5+5

Jeg tror at jeg ramte bunden, rent mentalt da jeg skrev mit sidste indlæg. Siden har jeg godt kunnet se at det var uholdbart. Jeg har fortalt min chef om graviditeten (jeg indså, at hvis scanningen viser noget forfærdeligt kan jeg sikkert ikke arbejde alligevel, og så ville jeg involvere ham - så jeg kunne lige så godt gøre det nu). Han blev vildt lykkelig.

Weekenden blev tilbragt i gode veninders lag, med hygge og alt for meget mad. Det hjalp at få sludret og sladret og slappet af ikke mindst.

Fredag var vi forbi mine forældre. På en måde er de nemmere at være sammen med nu hvor de har rigtige problemer, og ikke opfinder nogen ud af det blå. Hvor kynisk det end lyder. Samtidig blev jeg dog bekymret over HVOR syg min mor ser ud.

Nå, ja, jeg fik mig også en rigtig god snak med Didrik i går omkring min mor. Mit største problem er at jeg ikke kender hende, jeg føler ikke at hun elsker mig, og jeg forstår ikke hvorfor/hvornår hun er blevet så kold og ondskabsfuld. Vi fik en idé undervejs i samtalen; at tale med min mors barndomsveninde. Jeg skal lige tygge lidt på den, men måske gør jeg det.

Jeg tror ikke på, at det er fornuftigt at rippe op i alt det gamle skrammel. Måske for mig, men da så sandelig ikke for min mor. Hun har rigeligt lige nu. Så jeg må finde en balance mellem at få bearbejdet det jeg har brug for mens hun er her, samtidig med at jeg ikke generer hende unødigt.

Ja, undskyld at tonen er lidt hård. Jeg lyder ikke som verdens sødeste datter, men ... ja, det er lidt udenfor dette indlægs rammer at gå mere i detaljer omkring min mor. Lad os bare sige at hun er et meget komplekst menneske.

Nu er jeg så 5+5 og der er en uge til scanningen. Ikke at jeg tæller. Særlig meget. Eller ved hvor mange timer der er. Jeg glæder mig, men jeg er egentlig dybest set temmelig optimistisk. Jeg tror at sorgen er den samme hvis noget går galt, og jeg har lovet mig selv at gøre alt hvad jeg kunne for at nyde det så tidligt som muligt.

Nu vågner han endelig.....