mandag, juli 06, 2009

3. trimester

Det går fortsat meget fremad med min ryg. Min kiropraktor var også ganske begejstret og mener at mit bækken er mere parallelt nu end det var før. Det er da glædeligt. Han vil se mig om en uge, og så lyder det som om jeg er klar til at stå på egne ben. Nu må vi se.

Vi talte også om det psykiske. Jeg føler mig virkelig lettet efter jeg har fået den sygemelding. Nu tager jeg glad på arbejde hver dag. Det er ellers længe siden.

Han mente bestemt at min mors sygdom og alt det der sker på min arbejdsplads kan sætte sig som spændinger og forværre mit helbred og at jeg skal blive på den halve tid og passe på mig selv så vidt det er muligt. Dejligt at høre fra en fagperson.

Nå, i morgen står den på 2. jordemoderbesøg. Jeg synes at jeg har så mange plukveer og så meget udflåd at jeg gerne vil undersøges indvendigt. Det gjorde de aldrig under min første graviditet - ikke før fødslen - men når jeg netop fødte efter så specielle omstændigheder vil jeg altså meget gerne følges lidt mere grundigt denne gang. Har bestemt ikke lyst til at gå og være i fødsel i længere tid uden at vide det. Og så trænger jeg også bare til at vide at jeg ikke er ved at føde. Synes at for tidlig fødsel fylder en del i mit perspektiv for tiden. Ikke at jeg tror at det er ved at ske. Didrik mener at jeg er sindssyg fordi jeg bekymrer mig om sådanne ting. Men helt ærligt: Better safe than sorry, right?

Junior er helt fantastisk. Efter en uge hvor han nægtede at bruge wc'et til andet end at tisse. Virkelig nægtede! Er han nu begyndt at bruge det ligesom os andre, og han havde INGEN uheld lørdag og søndag. Flot ikke? Så kun halvanden uge efter vi tog bleen af ham har han faktisk fuldstændig styr på det. Han havde vist tisset i bukserne i børnehaven i dag, men de kan jo heller ikke være lige så meget over ham. Og jeg kunne også godt forestille mig at han ikke betror sig til hvem som helst og nu er det sommerferietid for nogle af yndlingspædagogerne. Han får ble på om natten.

Lørdag var faktisk meget imponerende. Vi havde givet ham ble på fordi vi skulle til grillfest hos nogle venner. Her skulle vi låne en nøgle, gå ganske langt, op af trapper og af med tøj og ble før han kunne tisse, men det gjorde han skam. Han tissede slet ikke i sin ble! Og han bællede 3/4 liter juice inden, så han var bestemt ikke dehydreret.

Dygtige dreng!

Lillebror er en aktiv dreng. Der går ikke lang tid mellem puf og møf og deciderede spark. Jeg tror at han er en stor og stærk én. Det bliver spændende at møde ham!

Etiketter: , ,

1 Comments:

At 11:29 PM, Blogger Diana said...

Sejt gået af både Junior og mor :)

 

Send en kommentar

<< Home