11+0

Ej, der skal lige være tid til en lille opdatering her på ugedagen.

Hvordan går det så? Tjo tja, det afhænger nok af hvilket minut jeg bliver spurgt. Umiddelbart har jeg været trist denne uge. Jeg havde forventet og håbet at energien ville vende tilbage. Det er bare ikke sket. Til gengæld er det gået gevaldigt ned ad bakke for min mor, og jeg kan mærke at det tærer på mine kræfter.

I tirsdags begyndte hun at kaste voldsomt op og om lørdagen bliver hun så indlagt. Så vidt jeg ved er hun der endnu. Min far har haft fødselsdag i ugens løb og jeg har sjældent hørt ham så trist. Min mor har virkelig ændret personlighed. Hun er blevet ubehagelig og kommanderende, og jeg kan mærke at min far virkelig prøver at gøre det så godt han kan, og så bliver han bare mødt af en mur, som slet ikke vil lukke ham ind.

Jeg har dog også haft nogle opløftende oplevelser. Jeg var ved læge i mandags, og det var slet ikke så tosset. Hun kunne nu ikke rigtig fremtrylle den samme terminsdato, som jeg mener jeg har, men til gengæld var vi enige om at jeg var 10+5 – mærkeligt nok. Men sådan er der åbenbart så meget. Jeg ved jo at scanningen kommer til at sætte trumf på, så jeg ville ikke brokke mig. Håber nu at jeg kommer de to dage tilbage igen, for jeg kan forestille mig at dagene betyder noget, når barslen nærmer sig.

Og apropos barsel. Jeg kan gå fra når jeg er 36+0. I dag er jeg 11+0, dvs om 25 uger. Derudover har jeg mine 5 ugers ferie og så er der jo dejligt mange helligdage hen over foråret, så alt i alt er der kun ca. 19 arbejdsuger til. Skøøøøøønt!

Jeg var forbi en hudlæge for en uges tid siden. Jeg havde bestilt tiden 2 måneder før, men de er vist nogle populære mennesker. Hun har endelig givet mig en mirakelkur så jeg ikke længere ligner en fisk i ansigtet. Min hud er også helt dejlig at røre ved. Ikke tør og trist. Jeg var på apoteket og hente det i fredags og smurte mig for første gang om formiddagen (havde taget en sygedag, jeg var virkelig langt nede der) og da Didrik kom hjem stod han bare og stirrede på mig. Forskellen er enorm. Det er så skønt. Så nu er jeg i gang med nedtrapning over et par uger på den til ansigtet og har et par dage endnu på cremen til ryggen før den også står på nedtrapning. Håber at det holder sig væk denne gang. Håret er dog lidt sværere at få styr på. Jeg har fået noget tjære til at smøre i, men efter 2 kure synes jeg nu stadig at der er skæl. Meeen måske lidt mindre? Svært at afgøre.

Jeg fortalte lægen at jeg var gravid, og hun mente ikke at der var problemer i at bruge cremerne. Hun er eksperten, jeg bøjer mig og er i mit stille sind glad for at jeg har passeret de allermest kritiske uger. Ellers ville jeg nok ikke være så tryg ved det.

Jeg har også besluttet mig for at genindføre min næsespray i mit liv. Den får jeg fordi jeg er tæt i næsen når jeg sover, hvilket betyder at jeg snorker og sover dårligt (nåja, og Didrik sover også dårligt). Den røg langt væk da jeg gik i gang med ivf igen, sammen med nogle tabletter. Tabletterne bliver væk – jeg skal ikke nyde noget, men næsesprayen blev genindviet for et par dage siden. Der står at den slet ikke absorberes så der er ingen problemer ved at bruge den som gravid. Så det vil jeg stole på, og igen – jeg er nu i 12. uge, så det værste tidspunkt for den slags kemi er overstået.

Så alt i alt kan jeg mærke at optimismen er ved at snige sig lidt tilbage. Det hjælper også at Junior er et præmiebarn. Han havde været på udflugt i lørdags og sovet hos sin fætter – alene. Det er første gang han har sovet sammen med andre end os eller farforældrene. Men det gik fint. De vil gerne have ham tilbage, fordi ungerne bare legede så fint. Så bliver man jo helt stolt og varm indeni. Da jeg kom for at hente ham, skulle jeg læse ”Lille sorte Sambo” for ham, men derudover ville han ”IKKE HJEM!” Så det kunne ikke være bedre.

Det blev alligevel en lidt længere opdatering. Nu vil jeg snart køre hjem i det dejlige solskinsvejr!