36+5: Humørsyg

Hmm.. jeg ved ikke om jeg er ved at forvandle mig til et eller andet urimeligt monster, eller om verden virkelig ER imod mig?

Lige nu er jeg enormt frustreret på min mand. Det er vist en kombination af mange ting. Når jeg prøver at mærke efter, dukker der i hvert fald en masse følelser op. Jeg synes selv, at jeg er enormt forstående og lader ham gøre mange ting, for at han ikke skal føle sig alt for bundet op af en søn og en højgravid kone, men samtidig får han mig til at føle mig som en urimelig furie, fordi jeg ikke er afslappet NOK.

Eksempel. Han skulle ud og cykle klokken 11. Det viste sig så, at de skulle mødes et andet sted, så han skulle faktisk med bil klokken 10.40. Det fik jeg at vide sådan nærmest lige inden. "Jamen, det er jo i ..." som om at han allerede havde sagt det. Det er jeg 100 % sikker på at han IKKE havde. Nå, det er jo en detalje. Så havde jeg spurgt, hvornår han var hjemme og han svarer et eller andet. Jeg siger så, at de jo plejer at køre i kortere tid, så kan det virkelig være rigtigt at han først er hjemme på det tidspunkt? Eller noget.

Nå, cykelturen kommer og går, og efterfølgende hører jeg ved et tilfælde, at de har drukket kaffe i haven hos en af de her gutter. Det kommer jeg med en spydig kommentar omkring, fordi han ikke har nævnt det med et ord, men tvært imod fået det til at virke som om han har skyndt sig hjem, alt hvad han kan.

Åbenbart er forklaringen på at han ikke fortalte mig at de drak en kop hurtig nescafe, at jeg er så jaloux og urimelig at jeg ikke under ham 10 min hygge med vennerne, og så var det nemmere at lade være med at nævne det.

Nå! Så sådan er jeg åbenbart (blevet?). Jeg føler mig bare så såret, når jeg egentlig ikke synes at jeg er spor urimelig. Ja, jeg spørger altid hvor længe han er væk, men det er da for pokker ud for en planlægningsvinkel. Det er da ikke for at sikre mig at han ikke bruger unødig tid ude. Og han må da gerne drikke kaffe med sine venner og snakke om turen. Jeg føler mig bare så øv, når det virker som om han går på listetæer omkring mig, så jeg ikke skal flippe ud over noget.

Denne weekend byder på et cykelløb. Han er væk en hel dag fra tidlig morgen til halv sen aften. Det bliver sikkert senere end lige planlagt pga. parkeringsforviring og folk som ikke kan finde et eller andet og bliver akut pølsesultne på vej hjem. Så jeg har altså Junior alene hele dagen. Jeg har fundet et sted at hænge ud kl. ca. 11 til 15 men jeg ved at jeg ikke kommer til at sove til middag og at jeg skal tage mig af alt hvad der opstår af genvordigheder hele dagen. Lige nu kan jeg slet slet slet ikke overskue det. Og det er forfærdeligt ikke at kunne overskue en dag med sin egen (søde) søn. Men det virker bare som alt for meget.

Dengang min mand spurgte mig - for det har han altså gjort - om det var ok at køre dette løb, lovede han højt og helligt at han nok skulle melde fra, hvis der var det mindste og jeg var det mindste i tvivl om det var en god idé. Og hvad sker der så? Han spørger mig overhovedet ikke om noget som helst. Når jeg nævner at jeg har betænkeligheder, så springer han belejligt henover dem.

Lige nu er han ved at lave kartoffelsalat til os til i morgen. Han havde for længe siden tilbudt at han nok skulle sørge for noget lækker aftensmad til os. I dag spørger han så: "Nå, hvad vil I så spise i morgen". "Øh, jeg troede at du ville tage dig af det". "Jeg tager ned og handler" er det lakoniske svar. Ingen "hvad mangler vi ellers" eller noget som helst. Han snakker nærmest ikke til mig. Er jeg blevet en paria? En højgravid parasit som forpester sine omgivelser?

Plukkeveerne er kommet igen. Når Junior insisterer på at jeg skal lave puslespil med ham nede på gulvet. Vel og mærke et som han sagtens kan selv, så bliver jeg altså lidt irritabel. Jeg gider ikke at være sådan en hel dag.

Jeg vil heller ikke forhindre ham i at køre det løb i morgen, jeg vil bare have noget forståelse. Noget medfølelse, noget anerkendelse for at det føles som et offer at lade ham være væk en hel dag når jeg har absolut nada back-up skulle noget ske i løbet af dagen.

Og så er der alt det andet. Jeg synes selv at jeg er meget aktiv herhjemme. Jeg får nået pudsige småting som man aldrig får klaret i en travl hverdag, men jeg synes overhovedet ikke at der er nogen anerkendelse at spore. Måske er jeg bare for vant til at gå på arbejde og udføre et projekt og få noget ros? Sådan virker det måske ikke når det er domestic? Men manden har gang i super spændende projekter - han glemmer efterhånden sin frokost hver eneste dag, fordi han er helt opslugt, og ja, så er det måske ikke specielt imponerende at jeg endelig har fået ryddet op i cd'erne, ordnet malerpenslerne, fået sat batteri i (hans) ur, vasket hele husstandens dyner osv. Det gør det vel ikke. Men det betyder meget for mig og mit redebyggerinstinkt og så er jeg bare ved at være godt gal over at han er så ligeglad.

Øv, hvor lyder jeg utaknemmelig. Jeg håber at humøret ryger op igen i morgen, så Junior og jeg kan få en fantastisk dag!