tirsdag, september 08, 2009

Lidt om Junior


I går aftes ville han ikke have natbleen på. "Jeg bruger ikke ble". Vi måtte så bøje os, og efter godt 11 timers sovning var der ingen uheld. Han er altså en dygtig dreng!


Hele bleafvænningsforløbet har været meget op og ned. Han fik hurtigt styr på ikke at tisse i bukserne og har faktisk kun haft 3-4 uheld af den art siden bleen blev taget af ham, og det har været når han har været i leg. Men det er på næsten 3 måneder, så det kan han godt være stolt af.


Mht. det andet var det lidt mere en kamp. Det tog en 10 dages tid for ham at forstå at sige til, når han skulle lave pølser. Men så forstod han det også. Siden da har han dog haft MANGE uheld. Det virker som om hans mave ind imellem er lidt løs og når han så prutter så kommer der en lille smule med ud, som han enten ikke registrerer eller som han er lige glad med. Så vi har vasket mange underbukser på den konto. Det kommer i perioder. Vi kan måske have en uge helt uden uheld, for dernæst at have 2-3-4 uheld på samme dag (deraf teorien om at det måske hænger sammen med at maven er lidt løs ind imellem).


Og nu er natbleen røget! Jeg har besluttet mig for at tage det helt cool når sengen en morgen er gennemblødt. Alt andet ville være at stille urealistiske forventninger til min lille dreng. Men det var da en fin start. Og nu synes jeg virkelig godt at jeg kan sige at min lille store dreng er blefri!


2 år og 9 måneder er han. Sikke meget der er sket. Han er absolut ikke en baby længere. Han er kærlig og sød og han kan være ganske frygtelig! I morges kaldte han mig en pige-prinsesse mens han aede mig hår. Og på andre tidspunkter får han flip, hvor man bare ikke KAN gøre det rigtigt (eksempel, han vil have noget mad, som vi ikke har!).


Alt i alt tror jeg at det er sundt at han tager sine ture. Det er en del af udviklingen og hvis han altid var sød og mild og god, skulle jeg nok være mere bekymret.


Ej, jeg er altså bare så stolt af min lille store dreng! Han er utrolig vellidt i børnehaven. Hver eneste morgen er der flere børn der råber: "Her kommer Junior" når vi ankommer. Han giver som regel også krammere til de voksne og det er tydeligt at han passer ind. At han også lige klarede et skift til børnehave knapt 2,5 år gammel, er da også meget godt gået!


Nu er middagsluren så røget helt. Den har længe været forsvundet i weekenden, men han plejede at sove 3-4 dage om ugen i børnehaven. Det gør han ikke længere og det kan mærkes på hans humør om aftenen.


Hans sprog er helt fantastisk. Nogle gange kan man høre han søger efter ordet, for at sætte det i den rigtig form. I morges spiste vi f.eks. blødkogte æg. Han bankede på ægget og sagde: "Banke, banke, må jeg komme ind?" Dernæst (til mig). "Æggene, æg, æggene... ægget svarede ikke".


Jeg er lidt forelsket i den lille fyr!

Etiketter:

2 Comments:

At 1:31 PM, Blogger Diana said...

Sikke en gave at være din junior. At blive elsket og anerkendt på den måde. Dejligt!

 
At 1:51 PM, Blogger Solsikke said...

Tak, Ønske, hvor er du sød!

 

Send en kommentar

<< Home