Status (2004/)2005/2006

Så er det for alvor blevet statustid.

2005 var i sandhed et begivenhedsrigt år på uddannelses-, job- og behandlingsfronten. Men først vil jeg hoppe tilbage til 2004.

2004 var året, hvor jeg blev fru ved at gifte mig med min fantastiske Didrik, og hvor jeg burde være blevet færdig med min uddannelse. Lige omkring brylluppet fandt min kære mand dog ud af at jeg havde endometriose (ja, jeg havde faktisk aldrig undret mig over at mine menstruationssmerter var så kraftige, jeg troede bare, at jeg var uheldig). Det resulterede i at en venlig gynækolog sendte mig fluks videre til en fertilitetsklinik da vi på det tidspunkt havde prøvet et halvt års tid.

På fertilitetsklinikken tog de mig ikke så særlig alvorligt. Jeg var jo meget ung, og der var sikkert ikke noget i vejen. De ville dog gerne lave en vandscanning på mig, og da den viste at mine æggeledere var lukkede faldt min verden sammen. Fuldstændig.

Så 2004 blev ikke året hvor jeg færdiggjorde min uddannelse. Det blev tværtimod året for de største glæder og sorger i mit liv. Da min veninde annoncerede sin graviditet omkring samtidig med vandscanningen kunne jeg slet ikke hænge sammen.

Dog bød slutningen af året på bedring. Jeg fik en tid til en laparoskopi, og jeg kunne igen koncentrere mig om resten af mit liv. Det gav ro i mit sind at vide, at jeg kunne blive ordentligt undersøgt.

Således startede 2005 i relativt fattet tilstand. Jeg fik stille og roligt færdiggjort det sejlende speciale, mens jeg fik laparokospien overstået. Den viste det helt fantastiske resultat at æggelederne ikke var lukkede, faktisk var der ikke endometriose i hele området omkring æggestokke og -ledere. Men der var endometriose på livmoderen, som giver mig alle mine smerter.

Midt i glæden over ikke at være helt så meget i stykker som jeg havde troet, undrede jeg mig over hvorfor der så ikke var nogen voksende mave på den unge frue, nu hvor vi havde prøvet aktivt i et år.

Efter 3 måneders pause fik vi lov til at gå i gang med insemination. Det blev til 2 forsøg adskilt af en sommerferie på hospitalet, og i mellemtiden fik jeg mit første job - et vikariat nuvel, men stadig et job. Derudover fik jeg også repareret på min næse, så jeg nu rent faktisk kan trække vejret. Det har givet mig et gevaldigt hop i livskvalitet, men det giver vel næsten sig selv.

Behandlingsåret har også budt på flirt med IVM og IVF. Inden sommerferien blev jeg fundet egnet til IVM. Der var dog en lille cyste på min ene æggestok, men den var sandsynligvis bare en rest af en ægløsning. Da jeg mødte op for at starte på IVM blev den dog tolket til at være en cyste, og så var IVM ikke muligt og jeg blev konverteret til IVF.

IVF var noget af en oplevelse. Jeg har altid haft nåleskræk, men heldigvis sprang min fantastiske mand til som "stikker". Så det var det store samarbejde at administrere alle hormonpræparaterne. Egentlig kunne jeg godt lide den periode. Jeg havde ingen bivirkninger af nedreguleringen, og følte næste at jeg voksede for hver dag. Samtidig var vi for første gang i gang med en behandling som jeg kunne tro bare lidt på.

Men det endte brat. Fra scanning om fredagen, hvor der var 14 follikler og jeg blev sat ned i dosis, var der over 40 om mandagen, og vi blev aflyst og fik strenge ordrer om IKKE at tage ÆL-sprøjten. Det var en hård tid. Uden sammenligning har den uge været den sværeste at komme igennem i 2005, dels pga. de skuffede forventninger, men også pga. den rutchetur min krop kom ud på af de ekstreme hormonniveauer.

Didrik og jeg fik dog skrabet os op fra gulvet og tog på en dejlig ferie sammen (som dog hele tiden havde været planlagt, men den var ekstra tiltrængt efter overstimuleringen).

I mellemtiden havde jeg fundet mig et andet job. Jeg klarede 2. samtale midt i nedreguleringen åbenbart så overbevisende at det var mig de ville have, selvom jeg kun havde ganske få måneders erhvervserfaring.

Jeg fik p-piller efter overstimuleringen og havde faktisk glædet mig, da jeg regnede med at de kunne betyde at jeg ikke fik smerter osv. Dog pletblødte jeg mere eller mindre konstant mens jeg tog dem, og havde menstruationslignende smerter på sporadiske tidspunkter.

I slutningen af november skulle jeg så til follow-up samtale, og her mente lægen at IVM var en god idé, og at jeg kunne starte lige så snart jeg var klar. Det var jeg med det samme. Så i gang med os. Nu betød cysten ikke noget, da jeg havde vist at jeg kunne danne mange follikler på IVF.

Og de scannede og de scannede og de scannede. Åbenbart var min ellers regelmæssige (og korte) cyklus blevet forstyrret af overstimulering og/eller p-piller. Men det lykkedes at få æg ud på dag 15. Dog var der kun 3, til dels fordi den æggestok cysten sad på, var svær at få æg ud fra. Og oplægning nåede vi aldrig. Der var ingen der havde overlevet.

Så 2005 har været et år, der har stået i behandlingens tegn. Det har været en fremgang i forhold til 2004, der blot var et venteår. Samtidig har det været et styrkende år. Og på forunderlig vis har det givet mig en tiltro til fremtiden midt i aflyste forsøg. Pludselig tror jeg på det. Jeg tror på at det skal lykkes. Det SKAL lykkes. Om det så bliver i 2006, det ved jeg ikke. Jeg håber det.

Derudover håber jeg at 2006 giver mere ro. Jeg skal IKKE skifte job (medmindre de pludselig bliver trætte af mig). Jeg vil fortælle min chef om behandling, så jeg kan få mere ro på de(t?) næste forsøg. Vi skal flytte. Og vi har allerede booket årets første ferie. Så der er mange ting at glæde sig til som VIL ske. Derudover betyder min nyfunde optimisme at jeg vil glæde mig til de ting som MÅSKE sker.

Vi har fået lov til at prøve IVM igen. Jeg ved ikke hvor mange gange de vil prøve det, men både lægerne og vi tror på at cyklus har været mærkelig sidst og at det var forklaringen på de få og dårlige æg. Nu håber jeg så at min krop har fundet sig selv igen, og IVM bliver vejen for os. Hvis det ikke lykkes er jeg dog helt frisk på IVF igen. Vi klarede det jo så fint, og jeg vil insistere på at vi bliver fulgt nøjere, så vi ikke ryger ud i overstimulering igen.

Nu må vi se. Hvad end fremtiden bringer føler jeg mig lige nu klar til det.

Glædelig jul!

Så er juletiden for alvor ved at nærme sig. Og jeg glæder mig. Det ville da være dejligt hvis juleaften ikke faldt på en lørdag så der var lidt flere fridage, men bare disse tre dage bliver dejlige.

Modsat mit seneste indlæg så er jeg i rigtig godt humør for tiden, og jeg tror ikke engang at det er højtidens skyld for jeg plejer at være lidt julehader-agtig. Men jeg tror bare, at jeg er begyndt at få lidt tiltro til fremtiden.

Jeg har aldrig troet på at jeg kunne blive gravid. Ikke engang dengang hvor vi endnu ikke vidste at noget var galt. Vi brugte beskyttelse, og jeg vidste da at jeg sandsynligvis blev gravid da vi smed den, men jeg har aldrig kunnet forestille mig det. For mig har en graviditet altid været et mirakel. Det er det stadig - måske endda endnu mere - men for første gang kan jeg ligefrem forestille mig, at det mirakel kan ske for os.

Og selv hvis ikke, så ved jeg at jeg allerede er blevet så umådeligt meget stærkere af hele dette forløb, og at Didrik og jeg er et fantastisk godt par. Jeg kan slet ikke være bange for fremtiden, for hvordan skulle den kunne være farlig?

Det eneste der for alvor skræmmer mig er at miste Didrik. Jeg er nok lidt paranoid hvad det angår. Har han om morgenen sagt at han er hjemme omkring kl. 16.30 og klokken er 16.40 kan jeg ikke lade være med at forestille mig det værste. Det kan gøre helt ondt i maven. Men jeg prøver at lade være. Det nytter jo ikke noget at være så pessimistisk.

Dog er jeg udmærket klar over hvor meget jeg har at miste, og jeg forsøger at glæde mig over ham og os hver eneste dag.

Det gælder også for andet. Jeg kan stadig knibe mig selv i armen over at jeg har fået det job jeg nu har fået, så hurtigt efter jeg har færdiggjort min uddannelse. Og at jeg blev færdig med mit åndsvage speciale.

Ja, jeg har i sandhed meget at være lykkelig for. Faktisk synes jeg ikke engang at jeg for alvor er blevet snydt hvis jeg aldrig bliver gravid. Selvfølgelig kan det ikke sammenlignes, men mit liv kunne have været meget dårligere end det er. Jeg er meget taknemmelig. Og jeg ved godt at det ikke altid er den følelse der fylder mig, men jeg vil gøre mit bedste for at gøre mere plads til den.

Så med dette rodede indlæg vil jeg gerne ønske alle der læser dette en glædelig jul for dem og deres kære.

Kærlig hilsen
Solsikke

Gnaven

Da jeg forlod min arbejdsplads var jeg i godt humør. Faktisk har jeg været i godt humør det meste af dagen. Skuffelsen er veget og jeg har fundet lysten til at arbejde frem, og glæder mig i det hele taget bare til fremtiden.

Det var planen at i dag skulle være min nytårstaledag. Nu er det jo den absolut korteste dag i Danmark og lyset begynder at komme tilbage. God dag for det hele at vende.

Men så! Så skulle vi købe den aller-aller-aller sidste julegave og skal mødes inde i byen. Det tager 7 lange og 7 brede at køre en strækning som burde tage 20 min. i følge Krak. Det er hvad det er. Jeg finder heldigvis en plads, leder lidt for at finde en parkeringsautomat, og betaler så vi kan parkere i ca. 3 kvarter og nå at få købt denne gave.

Da vi kommer tilbage til bilen (jeg har samlet Didrik op - han var cyklet derind) går vi glade og snakker om at vi måske burde tage ind på yndlingsrestauranten, men vi opgiver det, da klokken ikke er så frygtelig mange endnu og vi ikke har lyst til at gå rundt og fryse. Så vi henter bilen.

Og gæt hvad der sidder i ruden. En f***ing parkeringsbøde. UUUUUUUUHHHH hvor er jeg gnaven. Hvad måske værre er, så er bilen begyndt at lyde mærkelig, og på vej hjem var det som om noget skrabede. Didrik mener at det er udstødningsrøret, som hænger løst. Selvfølgelig var der lukket hos bilværkstedet, så vi kan ikke få planlagt "operationen" foreløbig. Og i morgen skal vi ned til mine forældre, og på lørdag er det jul, og jeg HADER at køre i tog på arbejde (fordi jeg har 7 milliarder skift på vejen og det tager den dobbelte tid).

Parkeringsbøden var fordi det var en gågade (hvilket jeg havde set). Men åbenbart er der et skilt som betyder at parkering uden for afmærkede båse ikke er tilladt. Sådan havde jeg altså ikke forstået skiltet, men jeg kiggede grundigt. Vi fik en parkeringsbøde i sommer, fordi vi kom et kvarter for sent tilbage til bilen, og jeg har SVORET aldrig mere at få sådan en. Det er simpelthen for irriterende (og dyrt). Men ak nej. Jeg fik sq en bøde til trods for at jeg havde købt billet, og at der holdt masser af andre biler på vejen. Ud fra bøden kan man se at parkeringsvagten er sprunget ud fra sit skjul det øjeblik, jeg har forladt bilen. Er det ikke usselt? Burde han/hun ikke have sagt til mig, at det ikke var lovligt, i stedet for at give mig en bøde?

Jeg har lige sendt en klage på parkering.dk. Der kan jeg faktisk se at skiltet var godt nok. Det betyder det, de skriver det gør. Men det havde jeg glemt. Skal man virkelig straffes for ikke at kunne huske alle vores 8 milliarder forskellige skilte uden ad? Åbenbart. Grrrrrrrh.

Jeg håber at optimismen kommer tilbage i morgen. Så kan jeg skrive min nytårstale. Lige nu bliver den bare for sur.

Jeg synes bare ikke at det er fair. Jeg har virkelig tacklet "ingen æg"-beskeden flot - hvis jeg selv skal sige det. Kun et par tårer, da jeg ringede til Didrik mandag morgen. Men jeg synes altså at når man ikke har nogen æg, så må resten af verden altså ikke også samtidig være efter én. Det er simpelthen ikke fair.

Telefonen ringede kl. 8.55

Det var en læge fra hospitalet. Kun et æg havde haft den tilstrækkelige modenhed, og det havde ikke delt sig videre efter befrugtning.

Vi må dog godt prøve IVM igen. Eftersom måneden var så mærkelig, tyder det på at overstimulering og p-piller har drillet, og der er gode chancer næste gang.

Så nu skal jeg stoppe med Østradiol og Progestan og så kommer der en blødning "en af dagene". Når jeg så får min menstruation måneden derefter, må jeg ringe ind og vi kan starte op igen.

Øv, øv og en trilliard gange øv.

Didrik var rigtig sød, da jeg ringede til ham for lidt trøst. Hvor er jeg dog uendelig lykkelig for at have den dejlige mand!

Ventetid.

Et døgn

Så er den ulidelige ventetid nede under et døgn. Egentlig går tiden rimelig hurtigt - den snegler sig ikke som sådan - men det er bare så uudholdeligt ikke at ane om vi er købt eller solgt.

Hvor er det bare dejligt at få alle jeres lykønskninger. Det varmer helt enormt!

Det går fint med Progestan og Østradiol. De bliver troligt taget hver 8. time, selvom det indebærer at vækkeuret ringer lidt vel tidligt her i weekenden - men man kan altid sove videre.

Egentlig har jeg ikke noget særligt på hjerte. Jeg er bare umådelig utålmodig. Har prøvet at lede efter folk på nettet, som har fået taget æg ud ved ivm, og hvor mange der så blev befrugtet. Men jeg har opgivet det. Man kan alligevel aldrig sammenligne i det her spil. Desuden ved jeg heller ikke hvad det skal hjælpe. Hvis jeg nu finder ud af at der er 90 % chance for at der er æg til oplægning bliver jeg bare ekstra skuffet, hvis der ikke er. Og hvis jeg finder ud af at der kun er 10 % chance vil jeg bare være ekstra ked af det nu, men stadig håbe. Så jeg må vist bare affinde mig med at tiden bliver nødt til at gå.

Men i hvert fald; tak for jeres støtte!

Ægudtagning

Så har jeg fået sat mig godt tilrette hjemme foran computeren, så det bliver nok langt.

Som sagt skulle vi møde torsdag morgen til måske ægudtagning, måske tid til ægudtagning, måske nyheden om at cyklussen var "dum" eller måske at det hele var for sent. Så forventningerne var mildest talt ikke høje. Vi havde planlagt hele dagen udfra at det ikke blev.

Men da jeg blev scannet kunne jeg godt selv se (!) at det så rigtigt ud. Det er jeg lidt imponeret over, men jeg er ved at have gennemskuet hvad de kigger efter, og hvor hvilke tal står. Men jeg forstår stadig ikke helt hvordan de ser hvor tyk livmoderslimhinden er. Hvorom alting er var den største follikel over 10 mm og livmoderslimhinden var over 5 mm. Så lægen gav besked om at de skulle ud.

Pyha, hvor blev jeg bare glad. Tror at de andre på stuen undrede sig over at jeg gik rundt med et bredt smil, når nu de var nervøse (vi delte ventestue med 2 andre par, der skulle have taget æg ud efter ivf, så de vidste jo godt hvad de skulle den dag - det var kun mig der var sådan en måske'er).

Jeg fik ringet mig syg på arbejdet, og så skulle jeg have lagt drop og tappet noget blod, så æggene kan modne i mit serum.

Det var dagens første store oplevelse. De var 2 sygeplejersker høj om at tappe mig, men det til trods lykkedes det dem at spilde blod ud over det hele. Meget dramatisk. Jeg kigger normalt aldrig på nålen eller noget, når jeg bliver stukket, da jeg har haft voldsom nåleskræk. Men da jeg mærkede det tykke klistrede blod VÆLTE ud over min arm blev det mig for meget. Jeg blev voldsomt dårlig og fik besked på at holde hovedet mellem benene. Jeg fik så senere at vide at blodet løb ud over det klæde jeg (heldigvis) var dækket af og ned på gulvet.

Så jeg blev ført svimmel og dårlig tilbage til stuen og op i en seng. (De to andre havde fået lagt deres drop uden besvær eller drama!)

Af en eller anden grund var jeg den første der skulle hives æg ud af, selvom de andre havde fået deres beroligende tablet længe før mig (ja, min kunne næppe nå at virke).

Op på lejet, afvaskning (avav - behøver de at være så voldsomme?). Morfin i armen. Lokalbedøvelse. Det gik faktisk fint. Men så skulle æggene ud.

AV FOR SØRENSEN DA! Det var faktisk ikke særlig sjovt. Men det var jo så heller ikke værre end jeg egentlig havde forestillet mig (men jeg er måske heller ikke det mest optimistiske menneske). Jeg fik mange omgange ekstra morfin undervejs, men blev ved med tydeligt at kunne mærke stikkene. Der var dog forskel på stikkene. Så noget må bedøvelsen have hjulpet.

Undervejs mente lægen dog, at der var endometriose på den ene æggestok, så de opgav at få noget fornuftigt ud af den.

Jeg havde inden læst mig til, at de siger undervejs når der er æg. Men de sagde ingenting. På et tidspunkt var der dog en der råbte "æg", og jeg blev meget forvirret, for det passede ikke på at de sugede noget ud af mig, så jeg blev enig med mig selv om at der måtte være en anden ægudtagning i gang et sted - lidt forvirret var jeg nok, selvom jeg selv ville hævde at jeg var fuldstændig klar i hovedet.

Men da det var slut, spurgte jeg, hvor mange æg, der var og fik svaret "2 indtil videre". Det mystificerede mig endnu mere. De var jo slut!?!? Det var først senere at jeg fandt ud af at de ikke aner om der er æg, før laboranten har kigget på dem.

Eftersom jeg havde fået så umådelig meget morfin, mente de ikke, at jeg selv kunne gå. Så der blev hentet en seng til mig, og jeg blev kørt tilbage på stuen med besked om at sove. De to andre fik klaret deres ægudtagninger og begge GIK tilbage uden at se særligt plagede ud. Tal om at være DRAMA QUEEN. Pinligt.

Jeg skylder vist også at indskyde at Didrik var helt utrolig fantastisk dejlig gennem alt dette her. Der blev aet hår og kinder, og han holdt til at jeg klemte hans hånd helt blå og gul undervejs. Han er min klippe!

Men jeg kunne nu ikke sove. Der var jo sket alt for meget. Og hvad mente de med "2 indtil videre" osv. osv. Så jeg prøvede at drikke noget væske og fik i øvrigt slappet godt og grundigt af.

Så kom lægen endelig med beskeden om de 3 æg - "det er fint". Videre over til de næste "19". Hmmm. Men i det mindste har de andre jo også kæmpet noget mere for deres. Jeg ved jo hvad det kræver at gennemgå et IVF-forløb, og man kan vist ikke bruge tallene til noget som sammenligning.

Efter godt 1 1/2 time på stuen lykkedes det at tisse. Og så kunne vi få lov til at gå. Først fik vi dog nogle recepter og en masse vejledninger. Jeg skulle begynde på Østradiol samme dag, 3 tabletter dagligt. I dag (dvs. dagen efter) skulle Didrik aflevere svømmere - æggene skal befrugtes efter de har vokset i 30 timer, så det må være her i eftermiddag). I morgen skal jeg starte på Progestan vagitorier. 2 styks 3 gange daglig med 8 timers mellemrum - jeg ved ikke helt hvordan jeg skal bære mig ad med at sove mere end 8 timer om natten, når de skal tages med det interval, men løsningen bliver nok at jeg lader være.

Mandag skal de så tilbage. Så har de brugt godt et døgn på at modne, og der er gået knap 3 døgn efter befrugtningen.

Vi spurgte om det var muligt at høre noget inden mandag. Men sygeplejersken sagde at det ikke var muligt at få statusrapport undervejs. Så det er bare om at udholde spændingen. De vil ringe mellem 8.45 og 9, hvis vi ikke skal møde. Jeg spurgte hende hvordan chancerne så ud med 3 æg, og hun mener at vi har rigtig gode chancer for at der er æg på mandag, når jeg er så ung. Hvor ville det bare være dejligt.

Inden i går var vi enige om, at hvis vi bare nåede en ægudtagning var vi kommet længere end nogensinde før. Det er vi jo også. Men det er bare ikke sådan rigtig rigtig. Vi vidste jo godt at jeg lavede æg. Men vi aner ikke om de kan vokse ved ivm, og om de kan befrugtes med Didriks svømmere. Så egentlig er det først på mandag vi for alvor er nået længere. Hvis der er æg til oplægning.

Mit hoved er også begyndt at svømme over med alternativ scenarier. Hvis ingen af æggene overlever er det meget usandsynligt at vi får lov til at prøve ivm igen. MEN det VAR jo en mærkelig cyklus - fik taget æg ud på 14. dagen og har normalt en cyklus på 27-29 dage - det giver jo ingen mening. Og der var trods alt 3 æg selvom de ikke ville røre den ene ovarie. Så hvis de vil lade os prøve ivm igen, skal vi springe en måned over. Hvis de ikke vil lade os prøve det igen, så er det ivf, og så må man vel gerne melde sig til med det samme? Jeg har jo ikke fået hormoner som sådan, og det er kun af hensyn til ægudtagningsgener at de vil have at man springer en måned over, og ved ivf er der jo 2 måneder til ægudtagning når man melder sig til. Så aktion ser ud til at fortsætte i februar, hvis og hvis og hvis.

Jeg håber bare at vi kan få et lille æg at håbe på. Det passer ligesom til juletiden.

I øvrigt så havde jeg det fint resten af dagen. Jeg tog Panodil for at forebygge at få kraftige smerter, men allerede 4-5 timer efter udtagningen mærkede jeg ikke noget til den længere. Og jeg har også haft det fint i dag. Jeg troede at jeg ville sove som en sten i nat, da jeg faktisk slet ikke sov efter udtagningen til trods for den heftige dosis morfin, men det gjorde jeg egentlig ikke. Måske det kommer i nat? Eller måske jeg bare ikke er så sart med morfin som lægerne troede?

Nå. Status er at æggene måske er befrugtede nu. Om ca. 66 timer er ægget/æggene tilbage, hvis de har klaret mosten. Endnu en weekend der kan gå med at vente på at det bliver mandag - dårlig vane egentlig. Men så er det også snart jul, og dermed en HEL ekstra fridag. Hvor er det bare vildt!

Nu vil jeg se om jeg kan finde på noget, som kan distrahere mig fra alt denne venten, og bringe mig ind i nuet. Hvis der er gode nyheder på mandag, bliver ventetiden jo endnu længere og muligvis endnu mere nervepirrende. Men jeg bilder mig nu ind, at jeg vil være glad for "delresultatet", hvis der er gode nyheder. Men lad os nu se...

3 æg

kom der ud.

Det var vildt mærkeligt, at lægen sagde, at de godt kunne komme ud. Tænk at vi er nået så langt.....

Så nu er der dømt ventetid til mandag, hvor vi skal høre om nogen har vokset ordentlig, ladet sig befrugte og delt sig. Meget kan gå galt endnu, men sygeplejersken mente at vi havde rigtig gode chancer.

Tror at jeg vil skrive mere detaljeret om hændelsen senere. Er ikke i mit allermest velformulerede hjørne - ej heller snakkesaglige.

Afklaring?

Tja, jeg havde halvt forventet at det enten var for sent, eller helt perfekt i dag. Men ak nej.

3 follikler på 7 mm på den ene side, og 4 på 6 mm på den anden side. Det er langt fra 10 mm. Derudover er livmoderslimhinden stadig under 5 mm.

Så det blev med sikkerhed ikke i dag, ej heller i morgen. Så kunne vi komme igen onsdag. Men onsdag er en virkelig virkelig utrolig dårlig dag i forbindelse med arbejdet. Så vi fik lov til at tage derud torsdag på samme måde som i dag - så der måske bliver ægudtagning. Men det er ikke sikkert. Måske er det for sent - måske for tidligt - måske er det bare en utrolig dårlig cyklus.

Heldigvis er jeg blevet rask. Og heldigvis overlevede jeg julefrokosten med et nybagt forældrepar (med helt ny baby) og et par der var nygravid. Jeg synes selv at jeg klarede det flot. Måske jeg bare var ligeglad med det hele pga. sygdom?

Nu må jeg hellere se om jeg kan få noget fornuftigt ud af at være på arbejde, og så vil jeg endnu engang lade tiden skynde sig at blive til torsdag (en eller anden dag MÅ jeg lære at leve i nuet).

Tak for alle jeres held og lykke'r!

Influenza

Ligger på sofaen og har utrolig ondt af mig selv - på en ligeglad måde. Jeg er blevet rigtig godt gammeldags syg. Egentlig kunne jeg godt mærke at den var gal i går eftermiddag. Ondt i hele kroppen og ØV.

Turen til hospitalet var heller ikke så opløftende. Jeg er IKKE klar til ægudtagning i morgen. Eftersom de holder lukket om søndagen mente lægen heller ikke at der var grund til at scanne mig i morgen, da jeg jo ikke kunne få taget æg ud søndag alligevel. Så jeg skal komme ind mandag morgen. Så vil de scanne og tage æg ud, hvis de er klar. Ellers må vi køre igen.

Tirsdag og onsdag dur bare ikke mht. ægudtagning, så nu håber jeg virkelig at mandag bliver dagen. Samtidig frygter jeg at det er for sent. Eftersom jeg fik menstruation i fredags er mandag dag 11 - og normalt ligger ægudtagning på 8-9 dagen. Men der er ikke så meget at gøre ved det. Hvis det er for sent eller andet er galt, må vi prøve igen i næste måned.

Hold da op hvor er jeg træt af ventetid og usikkerhed! Denne fuldstændig mangel på mulighed for at planlægge noget som helst! ØV.

Men hvem ved, måske kommer det til at passe for en gangs skyld. Hvor ville jeg blive glad!

Min samvittighed har det ad h.t. Syg i dag, og måske fraværende mandag og fredag i næste uge. Og der er TRAVLT på arbejdet. Men der er ikke så meget at gøre ved det.

En lille del af mig er dog også lidt lettet over det ikke bliver ægudtagning i morgen, med smerter i hele kroppen. Omvendt ville det være meget passende. I stedet for at få ødelagt en fin dag ville jeg få ødelagt en dag, der er ødelagt i forvejen.

Endnu en weekend med at vente på mandag... Øv, hvor er jeg træt af hele behandlingen. Men jeg kan bare ikke lade være, for vi vil så gerne have lille.

Endnu en scanning

Egentlig kan jeg kopiere gårsdagens indlæg. Og så alligevel ikke helt. Folliklerne er vokset lidt, men ikke nok, og min livmoderslimhinde er også blevet lidt tykkere. Så lægen er helt sikker på at ægudtagning bliver lørdag, men jeg skal komme derind igen i morgen, så det kan bekræftes. De mener, at der nu er ca. 10 follikler, selvom jeg oprindelig fik at vide, at der kun var 7, men det har jeg jo oplevet før, så det er der vel ikke noget mærkeligt i.

Det rigtig gode er, at de alle bliver ved med at mene, at det ser rigtig fint ud. Så måske er IVM det bedste for mig?

Desværre kommer ægoplægning til at passe rigtig rigtig dårligt ind i mit arbejde, men det vigtigste er, at der er æg, så må jeg se at få resten af mit liv til at passe ind.

Har jeg nævnt at det er dødhårdt at være BIB'er med spritnyt arbejde? Det er det....

Men jeg er glad. Glad og forventningsfuld. Uh hvor jeg håber at 2005 når at bringe verdens bedste hilsen til os.

Tja...

... der var endnu ikke sket noget med folliklerne. Lægen mente at ægudtagning formentlig bliver fredag eller lørdag, og jeg skal komme derind igen i morgen.

Men nu må vi se. Hvis der er noget, jeg har lært i forløbet indtil videre, så er det, at det er fuldstændigt umuligt at spå om fremtiden. Men måske lægerne kan?

Paradoks

Hvordan kan man være ateist og overtroisk samtidig? Det kan man ikke. Det er et paradoks. Men det er ikke desto mindre hvad der er sket med Solsikke.

Her i det lille hjem er der nemlig sket det fantastiske at vi er kommet i gang med IVM, og jeg har en fantastisk følelse i maven. Det gør dog bare at jeg er ved at udvikle en helt sygelig angst for at "jinxe" det, begå hybris, blive ramt af nemesis osv. Alt sådan noget som kræver at man har en eller anden tro på skæbnen eller guder eller lignende.

Så det må jeg måske have alligevel?

Jeg ved det egentlig ikke. Men jeg kan fortælle at jeg har en brækket negl. Den er rigtig dum, og jeg har haft klippet den helt ned. Nu er den blevet så lang at jeg kan klippe lidt af den igen, men så kom jeg til at tænke på om jeg nu ødelagde IVM-forsøget, hvis jeg ændrede på noget.

Konklusionen må være at man enten bliver skør af at være i behandling, være barnløs eller at jeg bare er skør.

Men kort fortalt ser alt indtil videre fint ud. Vi skal derud igen i morgen, og måske måske måske få en tid til ægudtagning. Så lige nu går vi begge rundt om hinanden og drømmer og smiler lidt engang imellem, og taler om fremtid og forhåbninger, samtidig med at vi prøver at blive på jorden.