Så nåede jeg de første fulde 10 uger, og 25 % af graviditeten er overstået. Dagen i dag stod også på doubletest, så jeg kan få resultatet fra den samtidig med NF-scanningen. I går fik jeg brev fra hospitalet at jeg godt kunne føde der. Det startede med "tillykke med graviditeten", og jeg smilede over hele femøren da jeg læste det.
Min ferie er også rykket dejligt tæt på og jeg synes at min energi er ved at vende tilbage. Måske det er forårets komme der får gang i melatoninproduktionen i hjernen, eller også er mine triste tanker bare på vej retur af andre årsager. I hvert fald er det skønt at være gravid!
Jeg har stadig ikke fortalt andre om det end de venner der kendte til forsøget, samt min arbejdsplads. Det passer mig fint, at der er knap en måned til det bliver offentliggjort, da vi nu så længe har kæmpet med sorgen over barnløsheden mere eller mindre alene. Nu er vores private hemmelighed jo lige pludselig en helt usædvanlig dejlig en.
Jeg har da stadig de grå tanker. Jeg føler mig ikke 100 % sikker på at den lille har det optimalt - men næsten, og jeg VED i hvert fald at det ikke nytter noget at tro det værste. I stedet vil jeg forsøge at give mig selv lov til at glæde mig. Jeg tror godt at jeg kan slappe af på en ferie uden at have set den lille for nylig.
Jeg var længe i tvivl om jeg skulle tigge mig til en bekymringsscanning, men til sidst vandt min modvilje mod at kontakte hospitalet igen. For mig vil det sted altid hænge sammen med bekymringer og ubehagelige oplevelser, blandet selvfølgelig med miraklet her til sidst. Jeg har bare lyst til at frigøre mig fra det sted og prøve at se mig selv som "rigtig" gravid.
Men jeg ved at i mit hjerte vil jeg altid være infertil og jeg vil græde og føle med alle de, der aldrig får lov at opleve en graviditet. Jeg kan ikke være bitter for mig selv. Hvad der end er sket hen af vejen er ikke sket, som jeg drømte det ville ske. Men det har gjort mig til den jeg er i dag, og det har styrket vores ægteskab. I det hele taget tvivler jeg på at særligt mange andre par kender hinanden bedre end Didrik og jeg. Så jeg er på mange måder taknemmelig for den måde livet har formet sig på for mig de seneste år. Men det er stadig så uretfærdigt for så mange mennesker.
Nå, det bliver en længere snak, hvis jeg først får rodet mig ud i den diskussion igen. Jeg ville jo bare lige skrive en status her fra begyndelsen af 11. uge.
Maven stikker fint ud nu, specielt om aftenen. BH er fint nok, men den ryger gerne når jeg kommer hjem. Mine br(y)ster er klart blevet større, men de er sådan set ikke så ømme. Det veksler i hvert fald. Jeg spiser efterhånden lidt mere "normalt" knap så meget, og knap så mærkeligt.
Energien er som sagt på vej op. Jeg glæder mig nu til weekenden så jeg kan få lov til at sove, da jeg har lavet nogle ting de sidste dage, som har umuliggjort min lur. Men jeg tvivler faktisk på at jeg kommer til at sove så meget i weekenden, men nu må vi se.
Min hud er ved at falde til ro igen. Jeg har ellers lignet en meget uheldig teenager længe, men det ser efterhånden lidt mere normalt ud igen.
Udflåd; jeps, meget og har haft det længe.
Mht. stressniveauet er det gået meget bedre i denne uge (tak i øvrigt, Frk. Hat for din opsang). Der har slet ikke været lige så meget run på på arbejdet, og jeg har næppe været her mere end 7 timer nogen dag. Det er måske lidt for dårligt, men de siger allesammen at jeg skal lytte til min krop, og den siger hvile, så jeg gider ikke at have dårlig samvittighed over min manglende arbejdsindsats. Den lille er det suverænt vigtigste i mit liv lige nu, og jeg vil ikke ødelægge lægernes gode arbejde for noget som helst arbejde, ikke engang mit.
Alt i alt er jeg virkelig begyndt at nyde livet og min graviditet. Jeg håber og tror på, at når vi kommer hjem fra ferie (glade, solbrændte og afslappede) venter der os en fantastisk scanning, og så er 2. trimester i fuld gang og familie og venner kan delagtiggøres. Det bliver så utrolig dejligt!
Glædeligt forår allesammen!
