Kører i ring

Dejlig, dejlig påskeferie. Men alligevel. Jeg synes ikke rigtig at jeg flytter mig. De triste tanker vil ikke rigtig slippe og på en måde er jeg stadig mærkelig følelsesløs. Når jeg prøver at mærke efter hvordan det føles indeni når jeg tænker på min mor, så er der ikke noget. Ingen følelser.

Når hun hoster, så krymper jeg mig. Jeg har ondt af min far og ved slet ikke hvad han skal gøre af sig selv.

Men jeg er virkelig bare fjern. Fjern fra det meste. Ikke at jeg ikke bliver glad i ny og næ. Det gør jeg. Og det er vel også den eneste grund til at jeg endnu ikke er troppet op hos min læge og har fortalt hvordan jeg har det indeni og forlangt at få en henvisning til en psykolog. For det er jo til folk med rigtige problemer. Ikke sådan nogle hypokondere som mig, som bare skal tage sig sammen.

Jeg mærker den lille engang imellem. Det er skønt, men jeg er slet ikke lige så absorberet og giver slet ikke den lille den samme opmærksomhed som Junior fik dengang. Egentlig føler jeg mig bare tyk og grim. Hvilket nok ikke er helt retfærdigt. Didrik siger at jeg er lækker, men han er ikke rigtig til at stole på på det område. Det er nok for ham at mine br(y)ster er eksploderet. Han er et meget simpelt menneske når det kommer til det.

Så nu sidder jeg endnu engang på mit arbejde og venter på at klokken bliver fyraften så jeg kan komme hjem og ikke er helt alene med tankerne inde i mit hoved. Ikke at jeg ikke har fået noget fornuftigt ud af dagen. Jeg har bestilt sommersko og sandaler til Junior. Han nægter at gå i andet end sine vinterstøvler. Men sådan er det med ham. Han er total trofast når det kommer til fodtøj. Og overtøj. Han holder vist bare fast i det han kender. Ligesom de fleste andre børn velsagtens.

Og så bliver der stadig testet grænser. Jeg var alene med Junior i går og han forstår virkelig at trykke på nogle knapper. Så føler jeg mig som verdens værste mor. Selvom jeg håndtere det meste fint nok, så røg min stemme nok lidt hårdt op og jeg var måske ikke helt så rolig og fattet som jeg burde være. Argh, det er altså ikke nemt at være mor til en dreng på 2 år. (Eller terrible-two som min engelske kollega kaldte det.)

Men så havde vi en dejlig morgen i morges, hvor han bare var sød og nem og hjælpsom og blev klædt på lige så fint, spiste fint og sagde de sødeste ting. Så kan jeg køre lidt videre på det.