mandag, januar 26, 2009

870

Så det kunne ikke være bedre!

Jeg var ellers ved at få et hysterisk anfald i morges. Først må jeg indse at jeg er nødt til at vente en hel weekend på blodprøvesvaret. Så forsøger jeg at ringe i hele lægens konsultationstid (8-9) uden held. (Hvorfor har de dog ikke en telefonkø?). Dernæst slutter telefontiden og jeg tror at jeg nu kan få en sekretær i røret, men nej, nu er der såmænd telefonsvarer på! Den siger dog at man kan bestille tid fra 9:30 til 12.

Så jeg venter tålmodigt til 9:30. Optaget igen. Optaget. Optaget. Sikke dog, nu bliver den taget – og sat på hold. Nej, nu er der en dame i røret.

”Næ, hormonblodprøve, det kan jeg skam ikke oplyse dig om. Du må ringe i lægens konsultationstid i morgen!”

”Jamen hør nu her, jeg talte med sygeplejersken i fredags og fik at vide at jeg bare kunne ringe i dag.”

”Ok, men det går ikke lige nu. Vi har akutpatienter som skal med ambulance. Ring senere. Klokken 11.30”

Uh, hvor var jeg rasende. Hvor svært er det at komme med et tal?

I mellemtiden var der virkelig dårlige nyheder på min arbejdsplads og så var jeg nødt til at ringe til Didrik og rase ud. Han lyttede til mig og sendte en sød e-mail lidt senere.

Klokken 10:30 ringede jeg igen (havde forberedt mig på at påstå at jeg hørte forkert med tidspunktet). Nu fik jeg præciseret at jeg bare skulle have tallet, og så skulle jeg ringe til min fertilitetsklinik bagefter. Jeg fik tallet, blev glad og spurgte til hvornår de gerne vil se én til første graviditetsundersøgelse.

Det er så først i 10. uge, men jeg skulle komme forbi inden og få nogle papirer til ansøgning om nf-scanning. Fint.

Klinikdamen på fertilitetsklinikken lød helt vildt glad da jeg ringede. Jeg fik lokket hende til at give mig en scanning om 2 uger, men hun advarede om at man ikke ville kunne se så meget, og det måske blev nødvendigt med en ekstra scanning – fint nok.

Jeg ville rigtig gerne have scanningen der, så jeg kan sige det til min chef. Vi har stort møde om det kommende år, og jeg vil ikke ikke sige at jeg er gravid, så alle planerne skal laves om bagefter. Det virker lidt fjollet. Heldigvis var klinikdamen enig og jeg har nu en scanningstid på plads.

Suk, hvor er jeg lettet.

Og så til en lille symptomstatus (udover det svingende humør!):

Jeg er sulten. Spiser virkelig meget.

Nattetisseri – kan dog modvirkes ved at tørste hele aftenen og acceptere at jeg vågner med en fuld blære meget tidligt.

Træthed. Meeeen ikke så markant endnu. Jeg sover ca. 8,5 time om natten og er rimelig frisk om morgenen, men så hænger jeg også i sofaen det meste af dagen. Synes ikke at det er voldsomt endnu og jeg forsøger at være så aktiv som jeg kan, fordi jeg kan huske den dræbende træthed jeg oplevede sidst – den kom allerede omkring 6.-7. uge.

Svimmelhed. Det sortner for min øjne næsten hver gang jeg rejser mig op. Åbenbart et graviditetssymptom, what do you know? (Jeg fandt en libero-bog frem, som jeg havde gemt fra sidste graviditet.)

Ømme br(y)ster. Ikke voldsomt, men de er vokset og ikke så glade for at være spærret inde. Alle bh-erne skal løsnes et hak og gerne af om aftenen. Dog er det begyndt at genere når jeg ikke har bh på, da det så slider på selve vorten og det er ikke rart.

Lyst til mælk og ulyst til kaffe. Virkelig signifikant. Mælketrangen er dog ikke så slem endnu, jeg KAN godt drikke vand.

Didrik mener at jeg er sjov når jeg er gravid – fordi jeg ikke har hverken humor eller tålmodighed. Jeg kan godt mærke at kombinationen af en gravid mor og en søn i trodsalder er lidt barsk. Jeg skal virkelig bide mig i tungen. Men det meste af tiden er han jo bare super sød, og så bliver jeg helt rørt.

Det er vist i virkeligheden længe siden at jeg har skrevet om Junior? Han er en super duper dejlig dreng. Han bliver så stor og kan så meget. Nu øver vi højre og venstre, og han er bare rigtig god til det. Han kan synge sange. Og hans sprog er helt vildt. Han har fuldstændig styr på at der findes nutid og datid, samt ental og flertal. At han ikke kender alle ord er jo klart. Et æg – flere ægger. En hånd – flere hånder osv. Men han vil gerne lære. Det er tydeligt at når man siger ”flere hænder” så gentager han det og forsøger at huske. Men hvor er der meget at lære.
Nu rabler han også sætninger af sig. Når han vågner og man spørger om han har sovet godt: ”Sovet i lille seng – købt i kea – vandmøller – drejer rundt og rundt”. (Oversættelse, han har sovet i sin lille seng, som er købt i Ikea, hvor der er vindmøller og de drejer rundt og rundt). Det er lige som om ordene bare vælter ud af ham, fordi han har været stille hele natten. Vildt sødt.

Etiketter: ,

7 Comments:

At 7:04 PM, Blogger Unknown said...

Ej Hjertelig tillykke det er altså god læsning.

 
At 7:13 PM, Blogger Diana said...

Nøj sikke et højt hcg tal! Hvor er det bare super dejligt :D

 
At 8:13 PM, Blogger LOK said...

Tillykke med det flotte tal. Det bliver spændende at se om der er 2 :D

 
At 6:40 AM, Blogger Monja said...

Tillykke med at du er officiel gravid. Dejligt med så pænt et hCG.

Det er en rigtig vidunderlig alder vores drenge har nu, ikk'?

Knus Monja

 
At 10:38 AM, Blogger knockmeup said...

Tillykke tillykke tillykke!!

 
At 1:14 PM, Blogger QVINDEN said...

Tillykke! Dejligt for jer.

 
At 10:35 AM, Blogger Diana said...

Hvordan går det Solsikke? Er det gået op for dig? :)

 

Send en kommentar

<< Home