9+2: Lægebesøg og tanker

Så har jeg overstået det første lægebesøg og den næste uge er i gang. Det er vildt at jeg allerede er 10. uge. Nu synes jeg, at første trimesters afslutning kan anes i horisonten.

Lægebesøget var ganske hyggeligt. Ikke specielt spændende, men det var rart at blive behandlet som en ganske almindelig gravid. Så nu går jeg og venter på at blive kaldt til jordemoder. Jeg har fået en tid til NF-scanning om en måned, og en tid til doubletest allerede på fredag.

Ellers ligner dagene hinanden. Jeg er stadig utrolig træt. Dog veksler det lidt i intensitet. Jeg har de sidste nætter ikke været på toilettet om natten. Det er skønt at kunne sove uafbrudt, så det hjælper nok lidt på det hele, hvis det er stilen fremover.

Mine br(y)ster er vokset meget. De ser også lidt anderledes ud. Egentlig er de ikke specielt ømme, bare større. Min mave er også vokset. Vi har taget billede hver uge fra lige inden blodprøven, så det er sjovt at se, at det ikke bare er en fornemmelse vi har, men at det rent faktisk lige så tydeligt kan ses. Jeg glæder mig til den vokser endnu mere, så andre også kan se det, når jeg er påklædt.

Jeg har lånt nogle ventebukser af en veninde. Så det er skønt at de ligger og venter på mig, så jeg ikke pludselig ikke kan være i noget længere. Ok - indrømmet - jeg har haft det ene par på! Det var skønt ikke at have noget til at stramme på maven. Meeen jeg tror at jeg bliver i mine almindelige bukser lidt endnu.

Jeg har fået meldt os ind i diverse babyklubber og kan se frem til en masse gratis gaver. Det bliver sjovt at samle lidt sammen.

Og derudover kan jeg stadig ikke forstå et hak. Jeg føler mig måske nok gravid, da jeg normalt ikke har det sådan her, men jeg kan ikke forstå det. Mig, gravid. Det giver jo absolut ingen mening. Jeg lever lige så stille og roligt. Lader være med at drikke alkohol, tager min folinsyre og er også begyndt at tage jern i håb om at det kan give mig lidt energi. Kort sagt jeg reagerer på min graviditet, men jeg forstår det ikke. Jeg prøver at gøre en masse ting, som kan få det til at sive ind, men det lykkes bare ikke.

Jeg ved ikke om det var chokket efter scanningen med blodet som gør det, eller om det er min baggrund, men jeg har det slet ikke som jeg troede jeg ville have det. Den der boblende lykke og følelse af at NU er universet endelig kommet til fornuft, den kan jeg slet ikke finde. Måske nærmere tvært imod. Måske føler jeg at universet ved en fejl har givet mig en graviditet, men det slet ikke er meningen, så før jeg ved af det er den pist væk igen. Min fornuft siger mig at det er noget sludder. Men ikke desto mindre så er jeg helt usandsynlig bange for at miste den lille.

Så jeg har tænkt og spekuleret som en gal. Skal jeg ringe til klinikken og tigge dem om at give mig en ny scanning før NF-scanningen om en måned? Vi tager på ferie om to uger, og jeg frygter at jeg slet ikke vil kunne nyde ferien, fordi jeg er så bekymret over NF-scanningen som ligger når vi kommer hjem.

FOR en scanning:
Så kan jeg måske se hvad det er på billedet, og få målt den mere nøjagtigt (sidst sagde lægen hhv. 10 mm og 13 mm og skrev 10 mm i journalen, selvom den lille ifølge Lindenberg.dk skulle være 14 mm lang).
Så bliver jeg forhåbentlig så beroliget at jeg kan slippe alle tanker om død og ulykke og nyde min ferie og naturligvis forhåbentlig selve graviditeten.

IMOD en scanning:
Det er jo noget pjat! Der var "fin hjertelyd" ifølge journalen. Og den smule blod havde jo tydeligvis ikke noget som helst med noget som helst at gøre.
Jeg har ikke lyst til at besøge fertilitetsklinikken igen.
Jeg vil ikke have at de synes at jeg er hysterisk.
Nok så mange scanninger ændrer jo alligevel ikke noget, og hvis der nu ER noget galt, så er det måske bedre at jeg har en måned mere hvor jeg kan tro at jeg er gravid.

Jeg veksler mellem at tænke at jeg SAGTENS kan klare mig uden en scanning, til at tænke at jeg nok hellere må ringe på mandag for at få ro i mit sind.

Suk. Jeg er trist over at jeg skriver det jeg skriver. Det var jo meningen at jeg skulle være overdreven lykkelig nu, og ikke lyde som et utaknemmeligt skarn. Det er ikke nemt at læse om fjolser som mig, hvor det er LYKKEDES for, når man stadig selv kæmper, og fjolset så ikke engang er glad. Vær dog glad for pokker!

Lægen gav mig en masse brochurer og en lille bog, og det gør mig da i lidt bedre humør at læse om tiden med baby. På en sær måde trænger det ind, samtidig med at det ikke gør.

Det hjælper nok egentlig ikke rigtig på situationen at jeg har utroligt travlt på arbejdet for tiden. Jeg plejer at opdatere min blog på arbejdet, men kan slet ikke få presset et kvarters pause ind nogen steder længere. Nogle dage har jeg også været alt for opkørt når jeg er kommet hjem, og det irriterer mig også. Jeg skylder den lille at passe på mig selv og ikke stresse over et dumt arbejde.

Torsdag var især slem. Jeg nåede faktisk at græde af afmagt eller også var det raseri - jeg ved faktisk ikke hvad jeg græd af, men kunne slet ikke lade være. Det var efter en samtale med en kollega. Så fredag morgen lovede jeg mig selv at jeg ville tage hjem, hvis jeg kunne mærke at stressniveauet nåede samme højder. Det gjorde det heldigvis ikke. Jeg tog mig en kort dag, og har holdt weekend lige siden. Det er skønt.

I det hele taget hjælper det meget for mig at ferien er lige om hjørnet. Jeg orker simpelthen ikke mit arbejde for tiden. Det stresser mig, og det tager den smule overskud jeg har, så det bliver dejligt med to uger alene med min skønne mand. Nøj hvor skal vi hygge og slappe af.

8+0 og ikke mere blod

I løbet af onsdagen stoppede blodet. Der nåede ikke at være særligt meget, og det var meget mørkt og tydeligvis ikke i nærheden af at være friskt. Jeg tror, at det skyldes scanningen. Hun var meget voldsom, og det gjorde også lidt ondt på et tidspunkt. Så sarte slimhinder må være forklaringen.

Jeg kan dog mærke at skrækken sidder i mig. Jeg havde troet/håbet at scanningen kunne give mig den ro, der skulle til, for at jeg kunne begynde at nyde og tro på min graviditet. Nu er jeg da begyndt at slappe lidt af igen, men jeg kan slet ikke forholde mig til at jeg virkelig ER gravid.

På tirsdag skal jeg til lægen. Så vil jeg forhøre mig om jeg kan nå at få foretaget en NF-scanning inden vores ferie i uge 20. Hvis ikke, vil jeg prøve at høre fertilitetsklinikken, om jeg kan få en ny scanning inden vi skal afsted. Jeg føler, at jeg har behov for det. Mest for at kunne slappe af på ferien.

Apropos ferie så kunne den ikke falde bedre. Jeg tæller arbejdsdagene (13) inden og glæder mig helt utroligt til at skulle dase. Det er altså hårdt at være nyuddannet og ikke have så mange uger - når man så ovenikøbet er vant til de ferier der er under studiet, så kan det virkelig mærkes. Til gengæld nyder jeg at have fri når jeg har fri. Så jeg vil nu ikke ønske at være studerende igen.

9. uge. Det er jo helt vildt. Jeg er faktisk på en måde ganske lettet over at der ikke var tvillinger. Jeg ville elske at få to, og vi havde allerede talt om alle fordelene ved det. Men jeg er glad for at dette ikke bliver en risikograviditet og en risikofødsel, og at min lille krop kun skal bære et barn af gangen. Nu jeg skriver lille, så er det nok ved at være en saga blot. Jeg spiser virkelig meget, og sover endnu mere. Min mave er også allerede bulet ud. Normalt samler jeg mit fedt på bagsiden og lårene, men nu har jeg helt tydeligt fået mave. Men alt tyder jo på at jeg lige så godt kan vænne mig til det.

Nu må det vist snart være weekendtid. Jeg er i hvert fald slet ikke gearet til mere arbejde.

Egentlig synes jeg faktisk at mit energiniveau er på vej op igen. Jeg har de seneste dage ikke sovet til middag, men bare sovet lang tid om natten i stedet for. Jeg har så også været utrolig kvæstet om morgenen, så det bliver skønt ikke at skulle op på noget bestemt tidspunkt i morgen.

Livet er skønt. Nu vil jeg så småt prøve at pakke sydens frugter sammen og vende snuden mod hjemmet hvor min dejlige mand sikkert befinder sig.

7+5: Gode og dårlige nyheder

Så oprandt dagen for scanningen endelig. Det gik over alt forventning. Der lever et lille væsen med et hjerte, der slår helt af sig selv, inde i mig. Er det ikke fantastisk???

Da jeg kom hjem og fik sovet mine velfortjente 1 1/2 timer, opdagede jeg dog til min gru og rædsel blod i mine trusser. Godt nok gammelt blod, men ikke desto mindre blod. Det er der endnu. Ikke meget, men det er der.

Jeg har netop talt med en sød sekretær på fertilitetsklinikken. Hun synes, at jeg skal se tiden an, og komme ind til en scanning, hvis det fortsætter. Men det er dog "formildende omstændigheder" at det er brunt.

Øv altså. Jeg vil være glad og slappe af nu, og nyde hjerteblink og et fuldstændig umuligt at tyde scanningsbillede. Men nænej - nu bløder jeg. Jeg håber dog, at det bare er lægen, der fik moslet mig på en dum måde, så mine sarte slimhinder ikke kunne holde. Men hvorfor så gammelt blod? Så ville det vel være nyt?

Nå, der står en lang beskrivelse om blod på min-mave i 8. uge. At kroppen ofte "pletter" i denne uge, fordi det er tidspunkt for nr. 2 menstruation. Så jeg venter lidt med panikken. Men altså....

God påske

Hermed den lovede påskehilsen til alle jer, der har holdt hjulene i gang de seneste dage!

Jeg er selv ved at falde ned af stolen af træthed, og har ingen anelse om hvordan jeg gennemfører de næste 2 1/2 timer, som jeg burde være her i. Sandsynligvis gør jeg ikke. I stedet tager jeg computeren med mig hjem og forsøger i morgen at få indhentet det jeg ikke nåede i dag og i går.

I lørdags landede kvalmen. Vi havde været omkring i den lille bil for at nå forskellige ting, og resten af dagen stod i kvalmens tegn. Jeg har dog ikke lidt af det siden. Jeg har været meget utilpas og svimmel, og er så småt ved at miste min appetit, som ellers har været glubende, men decideret kvalme har jeg ikke haft siden.

Nu er scanningen 6 dage væk. Jeg veksler mellem at tænke at jeg da bare skal være glad og slappe af, og tænke at det umuligt kan passe det her. Forhåbentlig kan scanningen vise liv og glade dage og ikke de skrækscenarier som lever i mit hoved.

Min søde mand er heldigvis en støtte af dimensioner. Jeg ved, at han nærer den samme frygt, men beundrer hans evne til at skjule det. I stedet lader han mig sove meget, og passer mig når jeg er vågen. Han er en skat!!

Glædelig påske som sagt.

Solsikke 6+5.

6+0: Fredagsupdate

Så gik endnu en uge og jeg er nu præcist 6 uger henne eftersom det er 4 uger siden ægudtagningen. Dengang havde jeg en ganske forfærdelig weekend hvor jeg ikke anede om mandagen ville bringe noget godt eller dårligt med sig, og fik en super god besked om mandagen.

Denne weekend tror jeg godt at jeg kan slappe af i.

Jeg er meget træt for tiden. Sover gerne 9,5 timer om natten. Men så er jeg også frisk når jeg vågner og helt frem til omkring dette tidspunkt. Nu er jeg træt. Jeg tror at jeg vil tage mig en lur når jeg kommer hjem. Manden min er vist ved at være lidt træt af at jeg går i seng inden aftenen starter, så jeg tror at han vil sætte pris på, hvis der lidt energi i mig i aften. Men nu må vi se.

Mht. symptomer så er der da noget der ligner kvalme, men det er slet ikke kraftigt. Jeg skal dog passe mine spisetider, men det er mest fordi jeg bliver helt utrolig sulten. Jeg vil ikke sige at jeg har oplevet at have lyst til noget mærkeligt, men jeg kan godt mærke at jeg ikke har de samme preferencer som før. Nu kan jeg slet ikke tåle varm mad til frokost, selvom jeg plejede at være den der stod i den del af kantinen først. Og syrlig frugt kan jeg næsten ikke spise. Til gengæld er det stadig skønt med bananer og rosiner og sådan noget.

I morges bemærkede jeg at babserne ser anderledes ud. De er stadig ikke specielt ømme, men dog tydeligt ømme. I morges opdagede jeg så at de har fået en ny farve. Ikke selve brysterne men vorten. Det ser lidt sært ud. Ligesom mørkere.

Humøret bliver bedre og bedre som dagene går. Manden er også godt i gang med at glæde sig og det smitter meget og gør det hele lidt mere virkeligt for mig. Vi taler også om hvem vi vil fortælle det til, hvornår og hvor glade alle mon bliver. Jeg glæder mig virkelig helt enormt til at fortælle det til min storesøster. Hun bliver nok den første jeg ringer til efter scanningen.

Nå, nok om mig. Jeg glæder mig stadig som et lille barn til scanningen. Heldigvis rykker den dog tættere og tættere på (sådan er det gerne med begivenheder i fremtiden). I dag er der 11 dage til. Der var 22 på blodprøvedagen, så deet. Heldigvis ligger påsken jo så herligt og betyder at der ikke er så mange arbejdsdage jeg skal kæmpe mig igennem inden. Faktisk er der kun 4 arbejdsdage og 7 fridage. Skøønt.

Så med den sædvanlige omgang vrøvl vil jeg gerne ønske alle der holder fri de næste dage en rigtig god påske! Vi andre får en ny hilsen på onsdag.

4100

Tak for jeres søde svar til mig henover weekenden. Jeg har lykkeligt tilbragt weekenden langt fra computere i rare menneskers lag. Det er mærkeligt at have denne hemmelighed. Jeg følge mig noget associal af humør, men jeg ved at det bliver tilgivet, når de en dag hører, hvorfor jeg var sådan. Jeg hyggede mig i hvert fald og trængte super meget til bare at sove og slappe af.

I fredags ringede jeg til klinikken og egentlig var sekretæren ret dårlig til at berolige mig. Hun var meget tvetydig med at jeg alligevel ikke kunne forhindre noget, hvis det var ved at ske. Jeg ville jo bare have at vide at det var normalt. Men vi aftalte at jeg skulle komme ind og få lavet en blodprøve.

Den var så steget til 4100, har jeg lige fået at vide, så det passer fint med en fordobling på 2 døgn.

Egentlig var jeg også begyndt at slappe af igen. Jeg fik en lignende krampe natten efter, men den var meget hurtigt overstået, da jeg bare slappede af. Så jeg tror bare, at de hænger sammen med at livmoderen er mere øm.

Min kære mand synes jeg er fjollet, når jeg sukker efter symptomer. Jeg spiser som en hest og sover utroligt meget. Nu er jeg oppe på 9-10 timer i døgnet og er meget meget træt når jeg står op og når jeg går i seng. Mine bryster ER også ømme. Det er ikke voldsomt, men det er ikke til at tage fejl af. Så jeg må nok hellere bare nyde at kvalmen ikke har meldt sin ankomst endnu. Mht. at spise så bliver jeg fuldstændig panisk når der er gået mere end 3 timer siden sidste måltid.

Han har nok ret i at jeg ikke burde være i tvivl. Heldigvis kan jeg mærke at han er begyndt at tro mere på det og være mere afslappet. Det smitter faktisk af på mig at mærke hans ro. I aften vil jeg ringe til en veninde som vidste at vi var i behandling. Hun har tydeligt ladet forstå, at hun gerne vil høre hvordan det går, når jeg er klar, men at hun ikke vil presse mig. Det bliver hyggeligt at sludre med hende. Jeg har bare ikke været klar til at møde folks glæde, når jeg selv føler, at det er så spinkelt.

Jeg må hellere komme videre i dagens tekst. Det er helt ufatteligt så ukoncentreret jeg er blevet her på mine gamle dage!