tirsdag, februar 02, 2010

Projekt lære at sove

Lillebror har sovet i ske med mig hver nat hele sit liv. Men nu skal han altså lære at sove. Mener vi - de onde forældre! Så nu er han puttet. Han har fået mad nede i stuen, ren ble på og nattøj, sunget godnatsang og så har jeg lagt ham sammen med kaninbamsen og en sutteklud.

Jeg har været derinde et par gange og nusset lidt og sagt godnat. Nu er han ved at lyde temmelig rasende. Men han lyder ikke ulykkelig - blot rasende. Pyha. Jeg håber at han hurtigt lærer at det er en god ting at falde i søvn af sig selv i sin seng og ikke ved brystet. Men det kan man nok ikke forlange af ham her til aften.

Hmm.. nu bliver han vist snart lidt hysterisk, men stadig ikke ulykkelig.

Egentlig er det mere til gavn for os andre end for ham. Men det holder bare ikke i en familie med to børn at den ene skal gås i søvn af mig eller ammes i søvn af .. ja mig. Det gør det meget svært at mangle mig en aften, og det bliver nok ikke nemmere at lære ham jo ældre han bliver.

Et af de store problemer er også at amme i søvn ikke nødvendigvis virker længere. Han ligger nogle gange uroligt og sparker og hiver og falder absolut ikke i søvn. Så er der kun "gå med ham til han dejser om af udmattelse" tilbage.

Og jeg synes at det er en gave at kunne falde i søvn selv. En gave jeg gerne vil kunne give ham.

Han falder vist ikke i søvn lige nu. Nu er han SUR. Meget. Han reagerer slet ikke når jeg går ind til ham og aer ham og siger godnat igen. Men han ved da at jeg er der.

Pyha, jeg har frygtet denne dag. Dagen hvor man påbegynder projekt lære at sove. Men mon ikke det er bedre nu end senere?

Uha, det er ikke sjovt. Det er nu 10 min siden han blev lagt....

Etiketter: