5+1: Hvordan går det?

Ønske spørger, om det er gået op for mig? Tja, både og, tror jeg. Og det må vel være et nej.

Egentlig er det gået op for min fornuft, og den er glad, men mit hoved er et stort kaos. Med fare for dels at lyde som et pivehoved og samtidig at kompromittere mit ønske om at være fuldstændig anonym, så sker der rigtig meget i mit liv lige nu:

Min mors sygdom: Jeg synes, at det er svært. Jeg kan næsten mærke hendes angst og lidelse rent fysisk. Pludselig er jeg nødt til at forholde mig til, at jeg måske ikke har en mor om ganske kort tid, og hvad så? Eller hvad gør jeg nu? Hvordan får jeg bearbejdet alt det, der ikke er i orden, og skal det overhovedet bearbejdes? Hvad med min far, mine søskende? Det rejser bare så mange spørgsmålstegn for mig, og midt i det står der en lille pige, der er bange for at miste sin mor.

Mit firma: Jeg skiftede job for ikke så længe siden, og jeg er helt vild med det. Er ikke et sekund i tvivl om at det var den rigtige beslutning. Indtil denne uge. Nu er vi blevet opkøbt. Jeg aner ikke, hvad der bliver af mit job midt i alt det her. Ved ikke om jeg skal panikke ud på jobmarkedet eller om jeg bare skal være afventende. Under alle omstændigheder er det dybt ubehageligt. Mine kollegaer er nærmest i sorg. Nu er det slut med bare at være os, og nu skal vi være en del af noget meget større. Argh. Det fylder også.

Og så er jeg gravid. Det er jo den gode nyhed midt i alt det dårlige, men det betyder også at lige pludselig er alt i forandring. Min krop, mit humør, mine spisevaner… Ej, seriøst, der er virkelig meget at forholde sig til. Jeg kan mærke, at trætheden for alvor er ved at lamme mig. I går måtte jeg give op længe før det egentlig var fyraften. I eftermiddag har jeg en frisørtid, så jeg er nødt til at arbejde i aften. Det er jeg bare. Jeg kan ikke blive ved med at sylte arbejdet.

Jeg har besluttet mig for ikke at fortælle noget til min mor endnu. Jeg orker ikke at forholde mig til mine forældre og deres pessimisme. Sidst gik det, fordi jeg var i 14. uge da jeg sagde det, og selv var nået over usikkerheden, men det sved alligevel da min far vrøvlede noget med ”tillykke, ja man ved jo aldrig om det går godt, men det er da en god nyhed”. Det kan jeg SLET ikke klare lige nu! Og jeg må også huske mig selv midt i det her.

Jeg kommer ellers til at dele nyhederne med en flok veninder i weekenden. Vi har et længe planlagt arrangement, og jeg kan ikke skjule det for dem så længe. I øvrigt har jeg også vænnet mig til tanken om, at de får det at vide, og jeg ved at de respekterer min angst for at det går galt og at de nok skal lade være med at gå får tæt på.

Men altså; for at gøre det kort. Det går godt. Men der er bare mange men’er for tiden. Ingen tvivl om at var ivf-forsøget gået galt, havde det været en dårlig nyhed blandt mange. Nu er det gået godt og jeg er lykkelig for det. Men på et mere personligt plan, så er jeg bare ved at kortslutte af alt hvad der sker omkring og i mig.

870

Så det kunne ikke være bedre!

Jeg var ellers ved at få et hysterisk anfald i morges. Først må jeg indse at jeg er nødt til at vente en hel weekend på blodprøvesvaret. Så forsøger jeg at ringe i hele lægens konsultationstid (8-9) uden held. (Hvorfor har de dog ikke en telefonkø?). Dernæst slutter telefontiden og jeg tror at jeg nu kan få en sekretær i røret, men nej, nu er der såmænd telefonsvarer på! Den siger dog at man kan bestille tid fra 9:30 til 12.

Så jeg venter tålmodigt til 9:30. Optaget igen. Optaget. Optaget. Sikke dog, nu bliver den taget – og sat på hold. Nej, nu er der en dame i røret.

”Næ, hormonblodprøve, det kan jeg skam ikke oplyse dig om. Du må ringe i lægens konsultationstid i morgen!”

”Jamen hør nu her, jeg talte med sygeplejersken i fredags og fik at vide at jeg bare kunne ringe i dag.”

”Ok, men det går ikke lige nu. Vi har akutpatienter som skal med ambulance. Ring senere. Klokken 11.30”

Uh, hvor var jeg rasende. Hvor svært er det at komme med et tal?

I mellemtiden var der virkelig dårlige nyheder på min arbejdsplads og så var jeg nødt til at ringe til Didrik og rase ud. Han lyttede til mig og sendte en sød e-mail lidt senere.

Klokken 10:30 ringede jeg igen (havde forberedt mig på at påstå at jeg hørte forkert med tidspunktet). Nu fik jeg præciseret at jeg bare skulle have tallet, og så skulle jeg ringe til min fertilitetsklinik bagefter. Jeg fik tallet, blev glad og spurgte til hvornår de gerne vil se én til første graviditetsundersøgelse.

Det er så først i 10. uge, men jeg skulle komme forbi inden og få nogle papirer til ansøgning om nf-scanning. Fint.

Klinikdamen på fertilitetsklinikken lød helt vildt glad da jeg ringede. Jeg fik lokket hende til at give mig en scanning om 2 uger, men hun advarede om at man ikke ville kunne se så meget, og det måske blev nødvendigt med en ekstra scanning – fint nok.

Jeg ville rigtig gerne have scanningen der, så jeg kan sige det til min chef. Vi har stort møde om det kommende år, og jeg vil ikke ikke sige at jeg er gravid, så alle planerne skal laves om bagefter. Det virker lidt fjollet. Heldigvis var klinikdamen enig og jeg har nu en scanningstid på plads.

Suk, hvor er jeg lettet.

Og så til en lille symptomstatus (udover det svingende humør!):

Jeg er sulten. Spiser virkelig meget.

Nattetisseri – kan dog modvirkes ved at tørste hele aftenen og acceptere at jeg vågner med en fuld blære meget tidligt.

Træthed. Meeeen ikke så markant endnu. Jeg sover ca. 8,5 time om natten og er rimelig frisk om morgenen, men så hænger jeg også i sofaen det meste af dagen. Synes ikke at det er voldsomt endnu og jeg forsøger at være så aktiv som jeg kan, fordi jeg kan huske den dræbende træthed jeg oplevede sidst – den kom allerede omkring 6.-7. uge.

Svimmelhed. Det sortner for min øjne næsten hver gang jeg rejser mig op. Åbenbart et graviditetssymptom, what do you know? (Jeg fandt en libero-bog frem, som jeg havde gemt fra sidste graviditet.)

Ømme br(y)ster. Ikke voldsomt, men de er vokset og ikke så glade for at være spærret inde. Alle bh-erne skal løsnes et hak og gerne af om aftenen. Dog er det begyndt at genere når jeg ikke har bh på, da det så slider på selve vorten og det er ikke rart.

Lyst til mælk og ulyst til kaffe. Virkelig signifikant. Mælketrangen er dog ikke så slem endnu, jeg KAN godt drikke vand.

Didrik mener at jeg er sjov når jeg er gravid – fordi jeg ikke har hverken humor eller tålmodighed. Jeg kan godt mærke at kombinationen af en gravid mor og en søn i trodsalder er lidt barsk. Jeg skal virkelig bide mig i tungen. Men det meste af tiden er han jo bare super sød, og så bliver jeg helt rørt.

Det er vist i virkeligheden længe siden at jeg har skrevet om Junior? Han er en super duper dejlig dreng. Han bliver så stor og kan så meget. Nu øver vi højre og venstre, og han er bare rigtig god til det. Han kan synge sange. Og hans sprog er helt vildt. Han har fuldstændig styr på at der findes nutid og datid, samt ental og flertal. At han ikke kender alle ord er jo klart. Et æg – flere ægger. En hånd – flere hånder osv. Men han vil gerne lære. Det er tydeligt at når man siger ”flere hænder” så gentager han det og forsøger at huske. Men hvor er der meget at lære.
Nu rabler han også sætninger af sig. Når han vågner og man spørger om han har sovet godt: ”Sovet i lille seng – købt i kea – vandmøller – drejer rundt og rundt”. (Oversættelse, han har sovet i sin lille seng, som er købt i Ikea, hvor der er vindmøller og de drejer rundt og rundt). Det er lige som om ordene bare vælter ud af ham, fordi han har været stille hele natten. Vildt sødt.

4+2 Hmmm...

Jeg får først svar på mandag.... Øv altså.

Men heldigvis tog jeg en test i morges (jeg lod være i går - er meget stolt!). Den var mere end dobbelt så tydelig som den for to dage siden. Faktisk var begge streger lige tydelige. Så jeg tror på det nu:

JEG ER GRAVID!!!!

4+0

Testene bliver stadig tydeligere. Jeg har lovet mig selv at jeg vil forsøge at undlade at teste i morgen. Nu er det altså ved at være lidt sygeligt.

Men det der startede som en ganske svar streg for to dage siden er nu en flot og klar streg som ikke er lige så tydelig som kontrolstregen, men stadig ikke til at tage fejl af!

Vi lå og snakkede lidt i sengen i morges. "Jeg er gravid" sagde jeg. Mest for at høre det og prøve at tro på det. Det er meget abstrakt. Jeg håber (endnu engang) at laborantens ord for det kan få det til at sive ind.

Men nu er det bare at tage en dag af gangen og passe så godt på mig selv som muligt.

I øvrigt så havde jeg en sød samtale med Junior for nogle dage siden. Af en eller anden grund talte vi om hans bedsteven, hvis mor er gravid. Jeg sagde "Bedsteven skal snart være storebror". "Nej, mig!" var hans svar. Nu ved jeg godt at han vil have alt det alle andre har, men det er da positivt at han har en idé om at det at blive storebror er noget han gerne vil. Tror dog at vi venter lidt med at delagtiggøre ham alt for meget (selvom han godt vidste at jeg gik hos "babylægen".

Tak for alle lykønskningerne. Jeg føler mig vist bare som en snyder. Kan det virkelig gå så nemt? (Ikke at ivf er a walk in the park - men det føles altså bare helt vildt nemt, hvis det holder...)

Glædelig onsdag!

3+6

Testen her til morgen var meget tydeligere. Heldigvis. I løbet af i går kom jeg mere og mere i tvivl om den svage tynde streg overhovedet betød noget. Måske det bare var en fejl? Måske det var noget, som var gået galt for længe siden, som der bare var lidt rester af.

Men det så rigtig godt ud her til morgen.

I går var en mærkelig dag. Nyheden om min mor skulle synke på plads samtidig med at jeg stod med en positiv graviditetstest. Liv og død. Og så berører det min mor og mit barn. Det kan jeg slet slet ikke forholde mig til lige nu.

Symptomer er der ikke så frygtelig mange af, men de der er, er som de var sidst. Jeg har ikke lyst til kaffe, men elsker mælk. Jeg vågner og skal tisse om natten. Mine br(y)ster er lidt forandrede, men egentlig ikke ømme. Jeg er træt, men det kan også tilskrives at jeg vågner alt for tidligt om morgenen og spekulerer.

Nu er jeg spændt på fredagens blodprøve. Hvis tallet er fint vil jeg give min mor en god fødselsdagsgave om en uge. Eller vil jeg? Umiddelbart tror jeg at hun bliver glad, hvis hun får at vide at der er flere børnebørn på vej, men omvendt ved jeg ikke om det er for meget for hende at forholde sig til? Om hun ikke orker min lykke? Eller værre endnu, om hun bliver bange for tanken om ikke at være der?

Nå, jeg har da noget tid at tænke det igennem i. Og det kræver også stadig at alt går godt...

3+5

Den fineste tyndeste lille streg dukkede op på testen i morges og fortalte mig at der skam er hcg i mit blod. Tænk engang.....

Sygdom

Mine forældre var forbi i dag. Min mor har kræft i begge lunger og i leveren. De ved ikke rigtig mere end det. Fik de seneste resultater i torsdags, men hun skal til yderligere undersøgelser og en snak om det videre forløb i næste uge. Min far vil ringe og spørge ind til hvad der skal ske.

Jeg ved slet ikke noget lige nu. Vi har ikke det bedste forhold, men jeg vil da for pokker ikke miste hende lige nu. Det var jo meningen at vi skulle... jeg ved ikke hvad der var meningen, men det lyder altså bare alvorligt.

Hun har haft tyktarmskræft for nogle år siden. Det berørte mig egentlig ikke så meget som det måske burde. Hele vejen igennem var meldingerne positive. Det blev fundet hurtigt og hun blev opereret. De fik det hele ud, og efter adskillige kontroller blev hun erklæret rask. Hun nåede aldrig at få kemoterapi.

De vil ikke operere hende. Kræften sidder for mange steder. Så nu hedder det kemo.

Jeg føler mig så tom og ... mærkelig. Jeg er bekymret for dem, mine forældre. Skal min far nu være enke inden han går på pension? Skal han bo helt alene i det store hus? Og hvad med min mor? Jeg kan mærke på hende at hun er bange. Hvor længe skal hun være det?

Og hvor står jeg midt i det hele? Jeg har givet mig selv en konkret opgave. Jeg skal undersøge hvor hun får den bedste behandling og hvad den bedste behandling er. Jeg har lovet at kigge med når de får en behandlingsplan. Men hvad hvis der ikke er noget at gøre? Jeg kan hverken bære tanken om at det går hurtigt eller at det trækker ud.

I øvrigt så tog jeg en test i dag. Den var bragende negativ. Men det var midt på dagen og den er udløbet for over et år siden. Kontrolstregen var dog lige så fin, så den er nok pålidelig nok. Mht. symptomer så har mine br(y)ster forandret sig - er lige som blevet tunge. Jeg har ikke lyst til kaffe og enormt lyst til mælk. Desuden har jeg været oppe og tisse de seneste nætter. Men det er alt sammen symptomer som man nemt kan indbilde sig.

Nå, jeg sidder bare og kigger ud i luften og kan ikke finde ud af hvad jeg føler eller hvorfor. Ved at skrive det her, har jeg da fået hul for tårerne. Det føles i det mindste.

Første uge

Som LOK skriver er jeg nu gennem den første uge i limbo. Det går sådan set fint. Jeg har besluttet at tro på at jeg er gravid. Sådan må det være. Progestan minder mig konstant om det, men ellers er tankerne meget mindre ved det end de var sidst. Symptomer gider jeg ikke engang at lede efter eller tænke på, det kan jo være så meget (Progestan, pms, graviditet...).

Men altså første uge havde også lidt ekstra aktiviteter indlagt. Jeg var afsted på vinterkonference med arbejdet og var ude og stå på ski. Jeg havde spurgt behandlerne og de kunne ikke se nogen problemer i det. Jeg forsøger at undgå at løfte den lille herhjemme, men ellers gør jeg ikke så meget anderledes.

Eneste issue var at fordi der var spisning med alle kollegaer hver aften og jeg ikke drikker vin, så tror de sikkert alle at jeg er gravid. Men det er der ikke så meget at gøre ved. Ingen spurgte ind til det, når jeg sagde nej tak, men jeg er sikker på at de har tænkt deres.

Har besluttet mig for at snydeteste på tirsdag. Det passer med første snydetest sidst. Medmindre selvfølgelig at jeg begynder at bløde inden. Blodprøven er fredag. De har givet mig en tid midt på dagen. Jeg vil prøve at spørge min egen læges laborant om hun ikke kan tage blodprøven på mig om morgenen. Gider ikke rigtig at bruge et par timer midt i en arbejdsdag på at få taget en blodprøve. Hvis hun ikke kan/vil det, må jeg høre om jeg ikke kan få den taget om lørdagen.

Det er skønt at være hjemme hos familien igen. Jeg er lidt brugt efter sådan en lang tur. Men med en dejlig weekend foran sig, så skal det nok blive godt det hele.

Tak for alle jeres krydsede fingre. Det betyder meget for mig!

Ruger

Så ruger jeg på 2 fine 4-cellede æg. De sidste 3 var ikke værd at gemme. Så mine ønsker blev opfyldt!

Phew. Så langt så godt.

Stigende nervøsitet

De har ikke ringet klokken 9, så der er i hvert fald et æg til oplægning. Pludselig er jeg meget nervøs. Ikke så meget for antallet - jeg håber primært på at der er et æg af rigtig god kvalitet. Men det ville da være dejligt med lidt til fryseren. Så bliver næste step ikke så omfattende, hvis det nu ikke går i denne omgang.

Rolig nu, træk vejret.... Jeg skal afsted om ti minutters tid...

Status dag 1 for æggebasserne

Af de 8 æg ud er de 5 blevet befrugtede. Så det ser da lovende ud. Så er det spændende hvor mange der vokser fint. Jeg glæder mig til i morgen.....

Kh Solsikke

Dagens høst

8 follikler blev det til. Så nu er vi glade, og jeg er træt. Det gik faktisk meget fint. Jeg fik stor ros undervejs, men har svært ved at se hvad jeg gjorde - jeg skulle jo bare ligge stille. Endnu engang fik jeg den dobbelte dosis morfin, så til trods for at jeg skal have en mikro-dose Puregon skal jeg have maksi-dose morfin. Sådan er der så meget.

Lægen var vildt begejstret da han scannede mig.

Jeg har meldt mig syg i dag. Har ikke fortalt arbejdet noget om behandlingen, synes at det er lidt svært når nu jeg er rimelig ny på mit arbejde. Samtidig ved vi ikke hvad fremtiden bringer, der kan jo gå lang tid før jeg bliver gravid, og i den tid har jeg ikke lyst til at blive marginaliseret. Men det er lidt mærkeligt at lyve direkte. Og så alligevel ikke i dag. I dag er jeg jo syg. Men planen er også at melde mig syg torsdag og fredag. Så kan jeg arbejde hjemmefra, så jeg reelt ikke snyder nogen, og samtidig slippe afsted til ægoplægning klokken 13.30 uden nogen lam undskyldning for hvorfor jeg er nødt til at gå klokken 12 på en fredag. Lægetider har jeg brugt for meget her på det sidste (ifm de andre scanninger).

I morgen vil jeg prøve at høre hvordan det går med befrugtningen. Det bliver spændende.

I øvrigt var mit taljemål vist lidt henne i vejret. I dag og i går målte jeg i hvert fald 75 cm. Tror ikke at jeg bliver overstimuleret i denne omgang. Lægerne nævnte i hvert fald ikke noget. Men derfor kan jeg jo godt drikke rigeligt med væske og prøve at lægge mærke til om bughulen vokser alligevel. Tak for de krydsede fingre. De virkede åbenbart. Så skal der krydses til fredag, og så skal der krydses i 2 uger....

Pyha

Ingen overstimulering (endnu). Der var i alt 15-16 æg, fordelt med 3 i den ene side og resten i den anden. Jeg skal tage ægløsningssprøjten klokken 21.45 og så er der udtagning på onsdag og oplægning fredag.

Taljemål i morges 81 cm.

Godt nytår

Uh, hvor tiden flyver. Jeg må indrømme, at der er mange jern i ilden for tiden.

Junior trives. Vi har haft en lidt dum natteperiode for tiden, hvor han ikke har villet sove selv. Men det går heldigvis den rigtige vej. Han har fået en fin juniorseng fra Ikea, som han er meget stolt af, så det har vist hjulpet lidt. De 2 år er meget stort for ham, og han fortæller gerne hvor stor han er med stolthed i stemmen, når han bliver spurgt.

Hans sprog har udviklet sig helt vildt! Det er utroligt så meget han forstår og så meget han kan sige. Han kan uden problemer lave sætninger med 6-7 ord, og han bruger "jeg", "mig", "du" og "dig" næsten helt rigtigt. Han forsøger også at sætte ord i datid, men har ikke helt styr på dem som bliver bøjet utraditionelt. Juleaften var han bare en stjerne som hentede alle gaverne og glad bragte dem ud til den rette ejer (bortset fra dem, hvor han ikke forstod hvem det var til, så sagde han bare "Den er nemlig til mig" - indtil han fik det ordenligt forklaret).

Vi voksne har også haft en turbulent tid. Didriks arbejde gik konkurs og eftersom jeg stadig føler mig temmelig ny i mit, er vi lidt på usikre ben begge to. Jeg er dog ikke i tvivl om at jeg tog den rette beslutning om at skifte og er super glad for det. Der har dog været mange rejser, men nu er det ved at stilne lidt af. Jeg har sagt nej tak til en 5-dages rejse til Paris til foråret, for at det ikke skulle fylde for meget. Når januar er gået er vi vist snart nede på den ene rejse om måneden med en overnatning, som jeg var blevet stillet i udsigt. Der er dog lige en 3-overnatningsaftale i næste uge. Suk. Jeg tror min megen rejseaktivitet er en del af forklaringen på de dårlige nætter. Men ellers har han nu ikke vist tegn på at være generet. Og mht. Didrik så går det også nok. Der er noget under opsejling og en eller anden dag får vi vel nogle penge fra LG. Selvom de vist har lidt travlt for tiden.

En rigtig stor ting lige nu er et nyt ivf-forsøg. Vi bestilte en samtale i december, og det passede med at vi kunne begynde den lange behandling samme dag, så det gjorde vi. Nedregulering gik fint. Jeg var en kylling og valgte næsespray fordi jeg skulle ud og rejse, og ikke var sikker på at jeg kunne stikke mig selv. Skal jeg igennem det igen, vil jeg dog tage injektionerne, hvor er det bare belastende at skulle huske på 3 gange i døgnet!

Egentlig havde jeg ikke de store bivirkninger ved nedreguleringen. Jeg havde lidt humørsvingninger, men de faldt sammen med pms, så jeg tror bare at det er det. Nogle af gangene fik jeg lidt hovedpine lige efter en næsespray, men det gik hurtigt over. Og så blev jeg rigtig syg juleaften, men det var vist influenza.

Juledag skulle jeg så begynde stimuleringen. Historien er at jeg første gang fik 125 IE sat ned til 100 på 8. dagen og blev overstimuleret. Så fik jeg 50 IE om dagen og 2 æg ud (og gravid!). Vi blev enige om 75 IE. Lægen har LOVET mig, at jeg ikke bliver overstimuleret!

Jeg skulle til tjek den 2. januar, men blev bekymret fordi det var så sent, så jeg fik en ekstra scanning den 30. Her så det fint ud. 3 æg i den ene side og lidt flere og lidt større i den anden, så lægen mente kun at de kunne få 3-5 æg ud fra den gode side.

Den 2. januar var jeg så til tjek igen, og her var der pludselig 4 æg i den "dårlige" side og 9-10 stykker i den gode. Lægen mente at de kunne få de største 5 med fra den gode side og de 4 fra den anden, så han var ganske glad. Jeg skal så komme igen i morgen.

Jeg er lidt bekymret. Det rumsterer godt i underlivet og jeg vil bare IKKE være overstimuleret igen. Jeg nægter simpelthen at blive aflyst! Det kan de godt glemme! De har LOVET mig!!!!

Jeg ringede i dag for at få lavet min tid mandag om, og spurgte sygeplejersken om det var normalt at det roder rundt, og det forsikrede hun mig om at det var. Så der er ikke andet at gøre end at se hvordan det ser ud i morgen. Jeg orker ikke en overstimulering midt i mit liv lige nu. Jeg har ikke tænkt mig at fortælle nogen om dette forsøg på arbejdet eller andre steder, og så er det pokkers upraktisk at bliver overstimuleret. Men jeg har jo aldrig prøvet en "rigtig" ivf. Kun en omgang hvor det gik galt, og en hvor der næsten ikke skete noget, så jeg ved ikke hvordan det skal føles når det bare går efter planen.

Så kryds fingre for mig. Og så skal der forhåbentlig krydses sådan rigtig for real.

Godt nytår!