onsdag, oktober 07, 2009

3 uger

Så er de første 3 uger med Lillebror gået. Det har næsten været en dans på roser, men selvfølgelig ikke helt. Trætheden er hård men bedre end husket. Og nu glæder jeg mig for alvor til at han bliver ældre - altså forstået på den måde at han stadig er meget min lille baby som ikke ænser hvor han er eller hvem der kigger på ham. Jeg glæder mig til han kan smile og være mere bevidst om sine omgivelser. Men det er på vej. De seneste dage har han haft nogle minutter hvor han har kigget på mig, sin far, sin bror eller noget legetøj. Vores malerier er også meget populære.

Og nu er han også så småt ved at acceptere at blive lagt ud i barnevognen for at sove. Jeg har haft nogle dage hvor han bare har været på mig. Spist, spist, spist, faldet lidt hen, og vågnet når jeg har lagt ham fra mig. Men det er også ved at være bedre.

Maven er vist så småt ved at drille lidt. Og han er ikke helt nået til at det er sjovt at blive skiftet. Tvært i mod, jo mere der sker, jo værre. Så hvis han skal have skiftet tøj er det ikke sjovt. Men her kan jeg også begynde at mærke en ændring. Nu kan jeg faktisk skifte ham uden at han bryder ud i gråd.

Og så er han bare dejlig. Han er jo min lille ny! Han er så fin så fin. Han ligner sin storebror meget, men er ligesom lidt finere i trækkene. Han har fået lidt hormonknopper, men derudover er huden bare fin - ikke gul længere - og det tynde tynde mørke hår på hans hoved er uendelig blødt.

Jeg tror at han har et meget mildt temperament som sin bror. Han finder sig faktisk i en del. Vi er jo nødt til at fokusere lidt på storebror om morgenen, og det går over al forventning.

En typisk dag:

Lillebror vågner omkring 6.30 og jeg skifter ham og ammer ham i sengen. Lidt i 7 kommer Storebror ind og vi hygger allesammen i sengen og sludrer lidt om det ene og det andet. Så smutter jeg på wc mens Storebror kigger efter Lillebror (en morgen sang han faktisk en sang for ham!). Jeg klæder mig på i soveværelset (har lagt tøjet klar) og vi går nedenunder. Lillebror i liften. Her bliver han mens Junior og jeg spiser morgenmad (stillet klar aftenen før, så jeg kun skal tage mælken ud af køleskabet. Lillebror ligger måske og snakker lidt med sin zebra imens.

Så skal Junior klædes på og Lillebror skal i barnevognen. Det sker sådan lidt simultant afhængig af hvor tung i gumpen Junior er. Madpakken er smurt aftenen før. Så går vi ud - Junior afsted på sin løbecykel og vi andre med barnevogn. Lillebror begynder som regel at brokke sig når han ligger klar i vognen og der ikke lige sker noget, men han falder til ro når vi går.

De fleste morgener når han ikke at vågne og græde i vognen mens jeg afleverer Junior, men nogle morgener gør han. Når vi når hjem er han som regel vågen og jeg tager ham med ind og ammer ham til klokken 10. Seriøst. Han dier, falder hen, opdager han er mere sulten, dier igen, bliver måske skiftet (og sur) og dier videre. Så kan jeg (nogle dage) have held med at ligge ham ud i vognen og andre dage får vi os en skraber sammen på sofaen.

Der er ikke så meget rutine herefter - vi prøver os frem. I dag er det lykkedes at lægge ham i barnevognen til søvn 2 gange. Første gang 1 time og nu har han foreløbig sover i godt 5 kvarter. Dejligt, så kan jeg nå lidt forskellige ting. Ellers har jeg kun lige fået styr på det værste inden farmand er kommet hjem, men vi har heldigvis eftermiddagen sammen.

Bla bla bla. Jeg skriver bare. Ved ikke rigtig hvad min pointe er. Vil vel bare gemme disse hverdagstanker, så jeg senere kan kigge på dem og huske min tid med mit andet mirakel.

Jeg er stadig helt i chok over at være så heldig. Tænk engang. 2 fantastiske drenge! Det havde jeg svært ved at forestille mig for et par år siden.

Amning kører stadig. Mit ene bryst er helet fint og det andet er næsten helt sårfrit. Vi har en døgnrytme og Lillebror accepterer næsten når det er nat.

Hov, nu er han vist ved at vågne! Tak for tillykkerne - i øvrigt manglede jeg vist kun fakta fra fødslen: 3870 g og 52 cm....

1 Comments:

At 4:18 PM, Blogger Diana said...

Det lyder som en dejlig hverdag i er ved at have oppe at køre. Jeg synes det er dejligt at læse om alle Jeres rutiner og nærmest kunne se det for sig.
Endnu engang stort stort tillykke med dine TO fine drenge - det kunne jeg blive ved med at sige :)

 

Send en kommentar

<< Home