrer lidt om det ene og det andet. Så smutter jeg på wc mens Storebror kigger efter Lillebror (en morgen sang han faktisk en sang for ham!). Jeg klæder mig på i soveværelset (har lagt tøjet klar) og vi går nedenunder. Lillebror i liften. Her bliver han mens Junior og jeg spiser morgenmad (stillet klar aftenen før, så jeg kun skal tage mælken ud af køleskabet. Lillebror ligger måske og snakker lidt med sin zebra imens.

Så skal Junior klædes på og Lillebror skal i barnevognen. Det sker sådan lidt simultant afhængig af hvor tung i gumpen Junior er. Madpakken er smurt aftenen før. Så går vi ud - Junior afsted på sin løbecykel og vi andre med barnevogn. Lillebror begynder som regel at brokke sig når han ligger klar i vognen og der ikke lige sker noget, men han falder til ro når vi går.

De fleste morgener når han ikke at vågne og græde i vognen mens jeg afleverer Junior, men nogle morgener gør han. Når vi når hjem er han som regel vågen og jeg tager ham med ind og ammer ham til klokken 10. Seriøst. Han dier, falder hen, opdager han er mere sulten, dier igen, bliver måske skiftet (og sur) og dier videre. Så kan jeg (nogle dage) have held med at ligge ham ud i vognen og andre dage får vi os en skraber sammen på sofaen.

Der er ikke så meget rutine herefter - vi prøver os frem. I dag er det lykkedes at lægge ham i barnevognen til søvn 2 gange. Første gang 1 time og nu har han foreløbig sover i godt 5 kvarter. Dejligt, så kan jeg nå lidt forskellige ting. Ellers har jeg kun lige fået styr på det værste inden farmand er kommet hjem, men vi har heldigvis eftermiddagen sammen.

Bla bla bla. Jeg skriver bare. Ved ikke rigtig hvad min pointe er. Vil vel bare gemme disse hverdagstanker, så jeg senere kan kigge på dem og huske min tid med mit andet mirakel.

Jeg er stadig helt i chok over at være så heldig. Tænk engang. 2 fantastiske drenge! Det havde jeg svært ved at forestille mig for et par år siden.

Amning kører stadig. Mit ene bryst er helet fint og det andet er næsten helt sårfrit. Vi har en døgnrytme og Lillebror accepterer næsten når det er nat.

Hov, nu er han vist ved at vågne! Tak for tillykkerne - i øvrigt manglede jeg vist kun fakta fra fødslen: 3870 g og 52 cm....

Fødsel

Så fik jeg lidt uventet tid for mig selv mens far og Junior er i byggemarkedet og Lillebror sover.

Tirsdag aften var jeg ikke til forældremøde. Didrik var vist for bekymret til at slippe mig af syne. Jeg havde rimelig regelmæssige veer som ikke gjorde ondt, men altså, det gjorde de jo heller ikke sidst, og jeg vidste nu at jeg var begyndt at åbne mig. Så vi ringede til hospitalet og de ville gerne se os. Så kørte bedsteforældrene herud og vi var på hospitalet ved 23-tiden. Her var veerne næsten stoppet igen og jeg var kun 3 cm åben endnu. Alligevel så jm gerne at jeg blev derude da hans hjertelyd dykkede en anelse under veerne da hun kørte ctg. Men vi skulle ikke være bekymrede.

Nå, vi blev lagt til at sove så godt det nu lod sig gøre på en fødestue. Jeg fik først lavement og der blev lyttet mere til hjertet. Jm mente nu egentlig at han havde det fint nok, men hun ville rigtig gerne holde på os.

Om natten var jeg gnaven. Jeg ville hjem, jeg savnede Junior og jeg følte mig som verdens værste mor at jeg lå derude istedet for at være hjemme hos min søn. Klokken 4 ringede jeg på jm. Hun mente at vi skulle blive, for det var alligevel midt om natten. Så kunne vi vurdere sagen om morgenen. Nu var jeg 4 cm åben.

Om morgenen kom den nye jm. Hun snakkede livligt om hvordan det var enormt almindeligt med fleregangsfødende at fødslen starter hvorefter den stopper igen og kan være uger væk. Så vi kunne bare tage hjem. Men da hun stak hånden i mig ændrede hun mening "ny plan - du kan også bare føde nu". Jeg var da 5 cm åben og hun mente sagtens at jeg lige kunne få det barn ud på hendes vagt. Så hun ville bestille lidt morgenmad til os og så tage vandet (men jeg måtte ikke spise for meget, da fordøjelsen ikke rigtig virker under en fødsel, så jeg risikerede bare at det kom op igen). Vi kunne begge rigtig godt lige vores jm, og var glade og lettede over at ventetiden var ved at være slut. Selvom jeg ikke rigtig gad at føde... sådan noget gør jo ondt.

Nå, men efter noget ventetid fik vi mødt den jordemoderstuderende som var den gennemgående person. Jm kom og gik, men den studerende var der en del. Jeg var glad for at have en studerende sidst jeg fødte, men må indrømme at hende her ikke var helt så dygtig. Men pyt, vi havde også en fin kemi med hende, og der var en rigtig god stemning på stuen.

Den studerende prøvede at tage vandet, men kunne ikke rigtig. Jeg blev dog rost for at holde ud mens jm guidede hende (forgæves). Efter en masse mokken og masen tog jm dog vandet på et sekund. Sådan.

Sidst gik der kun en halv time fra vandet blev nappet til veerne startede, men denne gang gik der 1,5 time. Jeg var dog i rimelig fint humør og vi hyggede os. Så fik vi besked på at kysse hinanden, mens hun drak kaffe, for det kunne godt starte noget op. Sjovt nok var det rigtig dejligt at kysse, til trods for at det var på kommando og jeg gik rundt i en oversize hospitalsskjorte med matchende sokker. Og der kom gang i veerne. De stilnede dog af, da holdet kom tilbage og ville give mig vestimulerende akupunktur. Her lå jeg med ctg-måler på og nåle i hænder og fødder. Men da de endelig pillede det hele af, kom der gang i den.

Så tog de ellers stille og roligt til. Igen mente jeg ikke rigtig at jeg havde lyst til at føde. Jeg kunne jo godt klare de smerter jeg havde, men jeg vidste også at det blev værre.

Denne gang var jeg meget til stede. Jeg brugte Didrik til at hænge over og til at nusse min læn og nød hans nærvær. Jeg kunne også selv tisse... Da jeg havde haft veer i hvad der føltes som en evighed begyndte pressetrangen. De fik mig undersøgt og jeg var 8 cm åben og måtte altså vente lidt. Efter en tur på wc og lidt gang (det tager lang tid at komme tilbage til briksen når man får veer hele tiden) syntes jeg dog at jeg skulle presse mere og mere og endelig sagde de til mig at jeg bare skulle gøre det min krop ville have mig til. På det tidspunkt stod jeg på alle 4 og rokkede frem og tilbage. Jeg begyndte så småt at presse i mit eget tempo men lagde hurtigt kræfter i.

Pludselig var han så langt ude at det bare gjorde ondt. Og så gik veen i stå og jeg fik besked på ikke at presse uden ve. Av da. Men den kom i gang igen og med pressen fra mig og hiven fra jordemoderen kom det lille væsen ud. Phew. 7 min havde pressefasen taget. Men jeg troede at det tog det 3-dobbelte. Meget intenst.

Jeg fik stor ros hele vejen igennem... Nå, nu kommer nogen hjem, jeg må færdiggøre senere...

En ny verdensborger!

Jeg fødte i onsdags. En dejlig dejlig dreng! Alt gik over al forventning og nu går jeg rundt i en salig glædesrus og føler mig så lykkelig.

Mælken er løbet til i går og det ser ud til at vi har fået et rigtig dygtigt ammebarn. Han suttede løs lige efter fødslen og nu er vi bare ved at være rigtig gode til det der!

Flere oplysninger følger, men nettet er ikke der jeg bruger mest tid lige nu. Ville bare lige fortælle hvor dejlig han er min lille ny!

38+2: 3 cm

Så nåede jeg til jordemoder. Jeg er nu 3 cm åben og der er kun 1 cm blød livmoderhals tilbage. Det så ud til at forbløffe hende noget, men jeg er nu egentlig ikke overrasket. Af en eller anden grund var det det jeg troede ville ske.

Hun kunne dog ikke sige noget om hvornår jeg føder, men mener at det er usandsynligt at jeg når næste konsultation om 2 uger. Jeg behøver dog ikke at aflyse den, hun skal nok finde ud af at jeg har født, hvis jeg har det.

Så jeg fik fat i manden og han har fået ordrer om at være klar på ikke at skulle på arbejde i et stykke tid.

Resten af dagen står på frisør klokken 14 og forældremøde klokken 18.30. Jeg ved ikke rigtig med det forældremøde. Hvis der er veer, så tror jeg bare at jeg springer over....

Spændende!

38+1: Pyha

Så kom jeg gennem weekenden. Jeg troede godt nok at jeg skulle føde i går! Der var en hel ny styrke i plukkeveerne. Pludselig var de ikke bare sådan "nu strammer livmoderen sammen". Nej, de begyndte at gøre ondt. Nogle trak ned i lårene, nogle fik mig til at gispe efter vejret og stoppe op. Og min mave lavede virkelig mange. Jeg tog et par timer på langs i går eftermiddag for at få dem til at gå væk, men de blev ved med at komme ca. hvert kvarter. Det blev jeg så træt af at holde øje med, og da vi sad og spiste aftensmad og fortsatte med aftenen så forsvandt de lige så stille. Jeg var ude og gå en lille tur og fik ikke nogen nævneværdige veer af det. I nat var der faktisk nærmest ingen og da jeg vågnede heller ingenting.

Pyha!

Og jeg skal til jordemoder i morgen. Jeg er spændt på om der er sket noget, eller om jeg er hermetisk lukket. Jeg vil virkelig gerne vente med at føde. Bare en uge mere! Men jeg glæder mig nu også. Det bliver spændende at møde ham...

Derudover er min mave helt sikkert sunket. Flere har kommenteret det, og jeg kan også selv se det. Jeg har enormt meget udflåd. Meget vandigt og besynderligt (dog ikke helt lige så meget som op til fødslen af Junior). Jeg løber hele tiden på toilettet - mest for at tisse men ikke kun. Det virker som om kroppen bare vil være klar...

Jeg er løbet tør for omeprazol. Jeg vidste at det ville ske og har det også fint med at stoppe det inden fødslen, der er vist en vis risiko for at man får værre mavesyre efter man stopper med en omeprazol-kur end inden. Og jeg ved jo at det forsvinder som dug for solen efter fødslen, så på denne måde kan jeg få mine "abstinenser" mens jeg alligevel ville have halsbrand og ikke når de burde være stoppet.

Men det er ikke sjovt. Nu kan jeg mærke syren og natten og har vildt dårlig ånde. Øvbøv.

Og så er der det med redebyggeriet. Jeg er virkelig sær. Går og sætter ting i snorlige rækker i køleskabet, laver lister og bunker og prøver at aktivere alle mulige. Jeg er vist temmelig belastende... Jeg tror ikke at jeg går denne uge ud (men jeg er dybt upålidelig hvad det angår, så hvem ved?).

37+4: Og lidt om mig igen

Så blev det ingen übercool fødselsdag til den lille (090909). Men til gengæld nogle flere dage i friheden til mig.

Jeg tænker meget på fødsel nu. Hver eneste plukkeve bliver til en "hmm.., er det mon starten...".

Sjovt nok har jeg flest veer om natten. Det føles i hvert fald sådan. Det er voldsomt ubehageligt, for jeg vågner altid ved at det gør ondt. I min søvndrukne tilstand når jeg at tænke flere muligheder igennem for hvad det præcis er der gør ondt indtil jeg opdager at det er en plukkeve som strammer om min fyldte blære - som altid er fyldt, flere gange hver eneste nat! Så kæmpe sig op og ud af den bløøøøde seng, til trods for veen og ud på toilettet. Aaah. Og så i seng i nat hvorefter der går en evighed før jeg rent faktisk falder i søvn igen og jeg har adskillige veer, som bliver ignoreret så godt jeg nu kan.

Om dagen har jeg sjældent plukkeveer. Der kommer én, hvis jeg tager trappen lidt for hurtigt, men ellers ikke det store. Om aftenen er der nogle flere.

Jeg forstår ikke helt hvad der sker eller hvordan, men nu ER fødslen jo tæt på, så jeg går ud fra at der bare skal så meget træning til som muligt.

Faktisk er der i dag maks en måned til jeg bliver mor igen. Vild tanke. Og endnu vildere, at det kan være at det SKER i dag. Eller i morgen. Vildt.