50 dage

50 dage er det nu siden et af mine æg blev befrugtet af en af Didriks sædceller og blev til en oocyte som 2 dage senere – og 8 celler stor – kom tilbage i min livmoder, hvor det har hygget sig lige siden. Nu kaldes det så officielt et foster og består af næsten fuldstændig de samme dele som du og jeg. Det har passeret 2 cm og kan nu vejes i gram.

Er det kun mig, der synes at det er fantastisk?

Og at så lille et væsen kan forrette så meget, er også overvældende. Ikke fordi jeg er helt lagt ned af symptomer, men det er alligevel vildt, så meget den kan påvirke mig. Oppe hver nat, fordi blæren ikke kan klare 8 timer uden at blive lettet. Spise konstant og hele tiden. Maven der allerede fylder godt i bukserne. Br(y)sterne som stritter – ikke så ømme længere – men pokkers irriterende, fordi bher føles ubehagelige og uden bh er umuligt pga at vorterne ”hænger i”. Den der følelse af, tja, ikke kvalme som sådan, bare ”puha, det her kan jeg da umuligt spise – men jeg er sulten så jeg prøver”. Gået fra at være kaffeoman til at sky det som pesten, fra det ene øjeblik til det næste. Og selvfølgelig trætheden.

Jeg forstår det slet ikke med min forstand. Og jeg kan heller ikke forstå, at jeg skal være så heldig igen.

Lige som sidst føler jeg ikke, at det for alvor er MIG, der er gravid. Det er bare Solsikke, der er det. Men modsat sidst føler jeg ikke at jeg har været gravid i en evighed og er vildt utålmodig for at det skal kunne ses. Hver dag har ikke været et maratonløb med venten. Antal dage til nf-scanning bekymrer mig ikke rigtig. Det har været et langt forløb, men mentalt kun halvt så langt som sidst – men dengang havde vi selvfølgelig også prøvet i årevis, denne gang blev det kun til 2 halvhjertede hjemmeforsøg + 1 ivf. Det er jo nærmest snyd!

Så tak til universet, tilfældet eller hvad der nu bestemmer for miraklet i min mave!