2. scanning

Mine forventninger blev ikke gjort til skamme. En lille (men større end sidst) dejlig klat lå midt på skærmen, med et hjerte i midten og "brede skuldre - det bliver en dreng" - ifølge lægen.

Scanneren udregnede den til at være 8+6 dvs. 22 mm mod de 21 mm som den burde være, når jeg nu var 8+5. Så det er jo helt perfekt. Så nu har vi et billede hvor man (næsten) kan se op og ned på vores baby. Hvor er det vildt.

Jeg kan mærke hvordan glæden er ved at få permanent fodfæste i mig (selvom alle omkring mig konstant fortæller skrækhistorier om aborter og mislykkede fødsler - det kommer ikke mig ved).

Jeg skal være mor igen. Junior skal være storebror. Solen skinner.