5+1: Hvordan går det?

Ønske spørger, om det er gået op for mig? Tja, både og, tror jeg. Og det må vel være et nej.

Egentlig er det gået op for min fornuft, og den er glad, men mit hoved er et stort kaos. Med fare for dels at lyde som et pivehoved og samtidig at kompromittere mit ønske om at være fuldstændig anonym, så sker der rigtig meget i mit liv lige nu:

Min mors sygdom: Jeg synes, at det er svært. Jeg kan næsten mærke hendes angst og lidelse rent fysisk. Pludselig er jeg nødt til at forholde mig til, at jeg måske ikke har en mor om ganske kort tid, og hvad så? Eller hvad gør jeg nu? Hvordan får jeg bearbejdet alt det, der ikke er i orden, og skal det overhovedet bearbejdes? Hvad med min far, mine søskende? Det rejser bare så mange spørgsmålstegn for mig, og midt i det står der en lille pige, der er bange for at miste sin mor.

Mit firma: Jeg skiftede job for ikke så længe siden, og jeg er helt vild med det. Er ikke et sekund i tvivl om at det var den rigtige beslutning. Indtil denne uge. Nu er vi blevet opkøbt. Jeg aner ikke, hvad der bliver af mit job midt i alt det her. Ved ikke om jeg skal panikke ud på jobmarkedet eller om jeg bare skal være afventende. Under alle omstændigheder er det dybt ubehageligt. Mine kollegaer er nærmest i sorg. Nu er det slut med bare at være os, og nu skal vi være en del af noget meget større. Argh. Det fylder også.

Og så er jeg gravid. Det er jo den gode nyhed midt i alt det dårlige, men det betyder også at lige pludselig er alt i forandring. Min krop, mit humør, mine spisevaner… Ej, seriøst, der er virkelig meget at forholde sig til. Jeg kan mærke, at trætheden for alvor er ved at lamme mig. I går måtte jeg give op længe før det egentlig var fyraften. I eftermiddag har jeg en frisørtid, så jeg er nødt til at arbejde i aften. Det er jeg bare. Jeg kan ikke blive ved med at sylte arbejdet.

Jeg har besluttet mig for ikke at fortælle noget til min mor endnu. Jeg orker ikke at forholde mig til mine forældre og deres pessimisme. Sidst gik det, fordi jeg var i 14. uge da jeg sagde det, og selv var nået over usikkerheden, men det sved alligevel da min far vrøvlede noget med ”tillykke, ja man ved jo aldrig om det går godt, men det er da en god nyhed”. Det kan jeg SLET ikke klare lige nu! Og jeg må også huske mig selv midt i det her.

Jeg kommer ellers til at dele nyhederne med en flok veninder i weekenden. Vi har et længe planlagt arrangement, og jeg kan ikke skjule det for dem så længe. I øvrigt har jeg også vænnet mig til tanken om, at de får det at vide, og jeg ved at de respekterer min angst for at det går galt og at de nok skal lade være med at gå får tæt på.

Men altså; for at gøre det kort. Det går godt. Men der er bare mange men’er for tiden. Ingen tvivl om at var ivf-forsøget gået galt, havde det været en dårlig nyhed blandt mange. Nu er det gået godt og jeg er lykkelig for det. Men på et mere personligt plan, så er jeg bare ved at kortslutte af alt hvad der sker omkring og i mig.