Spirende forår?

Så er der gået en uge siden scanningen. Jeg er nu 13+5 ifølge den seneste vurdering fra jordemoderen og 13+2 ifølge ægudtagningen.

Jeg er blevet stor nu. Min mave buler synligt og mærkbart og jeg kan mærke hvordan den velkendte klodsethed og distræthed er ved at sætte voldsomt ind.

De seneste dage har budt på rejseaktivitet og jeg er TRÆT nu. Har hovedpine som ikke vil slippe og en ryg som gør ondt og generelt ubehag. Sjovt nok har jeg det faktisk fint når jeg får tid og mulighed for at gå rundt udenfor, så det må være planen for i dag - ture i det friske vejr. Og så skal jeg have genfundet alle mine øvelser, så jeg kan slippe af med hovedpinen. Jeg er sikker på at det er en spændingshovedpine. For nogle måneder siden ville jeg kunne løbe en tur og slippe af med den på den måde, men det er jeg slet ikke i form til nu. Jeg kan måske prøve?? Nå, det skal nok lykkes, det er jeg sikker på.

Hvordan står det ellers til? Jeg plages stadig af mit lave blodtryk. Har dog ikke haft flere nærbesvimelsesanfald siden forrige mandag. Og jeg tænker meget over det, når jeg rejser mig osv. Jeg er heldigvis ovre min forkølelse og er begyndt at kunne trække vejret igen – det er skønt. Mit nattetisseri vil dog ikke slippe. Men sådan var det også sidst. Selvom det kun skulle være 1. + 3. trimester det skal drille, så var det også sådan gennem hele 2. trimester sidst. Eneste forskel er at når man når 3. trimester begynder det at være flere gange pr. nat.

Mentalt har jeg det så som så. Ikke så meget nyt under solen. Jeg har nydt forårsdagene i fulde drag og suger energi ud af solen og de spirende blomster. De seneste dages sne og kulde er dog ikke lige min kop te, og jeg føler at jeg ryger dybt ned i det sorte hul igen. Energien ER dog på vej tilbage. Altså jeg får mere energi. Det trænger jeg til.

Men hele situationen med min mor tærer på mig. Jeg fortrænger det lige nu. Det ved jeg at jeg gør og egentlig er det vel aldrig godt at fortrænge. Men jeg ved slet ikke hvordan jeg skal håndtere det. Med den viden jeg har – objektivt – kan jeg godt regne ud at hun er døende. Jeg har ingen anelse om vi taler uger, måneder eller år, og tvivler på at nogen har det. Måske når vi får de første tilbagemeldinger på kemoens effekt. Men det er nu heller ikke det der betyder noget, synes jeg. Hun er døende, og jeg kan ikke rigtig finde ud af hvad jeg bør gøre for hende og hvad jeg bør gøre for mig.

For noget tid siden brugte jeg meget krudt på at vende det med Didrik. Hvem er min mor? Hvad kan hun lide? Hvorfor har hun valgt at leve sit liv som hun har gjort det?

Jeg har ingen anelse. Jeg kender hende ikke. Og så burde jeg måske prøve at lære hende at kende? Men hun er bare så forandret. Eller også har hun altid været sådan. Hver gang man taler om fortiden med hende, så er den lyserød. Hun kan slet ikke huske noget dårligt. Og alle de situationer som jeg kan huske, og ved er ”dårlige”, jamen de ser bare ud på en helt anden måde, når hun genfortæller. Så jeg føler mig temmelig sikker på at hun enten har fortrængt alt det grimme fra sit liv, eller ikke ønsker at stå ved det, og derfor pynter på historien.

Og er det så vigtigt? Min mors liv er jo ikke mit liv længere. Jeg har en familie. Jeg har et helt klart pejlemærke: At gøre alting anderledes end mine forældre. Det fungerer fint. Hvor meget betyder det for mig, at føle mig uelsket af min mor? Betyder det noget længere? Burde det betyde noget?

Og ikke engang her kan jeg svare. Jeg ved at jeg føler mig uelsker af min mor, men jeg ved ikke om jeg egentlig har forsonet mig med det, eller om det nager et eller andet sted. Måske gør det. Og måske er det ikke så mærkeligt. Men kan det overhovedet ændres her i den sidste tid? Og hvilken forskel gør det.

Et eller andet sted har min mor en historie. Det har vi alle. Hun har gennemlevet nogle grimme ting i sit liv, og har formentlig ikke haft den ballast med hjemmefra, som vi alle burde have. Hun har ikke vidst hvordan hun skulle tackle det, og er derfor blevet det svage menneske, jeg kender hende som, som har ofret alt og alle på sin vej, for at stille manden tilfreds og fokuseret på statussymbolerne som et mål for succes. Og måske burde jeg bare forlige mig med at hun ikke har haft noget valg, med de forudsætninger hun har i bagagen? Måske er jeg allerede nået hertil?

Hun er ikke noget ondt menneske. Hun har altid været mor med kæmpe stort M. Så længe børnene var små. Og kun et af gangen. Måske skal jeg bare holde fast i at hun altid har ØNSKET at gøre det rette, men bare ikke har formået det?

Jeg tror ikke at jeg får noget ud af at stille hende opklarende spørgsmål nu. Jeg tror at jeg må fokusere på det voksende liv i min mave og på at hjælpe hende, så godt jeg kan, når jeg har overskuddet. Og at hjælpe min far og søster. Og så må jeg se hvad der sker hen ad vejen.

Junior er en skøn skøn knægt. Han er simpelthen så glad og dejlig og dygtig. I går kom jeg hjem med taxa og da jeg trådte ind af døren kunne jeg høre ham råbe: ”Der ER MOR!” Han var i gang med at spille huskespil med sin far (han ELSKER huskespil for tiden). ”Mor laver spil – du må gerne være med”. ”Hvor har du været, mor?” Så svarede jeg på det, og sagde at jeg lige var kommet hjem med taxa. ”Åååå-ååh”, var svaret. Og så pludrede han ellers løs. Han smilede og hyggede og ville absolut ikke i seng. Han er bare en glad og dejlig og venlig dreng. Jeg føler mig så uendelig stolt af ham.

Og så er vi blevet spurgt om han vil starte i børnehave til maj. Altså når han er 2,5 år. Han går i en integreret institution. De er ca. 10-12 børn på vuggestuen, resten af børnene går på de to børnehavestuer. Han leger rigtig meget med 3 piger, som alle er lidt ældre end ham. De 3 skal starte i børnehave til maj, og pædagogerne har spurgt om vi vil have at Junior kommer med. Han leger tit på børnehavestuerne og er som sagt rigtig glad for pigerne, så vi har sagt ja tak. Han kommer stadig til at være et vuggestuebarn, med mad dernedefra, og han kan sove til middag osv. (Hvis han ellers gider det – han har kun sovet 1 dag i ugen, de øvrige har han holdt sig vågen og ikke sovet mere end 10-11 timer om natten.)

Så han bliver stor den lille! Stor og dygtig. Jeg håber at han bliver ved med at være min kærlige kysse-kramme-dreng lidt endnu!