lørdag, august 29, 2009

35+6 Endelig!

Så er jeg gået på barselsorlov. Hvor ER det skønt! Ja, nu er det selvfølgelig bare weekend, men ikke mere arbejde i laaaang tid.

Der er nu 8 dage til babyen er fuldbåren og 29 dage til termin. Jeg håber absolut ikke at jeg føder foreløbig. Der er stadig en masse at nå! Jeg vil rigtig gerne have indkøbt de sidste småting til huset (nogle skuffer til badeværelset, nogle ben til en plade som skal stå ved siden af sengen, som liften kan stå i, nogle nye suttedutter til vores gamle Avent-flasker, og almindelige sutter kom jeg også til at tænke på...).

Men tasken er pakket. Altså tasken som i tasKEN. Den vigtige taske til fødegangen. Jeg har indkøbt en slynge og den er røget med. Så er der basis for at vi kan komme tidligt i gang med at bruge den.

Hvordan går det så ellers? Tjo, jeg er stor. Maven føles fuldstændig enorm. Jeg synes nu ikke at jeg har taget på så mange andre steder, men det må jeg have for vægten er steget med 12-14 kg (ja, jeg har aldrig specielt godt styr på hvad jeg præcis vejer). Min læge og jordemoder har dog ingen kommentarer til min vægt så det er nok fint nok.

Min halsbrand bliver stadig holdt under kontrol af omeprazol. Søvnen svinger meget i kvalitet. Jeg tror det er et spørgsmål om præcis hvor i søvnen jeg bliver vækket. Nogle dage føler jeg mig udhvilet om morgenen, mens andre nætter er så elendige at jeg ikke kan falde i søvn efter toiletbesøgene og måske har 3-4 af dem per nat. Så føler jeg mig temmelig brugt selv efter 9 timers søvn. Men nu kan jeg jo sove til middag hver dag :-)

Liv: Der er voldsomt mange bevægelser. Han mosler rundt. Nogle gange føles det som om han roterer, andre gange som om han prøver at stikke foden gennem maveskindet. Men jeg nyder at han har vendt sig. Nu sparker han ikke længere ned mod skeden men ud på maveskindet. Det er bedre. Til gengæld skal jeg tisse hele tiden, som i flere gange i timen, hvis jeg bevæger mig.

Hmm... nu regner det, kan jeg mon satse på at manden min har styr på vasketøjet? Sikkert ikke, men jeg gider ikke at gå ned for at tage det ind, når nu han er udenfor....

Den fysiske træthed er det værste. At bukke sig ned er næsten uoverstigeligt. Der var et par legekammerater herovre tidligere i dag og de fik spredt Lego og biler ud over det hele. Det er nemt nok at rydde op, skal bare i to forskellige kasser, men jeg KAN bare ikke. Det er hårdt og jeg får veer. Alt giver mig plukkeveer synes jeg. I nat havde jeg plukkeveer hver eneste gang jeg vågnede. Og de presser på blæren. Øv.

Ødemer har jeg ingen af, heller ikke strækmærker eller mærkelige streger på maven. Til gengæld får jeg skønhedspletter rundt omkring. Det gjorde jeg også sidst, og min dermatolog sagde at det var almindeligt som gravid. Det er altså de mest besynderlige ting man kan opleve pga. graviditet.

Nå, nu må jeg hellere melde mig ind i familien igen. Tørretumbleren bipper og Didrik vil sikkert gerne snart i gang med at lave mad, så jeg skal nok ud og holde øje med Junior - medmindre vi har fået ham afsat - jeg må ned og se.

God weekend!

Etiketter: