Junior 8 måneder

Og sikke det går. Han pisker rundt i hele huset, og alt det som vi troede var fint babysikkert viser sig at være mindre sikkert. F.eks. kan han mave sig ind under vores skænk og slå hovedet op i den. Så man må virkelig være over ham nu.

Til gengæld er han bare sjov. Han kan stå op af en radiator, et stoleben eller ryggen på sofaen i laaaang tid, og kigger omkring sig for at se om vi allesammen kan se hvor dygtig han er. Når han ved, at han har ALLES opmærksomhed, så griner han over hele femøren.

Han kan mave sig fremad - hurtigt hvis der er noget spændende/forbudt lige fremme. Og kravle baglæns. Han kan sætte sig op fra mavelejet og elsker at lege med sin bold eller sine stabelkasser.

På den mindre positive side er min lille tillidsfulde dreng ved at blive meget mere morsyg. Jeg kan ikke gå langt væk fra ham i mere end ganske få sekunder før han begynder at pive. Det er ganske rørende at det mest er forældrene der dur nu, men samtidig lidt ærgeligt, når nu vi er så tætte på vuggestuestart. Jeg havde håbet, at han stadig var helt tillidsfuld, når det skulle starte. Men det går nok. Vi har lang tid til indkøring, og den seneste gang vi havde gæster var han også smil fra start af. De andre gange var han lige vågnet og var lang tid om at ville have dem tæt på. Han skal nok blive glad for alle, og grine og lege med dem, men der går noget længere tid nu.

Nu er han vist ved at vågne, så det blev lidt kortere end tiltænkt...

Moderskab vol. II

Jeg sad og læste lidt i mine gamle indlæg og faldt over et, jeg skrev da Junior var ganske ny om min holdning til moderskab. Nu er det vist på tide at reflektere over det igen.

Junior er meget mere selvstændig nu. Han kan stå selv op af ting. Han kan sidde uden problemer og derfra komme omkring ved hjælp af maven-møven, en smule kravlen og en hel del stædighed. Han har fået en lille tand, og er ved at øve sig i at bruge den. Han kan selv spise rugbrødsstykker, rosiner, sutte på skiver af nektariner og agurker, og næsten lide hvad som helst vi giver ham på ske. Han drikker flot af glas, når vi holder det, og har næsten fået styr på sin tudkop. Han pludrer løs, er begyndt at krable rundt, når han bliver skiftet, og han elsker at se sig selv i spejlet.

Kort sagt sker der sindsygt meget med Junior og han er slet ikke en lille baby, der sover i arm. Han gider faktisk overhovedet ikke at sove sammen med os længere, og sidde på skødet dur kun, hvis man tumler med ham.

Jeg synes at det er fantastisk. Han er stadig kærlig. Elsker at kysse, "næse" og kramme. Og nu virker det som om han er så bevidst om sig selv og sine omgivelser at han selv vælger at være kærlig. Det er SÅ skønt når han sender et af sine dejlige smil til én, og putter sit ansigt helt tæt til mit, mens han har et barylerglimt i øjet og helt sikkert tænker på at mors næse ville se pænere ud oppe i panden.

Jeg trives med at have en tumling!

Slangen i paradiset er mit temperament. Når Junior ikke lige gider at spise den mad jeg har lavet til ham, eller vil alt for tidligt op om morgenen, så har jeg desværre ikke meget tålmodighed med ham. Jeg synes helt klart at det er det, der er sværest ved morrollen. Han gør jo absolut ingenting for at genere mig, men det kan jeg godt føle og reagere på. Som regel har jeg den luksus at jeg kan overlade ham til faren og selv køle af. Så ser jeg hurtigt at det er mig, som er helt gal på den, og får omstillet mig, så jeg kan møde ham med et stort smil og alle bliver glade igen.

Der var en dag, hvor jeg var virkelig ked af det, og reagerede meget negativt. Jeg skulle tage en beslutning hurtigt, og var mildest talt meget oprørt. Det havde intet med Didrik og Junior at gøre, men de var hjemme, og jeg gik rundt i et småhysterisk anfald. Da jeg endelig faldt ned og smilede til Junior og havde fået taget min beslutning, så kommenterede Didrik at det var godt at mor var glad nu, for Junior var helt bekymret. Og ganske rigtigt, han var ikke godt tilpas ved at jeg opførte mig så dårligt. Han kunne tydeligt mærke at noget var galt, og var vel på en eller anden måde bekymret for om det havde noget med relationen mellem os to at gøre. Det var noget af en lærestreg! Jeg ønsker ikke at gøre Junior usikker, og slet ikke at lade ham tro, at han gør noget forkert. Så jeg prøver prøver prøver at tøjle mit temperament. Til mit forsvar vil jeg også sige, at det som regel er i pms-perioder at det ikke lykkes mig, og at jeg som regel har alverdens tålmodighed overfor Junior.

Måske det ikke gør så meget, at Junior kan se, at hans mor er et menneske med fejl? Ikke at det berettiger mig til at opføre mig forkert, men jeg behøver måske ikke at slå mig selv så meget oveni hovedet med de enkelte episoder?

En anden slange er vuggestuen og arbejdet. Jeg har ikke rigtig lyst til at sende Junior ud i verden og afbryde paradiset. Samtidig glæder jeg mig lidt til at se hvordan han tager det. Jeg tror at han kommer til at nyde at der sker så meget mere i hverdagen, men jeg tror at det bliver tomt at tage på arbejde og vide at de næste 8 timer handler det overhovedet ikke om Junior. Det er det, jeg frygter. Han skal nok glemme mig, men jeg kan ikke bare glemme ham 37 timer om ugen.

Men sådan har de fleste det jo. Og mon ikke at vi klarer det i fin stil? Jeg glæder mig bare over at se hvordan Junior udvikler sig dag for dag, og er så stolt af ham.

Men tilbage til moderskab. Jeg tror egentlig at jeg på nogle punkter er en atypisk mor. Junior er meget knyttet til sin far, farmor og farfar. Jeg har slet ikke monopol på ham. Og det synes jeg er fantastisk! Jeg tror på at hans liv er rigere, fordi han har 4 mennesker så tæt på sig, i stedet for 1 eller 2. Samtidig ER jeg hans mor, jeg synes bare at der skal være plads til at andre kan give ham kærlighed og stimulere ham, for det er meget tydeligt at vi er 4 meget forskellige mennesker og at han nyder samværet med os alle. Han er en meget social lille fyr, og det er bare så skønt at han ikke kun vil sidde i mors skørt og kigge ud på verden, men at han er der. Klar til at hive sig op af den første den bedste radiator i sine stærke arme, og en af dagene lykkes det nok også. Jeg beundrer hans gåpåmod og stædighed, som sjældent kammer over i hysteri, når noget ikke lykkes.

Jeg har været væk fra ham. Det var ikke sjovt, mens det stod på, men jeg er stolt af at sige, at jeg havde 100 % tiltro til Didrik. Jeg tænkte ikke et sekund at Junior havde det værre fordi jeg ikke var der. Jeg ved at han ikke på nogen måde har lidt overlast, og jeg ved også at jeg i mit job uværgeligt vil være nødt til at rejse fra tid til anden, og om jeg gør det nu eller om et, to eller tre år, gør ingen forskel. Det er formentlig værre for ham, når han er lidt større. Det er lidt svært at formulere, men jeg mener vist bare, at jeg er nødt til at kunne være væk fra ham, og jeg er stolt af at jeg kunne, uden at blive bekymret. Jeg var blot ked af at skulle undvære ham. Men jeg savnede jo også Didrik.

Det blev lidt rodet, men then again, det gør det vel egentlig altid?

8 om mig

Jamen så må jeg jo til det. 8 hurtige skud fra hoften:

Nr. 1: Jeg elsker min mand og min søn over alt på Jorden (det havde den trofaste læser nok regnet ud på nuværende tidspunkt).

Nr. 2: Jeg hader mig selv, når mit temperament løber af med mig. Men mit temperament løber kun over med mig, når jeg er blandt mennesker jeg stoler på. Overfor alle andre bider jeg det i mig og lader det gå ud over dem jeg elsker.

Nr. 3: Jeg gør alt hvad jeg kan for at råde bod på Nr. 2 og Nr. 4.

Nr. 4: Jeg er alt for forfængelig, snobbet og kedelig til at jeg rigtig kan holde af mig selv. Og jeg forstår dybest set ikke hvad Didrik ser i mig. Samtidig gør jeg dog lidt alligevel, for måske er jeg slet ikke så slem, når jeg samtidig som regel magter Nr. 3?

Nr. 5: Jeg er virkelig dygtig til mundtlige eksamener og jobsamtaler.

Nr. 6: Jeg hader at tabe men er trods alt ikke en utålelig vinder.

Nr. 7: Da jeg var barn, var min bedste ven min hund. Jeg havde venner, men jeg følte ikke at jeg kunne betro mig selv til andre end Vuffi. Siden hen blev jeg dog bedre til at åbne op for følelserne og jeg tror at det er det, der har reddet mig.

Nr. 8: Jeg elsker sodavand, chips og popcorn, hvorfor jeg aldrig har det i huset.

Der er vist ikke rigtig nogen tilbage at tagge, så jeg vil bare sige tak for legen!

Absence makes the heart grow fonder

Det var egentlig ikke helt denne overskrift jeg havde i tankerne, men nu blev det sådan. Jeg har været væk fra min lille skat. Igen. Og hvor er det dog rædselsfuldt. Men samtidig lidt rart. Og rædselsfuldt at komme hjem og opdage at han endnu engang har lært noget nyt, uden at jeg var der til at se det første gang. Nu kan han trække sig op at stå f.eks. ved at hive i ryggen på sofaen.

Jeg havde fundet et spændende kursus, som jeg følte var meget relevant for mit arbejde, og spurgte min chef om jeg kunne tage på det selvom jeg var på barsel. Dengang tænkte jeg at Junior jo er stor nu og at jeg sagtens kunne være væk fra ham i to døgn. Men det er slet ikke sjovt.

Samtidig har jeg dog opdaget, at jeg nu har en ny styrke i mit liv. Undervejs på kurset skulle jeg fremlægge vores gruppes resultater, og mens jeg sad og gruede for det og sprogvanskeligheder osv, behøvede jeg blot at tænke på Juniors smil og så var jeg fuldstændig afslappet! Det er dejligt at vide at han ikke kun er et savn for mig, når jeg er væk fra ham, men samtidig giver mig glæde.

Det var også skønt at få trænet de små grå. Jeg vidste det faktisk ikke inden, men man kan sagtens have ammehjerne selv uden amning. Det handler vist bare om at verden bliver indskrænket (og samtidig udvidet) til "kun" at handle om baby. Og det er jo en berigelse i sig selv, men i bund og grund betyder det, at andre emner falder i baggrunden. Ammehjerne. Jeg er nu glad for at have haft denne generalprøve på tilbagevenden til arbejdslivet, og jeg kan mærke at jeg har masser af ideer til mit nye job, og masser af mod på det. Samtidig ville en del af mig dog ønske at jeg kunne gå hjemme til evig tid, eller i hvert fald indtil Junior starter i skole - eller gymnasium eller hvad det nu bliver til. Jeg er vist sindsyg. Men jeg ved at det bliver godt for os alle tre, når vi kommer ud i vores institutioner. Jeg ved at min mand glæder sig til at slippe for os. Eller også siger han det kun for at drille.

Det er fantastisk at opleve hvordan kærligheden vokser og vokser. Ikke så meget mig. Jeg tror at moderkærligheden var der fra start af, og jeg føler bare en bekræftelse på disse følelser overfor Junior. Men Didrik virker mere og mere forelsket i vores lille spire. Han nyder virkelig at tumle med ham, og faderkærligheden bobler lige under overfladen. Han er meget stolt af vores lille søn.

Og apropos lille, så er han stadig temmelig stor. Jeg har funderet over, hvorfor jeg sagtens selv kan kalde Junior for fed, eller Didrik kan gøre det, og jeg synes bare at det er sagt kærligt og uden fordømmelse, men jeg bliver så gal indeni, når min mor eller far siger til andre, at han er fed. "Solsikke, din søster siger at Junior ikke er fed, blot er stor og velproportioneret, men det passer jo ikke, han er fed". Så kan jeg ikke lade være med at nævne noget med vækstkurver som passer sammen, og at små børn ikke kan være fede med slet skjult vrede i stemmen. Men normalt bruger jeg det jo selv. Det er jo fuldstændig åndsvagt. Jeg må vist prøve at lade være med at dæmonisere mine forældre sådan. Måske er de ikke helt så slemme, hvis jeg ikke prøver at gøre dem slemme. Der er vist ikke meget tålmodighed på den front.

Nå, alt det rejseri har virkelig sat min liv i perspektiv. Resultat? Jeg er lykkelig. Helt godt gammeldaws lykkelig helt ind i knoglerne. En tanke på Juniors smil og jeg smiler selv. Jeg elsker vores nye hus og alle de muligheder det giver os i fremtiden, samt fremtidige legekammerater til min lille skat. Endnu vigtigere, så ved jeg at Didrik og jeg er the real deal, og det glæder mig at kunne give min søn det privilegium at vokse op i et hjem fyldt med kærlighed uden skjulte dagsordener og hadefulde forældre. Jeg har et skønt job som i hvert fald en del af mig glæder sig til at vende tilbage til. Og så alt det andet. Jeg kunne virkelig ikke ønske mig mere i mit liv ligenu.

Regnvejr

Sikke dog et vejr. Jeg håber ikke, at Junior skyller væk i regnen.

Vi er flyttet, så der har ikke været meget tid til at blogge. Men nu bor vi også fuldstændig perfekt. Jeg er helt vild med mit nye hus, og glæder mig så meget til at få de sidste flyttekasser væk, gardiner/lamper op og indkøbt havemøbler. Ok i det her vejr savner jeg ikke havemøblerne.

Jeg kan se at min beskrivelse af Juniors søvn var lige lovlig optimistisk. Han har haft en periode, hvor han er vågnet rigtig mange gange om natten. Men han er dog faldet i søvn igen uden mad eller skiftning. Nu er vi heldigvis tilbage ved den gode vane - på trods af flytningen. Han fik sutten en gang i nat, og de to foregående nætter har han bare sovet. Til gengæld vågner han tidligt. Han sover typisk fra mellem 19 og 19.30 til 6 om morgenen. I en lang periode vågnede han klokken 5.40 sharp. Hvad er det for et tidspunkt? Nå, jeg er ved at vænne mig til det, og synes nu at klokken 6 er ok. Det er sikkert også fint, når jeg kommer tilbage til arbejdet.

I dag fik jeg ringet til vuggestuen. Jeg troede, at der skulle aftales alt muligt, men nej, vi aftalte bare at dukke op den første dag klokken 9.30. Jeg er nu godt nok meget spændt. Jeg har aldrig set stedet. Eftersom vi ikke var flyttet endnu, da vi skulle søge institution anede vi ikke hvordan og hvorledes, og det virkede fuldstændig urealistisk at nå at se de enkelte steder da Junior var bittelille lige inden jul. Men mon ikke det er et fint sted? Beskrivelsen på nettet lød god.

Uh, babyalarmen driver mig til vanvid. Pga. regnen larmer det helt vildt, selvom jeg har sat følsomheden ned. Men jeg kan da høre den bette, hvis han siger noget.

Men hvordan går det ellers? Tja, op og ned, frem og tilbage. Alt i alt føler jeg mig lykkelig. Jeg ved godt at den nuværende situation er en overgangsfase og vi alt for snart skal i gang med at leve det hårde liv med lille barn og to fuldtidsjob. Men jeg tror nu ikke at det bliver så hårdt. Vores arbejde er meget fleksibelt så vi kan undgå at Junior får for lange dage i vuggestuen uden at det betyder at vi ikke ser hinanden. Og så er der jo også fordele ved det nye liv. Jeg er f.eks. blevet forfremmet, tror jeg. Jeg har i hvert fald sagt ja tak til et nyt job, jeg er blevet tilbudt af min chef. Det er i hvert fald meget mere ansvarsfuldt end min tidligere stilling og helt sikkert også mere udfordrende. Og så lovede min chef mig, at der ikke bliver så meget rejseaktivitet som jeg umiddelbart ville frygte. Nu må vi se. Jeg er i hvert fald glad for at jeg ikke er blevet glemt derinde.

Så skal Junior passes ude en hel dag plus nat i weekenden. Vi skal til bryllup med brunch dagen efter og farmor og farfar har lovet at tage den lille. Det skal nok gå godt. De har aldrig prøvet at putte ham, men alt andet har de prøvet, og han elsker dem bare. Nogle gange kan jeg ikke lade være med at tænke, at han foretrækker sin farmor over sin mor. Men det er bare dejligt at han har flere end os to, som elsker ham. Han er en dejlig lille tillidsfuld dreng, og det varmer mig. Jeg håber ikke at han får en fase med adskillelsesangst. Men hvis han gør, må vi jo bare skærme ham lidt mere, så han kommer hurtigt igennem den.

Spisning går forrygende. Det er meget forskelligt hvad han spiser de enkelte dage, men han elsker at prøve nyt. Til frokost i dag skar jeg små tern rugbrød med leverpostej ud. Nogle få af dem madede jeg har med, men resten fik han lov til at "spise" (læs: mose, tvære, nuldre) selv. Faktisk kom forbløffende meget af maden i munden. Han mestrer slet ikke pincetgreb endnu, men han har sådan en mellemting mellem det og så tværhåndsgreb, eller hvad man nu kalder det, så på mirakuløs vis kommer nogle af krummerne helt ind i munden. Han nød godt nok at bestemme selv. Er også begyndt at ville have fat i skeen når han bliver madet. I morges fik han den, så madede jeg videre med en ny ske.

Uh, jeg er så stolt af min lille basse. Han har så meget mod på livet. Prøver og prøver og prøver at komme op i kravleposition (svært for det ene ben er hele tiden i vejen) og når han er der prøver og prøver og prøver han at blive oppe og komme afsted. Han er nogle gange lidt tvær og gider ikke at gøre så meget for at nå sit legetøj, men ofte møver og maver han sig til det lykkes. Og så er han så stolt når vi kigger på ham imens. Han sender stadig de dejligste smil, som varmer helt ind i hjertet.

Det er så mærkeligt at tænke på at min dygtige Junior, som nu kan sidde selv og spise, få fat på sit legetøj og så småt kan trække sig op af ting, for et år siden var en lille fyr som lå inde i min mave og sparkede. Jeg kan slet ikke forstå det. Det er et mirakel.