9+0: En ode til Junior

Så oprandt næste milepæl: 9 fulde uger. Tænk at jeg kan være så heldig for 2. gang.

Og nu må det være på tide at opdatere lidt om min skønne søn. Han fylder så meget i mit liv på en rigtig dejlig måde.

Jeg er overbevist om at han er ualmindelig velbegavet, sproglig, motorisk og følelsesmæssigt intelligent. Selvfølgelig! Og sådan ville jeg nok have det lige meget hvad. Men det der gør mig allermest glad og varm inden i, er hans temperament. Han er glad og tillidsfuld. Han vågner hver morgen og forventer at verden vil behandle ham godt. Og det sjove er, at det gør den, fordi han er så uendelig god ved sine legekammerater og charmer alle voksne han møder.

Han er faktisk en lille fedterøv. Jeg er meget meget stolt af ham. Der er vist endnu ikke den voksne han har prøvet at få kontakt med, som han ikke har kunnet lokke et smil ud af.

Nu har han været i sin nye vuggestue i en måned, og det går over al forventning. Han charmer – som han plejer – og er vist allerede ganske vellidt. Som regel vil han gerne over til vinduet og vinke til mig, når jeg kører, men han er altid væk igen før jeg er, i gang med en leg eller på skødet af en voksen.

For tiden er han et rigtig inde-hygge-barn. Han elsker stadig sine puslespil og sit køkken. Han kan lege med biler, lego og tog, og til morens store glæde er han begyndt at se børnetime. Vi har ikke introduceret DVD-en i hans liv, så endnu kan han kun se fjernsyn når der er noget relevant på programmet og ikke når han pludselig får lyst. Så fjernsynet bliver maks til en halv time om dagen.

Han elsker også det rigtige køkken, og det er efterhånden mere reglen end undtagelsen at mine mænd laver maden sammen. Det afhænger selvfølgelig af hvor meget børnetime trækker, men som regel vinder madlavningen.

Den bedste tid på dagen, for mig, er helt klart morgenen. Det havde jeg aldrig troet ville ske for et inkarneret b-menneske, men det er det. Det er vores tid. Vi har som regel god tid. Enten vågner han selv eller også vækker jeg ham omkring klokken 7. Så spiser vi morgenmad med diverse cerial-produkter – han kan selv vælge hvad han vil spise – og det efterhånden obligatoriske blødkogte æg. Han elsker det. Nu kan han også spise det meste selv, men vil dog som regel gerne have lidt hjælp i starten. Heldigvis glemmer han som regel saltet, så der kommer næsten kun salt på første bid.

Der er masser af tid til hygge om morgenen. Han er rimelig medbestemmende i sin påklædning og tandbørstning, og som sagt også i morgenmaden, men der bliver trænet flyverdragt for tiden. Det går heldigvis også uden de store kriser efterhånden, så han sætter sig selv ned i den og putter benene rigtig i.

Hver gang vi går i gang med at øve et eller andet bliver jeg så imponeret over hvor hurtigt han mestrer det. Næste store projekt må blive balancecykel. Nu er foråret på vej (er jeg sikker på) og så kan det kun være et spørgsmål om tid, før han kan prøve de to hjul.

Han har masser af venner. 1 fra den gamle vuggestue som vi mødes med tit og som han tit leger ”alene” med. Og så 2 fra den nye vuggestue som der også bliver leget flittigt med i fritiden. Derudover er han blevet forelsket i – ja faktisk i 2 piger. Han har en kæreste i vuggestuen som altid gengælder hans ømme blikke og vinken til goddag og farvel, og så en af vores bekendtes venners datter, som vi tit møder, da faren er skilsmissefar og har et stort behov for at få lidt input, når han har sine uger med pigen. Junior elsker at kysse hende, og de kan faktisk lege uden voksenkontakt i timevis. Det er skønt at mødes med dem.

Der er selvfølgelig ”kriser”. Han er jo to år og grænser skal testes. Jeg tror vi skulle være bekymrede hvis grænser ikke skulle testes. Men lige meget hvor umulig han er, så er han lynhurtigt sit eget rolige jeg. Tror aldrig jeg har set ham være hys i mere end 10 minutter. Og det er sjældent at det varer så længe.

Nå, det må være ros nok for i dag. Men jeg syntes lige at bloggen også skulle fyldes op med min øjesten – som altså tager det meste af fokus i mit liv til trods for miraklet i maven!