8+0

Så er endnu en uge gået. De går stærkt for tiden.

Denne uge kommer til at byde på en lille business-rejse på fredag, festivitas i weekenden og endnu en scanning på mandag. Jeg glæder mig. Jeg er faktisk ikke specielt nervøs, men jeg ved at jeg når at få en klump i halsen inden tiden oprinder. Nu er det blevet fikset, med hjælp fra nogle venner, så vi begge kan være med til scanningen. Kunne ikke lige forlige mig med min første graviditetsscanning UDEN Didrik - det ville ligesom ikke være rigtigt.

Jeg håber at man kan se mere af den lille. Men mon ikke? Sidst var den 8 mm, og på mandag skulle den gerne være 21 mm. Når de scannede follikler på 20 mm syntes jeg at de var meget store og tydelige. Så jeg har høje forventninger.

Denne uge har budt på en blandet landhandel af oplevelser. Først og fremmest vil jeg sige at mit humør generelt er meget bedre end sidst! Meget. Men det svinger stadig helt enormt. Det er faktisk lidt skræmmende.

Vi er begyndt at fortælle nyheden rundt omkring. Jeg mangler stadig at samle mod til at delagtiggøre de kommende morforældre. Men farforældrene fik det at vide af Junior: "Jeg skal være storebror", sagde han lige så fint. De blev vildt overraskede og glade!

Jeg har forsøgt at fortælle det på arbejdet. Men det er svært at få til at sprede sig åbenbart. Mærkelig arbejdsplads. På min gamle arbejdsplads kunne jeg have visket det i et hjørne af kontoret, og alle ville vide det, før jeg nåede min plads igen. Men sådan er der så meget.

Og apropos arbejde, så blev jeg ringet op af en jeg kender af navn fra min gamle arbejdsplads. Hun var noget farlig fint noget, og skiftede job et par måneder før jeg gjorde. Hun manglede en til at rydde op i en masse ting, og jeg var blevet anbefalet af en af mine tidligere chefer. Det lød spændende - ikke optimalt geografisk, men ok. Og alt taget i betragtning kan jeg vist ikke være for kræsen.

Jeg fortalte hende at jeg er gravid, og her er hendes svar: "Jamen, først må jeg da sige tillykke - ved du hvad, det skræmmer mig altså ikke!"

Da jeg fortalte Didrik om det om aftenen var han dog lidt mere pessimistisk. "Ej, det må da betyde noget alligevel. Hun kan jo ikke ansætte dig nu". Så nu er jeg meget spændt på om jeg hører fra hende eller ej. Hun spurgte til hvor meget barsel jeg havde tænkt mig at holde, og om jeg var interesseret i at komme ud og tale med dem i begyndelsen af marts. Ikke noget med at jeg skulle skrive cv eller noget. Bare sådan på tilbudsform. Så bad hun om mit mobilnr. og min e-mailaddresse (havde ringet på arbejdet). Så jeg tror på det. Ved ikke om jeg vil have det, men det er da utrolig dejligt at få sådan en bekræftelse.

Min mors behandling skrider stille fremad. Hun synes at hun har det bedre og har ikke fået bivirkninger endnu, så det kan ikke være bedre.

Junior har endelig affundet sig med at sove i sin egen seng. Vi havde nogle dage hvor vi bar ham i seng mange gange, men nu siger han selv at han skal sove i Ikea-seng hele natten og så ind og hygge i store seng om morgenen. Og det går faktisk fint.

De senest morgener har jeg måttet vække ham, fordi han slet ikke gjorde mine til at stå op klokken kvart over 7. Jeg vil heller ikke FOR sent på arbejde - så kommer jeg jo aldrig hjem.

I dag har jeg heldigvis hjemmearbejdsdag, så jeg satser på at få mig en middagslur. Det bliver skønt.

I går gik jeg tidligt hjem - meldte mig simpelthen syg. Jeg har vildt dårlig samvittighed over det, men kan bare ikke hænge sammen. Jeg har hostet nu i 10 dages tid og det bliver værre og værre. Nu har jeg også hovedpine og er endnu mere drænet for energi. Jeg sover fint og længe om natten, så jeg føler ikke at jeg kan gøre meget mere for at holde mig rask, men jeg har stadig dårlig samvittighed. Jeg filosoferede faktisk over det i går da jeg cyklede hjem. Under min sidste graviditet var den 1. prioritet. Skulle jeg melde mig syg fordi jeg følte det var det rette, så var det det rette, og jeg havde (så vidt jeg husker) ikke dårlig samvittighed. Hvad er forskellen?

Jeg tror at forskellen er at dette barn virker mere som en ekstra bonus. Det er ikke forskellen på liv og død for mig : livet som barnløs for altid, mod livet som glad mor. Det er bare et ekstra barn, som kan være prikken over i'et og forhåbentlig gøre vores liv sjovere og gladere, og som vi vil komme til at elske over alt på Jorden ligesom vi gør med Junior, men det er stadig noget andet. Og det er jo ikke fair, overfor dette barn. Det har fortjent lige så meget omsorg og kærlighed som foster, som Junior fik.

Men det er pudsigt at være gravid igen. Pludselig ser jeg hele graviditeten foran mig, helt frem til fødslen og de første år med barnet. I sidste graviditet kunne jeg knap nok se næste uge eller næste trimester! Fødslen var total sci fi og ikke noget jeg rigtig kunne forholde mig til ville ske for mig. Nu tænker jeg allerede over hvordan fødslen skal foregå og hvor længe jeg vil blive på hospitalet. Jeg tænker på amning og hvad jeg vil gøre anderledes.

Jeg har flere glæder at se frem til (at mærke liv, at lugte mit nyfødte barn) og flere konkrete bekymringer (super hurtig fødsel, halsbrand) fordi jeg har noget at sætte det op imod. Det er rart at kunne se "hele vejen" og ikke leve i en mærkelig tidsbobel, som går enormt langsomt men som stadig ikke rigtig forberedte mig til at være mor. Eller det gjorde det måske, jeg kunne bare ikke forholde mig til at jeg skulle have et barn.

Jeg har også tænkt over hvilke milepæle, der er under en graviditet.

Positiv graviditetstest!
Positiv blodprøve!
Første scanning!
(2. scanning for mig i hvert fald) 23. februar
9+0 (for mig er det en stor milepæl. Det giver matematisk mening på en eller anden sær måde)
1. lægebesøg (tja tjo, det er en af de mindre milepæle) 9. marts
Nakkefoldsscanning (kæmpe milepæl!) 20. marts
Mærke liv!!!
Mærke liv ofte og så far også er med!
MD-scanning
24+0 (derfra begynder fosteret at have en chance for at klare en fødsel)
Og så er det bare hver uge derfra indtil den største milepæl af dem alle:
Fødslen!

For nogle er det nok lidt mere simpelt tror jeg: Graviditetstest + fødsel. Det må egentlig være rart at spekulere lidt mindre.

I dag er en god dag. Solen skinner og Junior var sød og glad hele morgenen. Eneste slange i Paradis var Møgungen Over Dem Alle som går i børnehave samme sted som Junior er (han er en STOR 5-årig) som besluttede sig for at bokse mig i maven, I MAVEN, da jeg mødte ham i vuggestuen i morges. Møgunge. Han skal godt nok undgås de næste 7 måneder!

Men ellers går det fint. Jeg har fået en masse ventetøj som ligger og venter på mig nu. Mangler dog nogle bukser, men tror at jeg køber nogle efter scanningen på mandag. Måske. Eller lidt senere. Faktisk føler jeg mig ikke så oppustet som jeg har gjort for et par uger siden. Mærkværdigt. Dog synes jeg at jeg kan mærke min livmoder over skambenet, men ifølge min-mave.dk er det helt forkert. Den skulle stadig ligge og putte sig langt nede bag skambenet. Jeg må spørge på klinikken på mandag. Måske er det bare min anatomi som er mærkelig, men jeg har altså mærket det en lille uges tid nu, og det føles som noget der ikke plejer at være der.