Tanker

Klokken er 7.15. Jeg stod op klokken 6, gik i bad, tog tøj på, spiste morgenmad mens jeg bladrede i et kedeligt tidsskrift. Så gjorde jeg grøden klar til den lille. Konstaterede at cyklen er flad og fandt et buskort frem. Junior har flere gange sludret lidt inde fra sin seng, men nu er der helt stille igen. Jeg gider ikke rigtig at starte arbejdscomputeren op, i stedet kan jeg sidde og surfe lidt - opdatere min facebook og min linkedIn. Nu er det så tid til lidt strøtanker til bloggen.

Jeg er glad, tilfreds, mæt og lykkelig. Det er mærkeligt at være et sted i sit liv hvor det bare er som det skal være. Hver gang jeg tænker på flere børn bliver jeg træt. Der er ikke plads til flere børn for mig. Det er der bare ikke. Vi tre er den rigtige familie for mig. Og det gør mig så glad! Ikke flere kampe. Kun den evige kamp for at få livet til at give os så meget som det kan. Vi planlægger ferier, jeg overvejer min jobmæssige fremtid. Vi shopper rundt blandt skoletilbud og økologisk grønt. Ja, vi nyder vel bare livet i dette moderne samfund. Følger med i x-faktor men ser derudover aldrig fjernsyn (nu har det været til reparation i 4 uger, og det er svært at savne det - x-faktor kan jo ses på nettet).

De fleste nætter sover han rimelig godt. Det er altså også noget som øger min livskvalitet betragteligt. Jeg fungerer bare ikke uden søvn.

Nu snakker han igen. Han siger de sødeste lyde. Men var den som henter ham før han har bedt om det. Det er en dårlig idé. Ja, han er en bestemt herre. Og en pudsig en.

Stort set altid, når man henter ham i vuggestuen, er han i gang med et eller andet alene. Sidder med en bog en bil eller lignende for sig selv. Han sidder aldrig på skødet hos nogen eller lignende. Men når han så kommer hjem, så skal han serviceres. Så skal der læses bøger og bygges tårne - sammen. Men hvis man tilfredsstiller hans umiddelbare behov for nærvær, så bliver han hurtig mere selvstændig. Og så kan han hurtigere lege lidt selv. Han skal bare føle at vi ser ham 100 % og ikke har travlt med alt muligt andet. Men det er også kun rimeligt at han kræver nærvær.

Har jeg nævnt at han nusser os? For tiden kan han godt lide at ae os på hårdet! Og så kan han også godt lide at kysse med tunge, men det synes jeg nu ikke er helt lige så charmerende.

Han er en utrolig dejlig dreng! Jeg er forbavset over hvor dybt det ligger i ham at han gerne vil gøre os glade! Når han gør noget flot - samler et eller andet op eller hvad ved jeg - og vi roser ham, så kan man se glæden og stoltheden og trangen til at gentage successen. Han soler sig virkelig. Det er efterhånden sjældent at han er grænsesøgende, det er mere kortvarigt at han bliver sur, hvis vi siger at han ikke må åbne grydeskabet eller lignende. Som regel er han faktisk mere glad end sur og tvær. Jeg havde aldrig forestillet mig at børn var sådan indrettede. Jeg vidste godt at de vil og skal prøve grænser af, men at de også bare vil passe ind, gøre os glade og få ros. Det er en stor åbenbarelse for mig.

På mange måder er det utrolig meget nemmere end jeg havde troet. Men på mange måder er det også sværere. Men den svære del er mest den med at han altid er der. At man ikke bare kan kaste sig ned under dynen, når man har influenza, men at man stadig skal tage sig af ham. Det er hårdt. Det nemme er at han bare er så skøn at være sammen med. At han smiler sit charmesmil til alle, og man kan se hvordan de bløder op. At han vinker til alle han møder, biler, hunde osv. Og som regel vinker folk tilbage! Han er bare en lille glædespreder.

Jeg bliver så stolt helt inde midt i mig. Selvfølgelig er det ikke kun min fortjeneste at han er sådan en dejlig dreng, men jeg kan i hvert fald ikke gøre det hele helt forkert. Noget må være rigtigt. Det virker også så rigtigt nu, at vi insisterede på behandling, insisterede på at presse på for at komme videre, for nu har vi jo pludselig verdens dejligeste dreng at passe på.

Han bliver stor. Nu er han begyndt at sove til middag indenfor sammen med de store børn "der er jo ikke rigtig plads til ham i barnevognen længere". Nåja, så er der vel heller ikke så meget andet at gøre...

15 måneder

Uha, hvor skal jeg starte eller slutte? Det bliver et hastigt indlæg, for jeg snyder mig til lidt alene tid mens min mand tager sig af sønnike. De må kalde når de savner mig.

Jamen det går bare rigtig godt! Alt det pjat med armen gik fint over, og han brugte gips-perioden til at lære at gå helt rigtigt og fint. En lang periode gik med at forfine gåteknikken hvor sprog til gengæld stod stille. Nu kan vi mærke at sproget er kommet på og han pludrer ekstremt varieret. Men han har ikke sagt andre ord end far og mad sådan for alvor og jeg vil sige at mad nok tager prisen som favoritordet. Men han forstår utrolig meget nu. Vi spørger ham også nu. Hvad han vil have at spise? Om han vil i seng? Om han skal skiftes? (han svarer ikke altid på den). Osv. Og så er han ekstremt glad for at komme ud og lege. Jeg glæder mig til det bliver rigtig varmt.

Mor her har været lidt frustreret på arbejdet, men det går meget bedre nu og jeg kan mærke at gejsten er ved at komme tilbage. Derudover er jeg endelig kommet i gang med at være god ved mig selv og er nu i fuld gang med løbetræning. Jeg har haft lidt knæproblemer, men nu tager jeg en forsigtig tur i morgen og håber at det går fint. Jeg har jo løbet tidligere og har aldrig haft problemer med leddene, så jeg tror på at en stille og rolig opstart vil gøre mig klar.

Vi har skrevet den lille op til en privatskole. Det virker lidt vildt at gøre, når han er så lille, men det er jo nu det skal gøres... Ikke at vi gerne vil have ham i privatskole over kommunalskole, men denne skole virker virkelig god, og så ligger den placeret på en måde som vil gøre vores logistiske dagligdag helt perfekt. Så det er jo værd at tage med.

Jeg synes bare at Junior er så skøn for tiden! Han har haft en lang periode hvor han har sovet rigtig fint (minus den seneste uge). Han griner og hygger hele dagen lang. Vil gerne læse bøger. Vinker til alt og alle, og er bare en charmetrold. Det virker som om alle pædagogerne er helt fjollede med ham, men hvorfor skulle de heller ikke være det? Hverdagen kører fint. Vi kan sagtens klare det hele, når vi er alene, og min selvtillid som mor er helt i top. Bedre end nogensinde før. Det er dejligt at føle sig elsket af sit barn og at kunne se at det hele går op i en højere enhed.

En pudsig ting i øvrigt, han havde kun 3 tænder på sinfødselsdag. Nu har han 11-12 (svært at afgøre). DET er bare gået hurtigt lige pludselig. Men nu vil vi også gerne have en tandpause, han har haft det lidt svært den lille.

Nå, jeg må hellere hjælpe lidt til. Savner dem...