26+2 Tudemarie

Det går stadig meget op og ned med humøret og ryggen. Jeg kan se, at jeg var enormt optimistisk i fredags, da jeg skrev her sidst, men siden da har jeg haft en frygtelig weekend, en halv sygedag i går og nu arbejder jeg hjemmefra. Det bliver nu ikke til så meget arbejde, men mere til at ligge ned.

Nå, min "Tudemarie" overskrift er selvfølgelig mig selv. Jeg føler mig som en hypokonder fordi jeg bare ikke orker mere! Jeg er træt af at have smerter til trods for at jeg tager de maksimale 4 g paracetamol i døgnet. Jeg er træt af overhovedet at tage medicin når jeg er gravid! Jeg er træt af at have smerter i weekenden, når jeg lægger mig ned og slapper af og gør alt det rigtige. Jeg er træt af næsten ikke at kunne cykle for plukkeveer, åndenød og nå ja, smerter i ryggen. Jeg nægter at bruge hele sommeren på at køre på arbejde i BIL. Nænej, cykle må det være.

Og så er jeg træt af at arbejde. Mine tanker kredser om at få en sygemelding, men når jeg snakker med Didrik om det, så får han det til at lyde som om det da er noget værre pjat. Så længe jeg KAN arbejde NOGET, så må jeg da hellere gøre det. Men hvad så med at resten af dagen og ugen er ødelagt? Og hvad så med at jeg er en elendig mor, som hverken kan løfte min søn eller har nogen som helst tålmodighed med ham? Og en elendig hustru som er gået fra at lave meget lidt husligt til absolut ingenting?? Jeg har ingen energi til at få bevæget mig. Hvor ville det være skønt, med en hel fridag. Så kunne jeg vågne og stille og roligt få gang i kroppen (skal selvfølgelig følge Junior i børnehave, men det er også overkommeligt) og dernæst kunne jeg måske cykle i svømmehal, bare hver anden dag. Mærke den vægtløse fornemmelse og ikke føle mig som en stor, døende hval på land. Måske kunne jeg gå en lille tur i det dejlige vejr, ligge lidt ned bagefter, spise mig en sund frokost, og stille og roligt indstille mig på at dagen var ved at være gået, og jeg skulle ned i børnehaven igen.

Og så tænker jeg jo endnu engang: HYPOKONDER. Men hvor går grænsen? Hvor meget kan man /skal man tænke på andre (=arbejde) og hvor meget skal man pleje sig selv?

Nå, jeg skal heldigvis til kiropraktor igen i dag. Jeg vil prøve at få hendes vurdering af hvor meget bedre det kan blive - OM det kan blive bedre med min ryg. Hvis det ikke kan blive bedre end det her, så er jeg altså nødt til at få min læge til at give mig en deltidssygemelding, hvis ikke fuldtid. Det stresser mig at være så utilstrækkelig på alle punkter, have alle de sygedage og ikke kunne planlægge noget, og have så lidt overskud til min lille spunk derinde og til familien udenfor.

Men iiih, hvor det nager!