Sygdom

Mine forældre var forbi i dag. Min mor har kræft i begge lunger og i leveren. De ved ikke rigtig mere end det. Fik de seneste resultater i torsdags, men hun skal til yderligere undersøgelser og en snak om det videre forløb i næste uge. Min far vil ringe og spørge ind til hvad der skal ske.

Jeg ved slet ikke noget lige nu. Vi har ikke det bedste forhold, men jeg vil da for pokker ikke miste hende lige nu. Det var jo meningen at vi skulle... jeg ved ikke hvad der var meningen, men det lyder altså bare alvorligt.

Hun har haft tyktarmskræft for nogle år siden. Det berørte mig egentlig ikke så meget som det måske burde. Hele vejen igennem var meldingerne positive. Det blev fundet hurtigt og hun blev opereret. De fik det hele ud, og efter adskillige kontroller blev hun erklæret rask. Hun nåede aldrig at få kemoterapi.

De vil ikke operere hende. Kræften sidder for mange steder. Så nu hedder det kemo.

Jeg føler mig så tom og ... mærkelig. Jeg er bekymret for dem, mine forældre. Skal min far nu være enke inden han går på pension? Skal han bo helt alene i det store hus? Og hvad med min mor? Jeg kan mærke på hende at hun er bange. Hvor længe skal hun være det?

Og hvor står jeg midt i det hele? Jeg har givet mig selv en konkret opgave. Jeg skal undersøge hvor hun får den bedste behandling og hvad den bedste behandling er. Jeg har lovet at kigge med når de får en behandlingsplan. Men hvad hvis der ikke er noget at gøre? Jeg kan hverken bære tanken om at det går hurtigt eller at det trækker ud.

I øvrigt så tog jeg en test i dag. Den var bragende negativ. Men det var midt på dagen og den er udløbet for over et år siden. Kontrolstregen var dog lige så fin, så den er nok pålidelig nok. Mht. symptomer så har mine br(y)ster forandret sig - er lige som blevet tunge. Jeg har ikke lyst til kaffe og enormt lyst til mælk. Desuden har jeg været oppe og tisse de seneste nætter. Men det er alt sammen symptomer som man nemt kan indbilde sig.

Nå, jeg sidder bare og kigger ud i luften og kan ikke finde ud af hvad jeg føler eller hvorfor. Ved at skrive det her, har jeg da fået hul for tårerne. Det føles i det mindste.