Øv øv og 3 gange øv

Nu kan jeg vist ikke længere ignorere tegnene. Godt nok bløder jeg ikke endnu andet end plethalløj, men der er ingen tvivl om at min menstruation er startet nu. Alting er i kaos i maveregionen.

Men der er jo ikke så meget at gøre ved det. Jeg havde læst et sted, at chancerne ved IUI ikke er højere end ved "hjemmerul", når kvinden har endometriose. Dog synes jeg at det er ulogisk. Der var jo 2 æg. Så må chancen da i hvert fald være dobbelt op? Nå. Jeg er ikke læge, så det vil jeg ikke gøre mig klog på, bare konstatere at jeg hele tiden har været sikker på, at det ikke ville lykkes, og nu er det bekræftet.

Vi sludrede igår, om vi overhovedet havde lyst til at gennemgå det igen. Det er jo ikke videre morsomt. Lægen, der anbefalede IUI mente ikke, at vores chancer var gode. Han synes dog at vi skulle prøve 2-3 gange. Jeg tror også at vi tager det næste forsøg med. Behandlingstedet holder sommerferie indtil august, så det passer med at næste forsøg kan skydes afsted i slutningen af den måned.

Derudover håber jeg at vi kan komme igang med IVF til november/december. Så har jeg forhåbentlig fået et fast job. Jeg mener ikke at penge er alt, men jeg ville hade at være arbejdsløs i et halvt år, fordi der ikke er nogen der vil ansætte mig, hvis jeg var gravid. Men vi har nu ikke tænkt os at bruge prævention i mellemtiden, det ville nok være lidt for arrogant.

Så er det i morgen, der er den store dag. Jeg håber at menstruationen når at rase over i dag, så i morgen ikke bliver så slem. Det er slemt nok at skulle møde alle mine nye kollegaer med en kæmpe næse, men hvis jeg også er knækket sammen på midten i smerte, så bliver det vist decideret pinligt.

Jeg synes bare at mit liv flyver afsted i højeste gear, og hvis det ikke var fordi vi så ufattelig gerne ville være forældre, så kunne man godt kalde det perfekt. Men det er det ikke. Der mangler noget.

Farver!

Så kom der lidt farver over land. Tak til Amocca for råd og vejledning!

I går dukkede de første tegn på at IUI ikke lykkedes så op. Ikke noget dramatisk endnu, men en liiiiille smule blod. Og lidt har det med at blive til mere, så nu er det bare at vente på det. Jeg blev så ked af det i går, at jeg begyndte at græde - meget mod min vilje - men det ER altså ikke så nemt at kontrollere. Det resulterede i at det gjorde stjerneondt i næsen. Salte tårer var ikke lige sagen, så jeg måtte forsøge at tænke på gode ting og ignorere ærgelsen. Det er så lykkedes meget godt indtil videre.

Men der er også meget at spekulere over i mit liv uden at fokusere på fertilitetsdelen. Det er allerede i overmorgen, jeg begynder på mit nye job! Så på den måde er jeg heldig. Nogle gange kan jeg ikke lade være med at tænke på hvor forfærdeligt det må være, at stå i min situation, men bare være 10 år ældre og have huset, jobbene og pengene. Jeg priser mig lykkelig for at det trods alt ikke er oplagt at have børn nu. Godt nok er alle begyndt at spørger Didrik om hvornår vi skal have børn, men det er heldigvis ikke så kritisk endnu. Ud over forældrene er der vist ikke nogen der direkte forventer det af et par i tyverne.

Så det er ikke for at hænge nogen ud, men jeg føler mig bare uendelig heldig, at vi har opdaget dette problem nu og ikke udskudt det til en dag hvor barnet ville være endnu mere manglet end det er nu. For det gør ondt inde i mig, men jeg ved at vi har en chance, en god chance endda, og at vi ikke har en masse plads, der skriger efter at blive fyldt af larmende børn.

Det er lidt pudsigt. Når folk forsøger at muntre én på med historier om hvem der har det værre. Indenfor infertilitet vil der altid være nogle der har det værre. Men så kan andre komme og retfærdigt påstå at det må være værre, at være single og ikke engang have muligheden for at reproducere sig. Dernæst kan de rigtig syge så komme og sige at vi i det mindste kan gå og arbejde og more os og leve vores liv, mens de er lænket til en seng. Men der vil også altid være nogen er der mere syge, mere fattige. Ligesom der altid vil være nogen der kan sørge mere end én selv. Folk der både har mistet forældre og børn osv. Så jeg synes egentlig ikke at argumentet med "du har det jo ikke lige så slemt som Gerda", kan bruges til noget. Ikke at der er nogen der har sagt det til mig. Det er faktisk kun mig selv der har skrevet det. Men det er aldrig rigtig opmuntrende at høre om nogen der har det værre, ligesom det sjældent har nogen relevans.

Engang imellem kan jeg dog godt bruge det positivt. Det sker at jeg tænker over mit helbred på gode dage og bliver enig med mig selv om at jeg faktisk har det rigtig godt, og skal huske at sætte pris på det. Lige så snart jeg bliver syg, så kan jeg se det. Se hvor ødelæggende det er. Hvordan det forhindrer mig i at gøre det jeg vil, og hvordan min lyst til livet på et øjeblik kan formindskes voldsomt. Selv denne dumme næseting betyder at jeg er helt misundelig på at folk kan drøne afsted på deres cykler osv., mens jeg skal passe på ikke at overanstrenge mig så den begynder at bløde igen.

Min pointe med alt det her er nok egentlig bare at jeg vil minde mig selv om alt det gode jeg har. Hvilket passer meget godt til min situation lige nu, hvor jeg egentlig er dybt ulykkelig men forsøger at skjule det for mig selv, så jeg ikke begynder at græde.

En update fra blodtuden

Så fik jeg faktisk sovet godt i nat. Tror kun jeg vågnede 3-4 gange i nat mod 1000 milliarder i går nat (eller noget i den stil). Så nu er humøret ved at være tilbage. Heldigvis er næsen, kinderne og øjnene også ved at være tilbage. Så i dag vovede jeg mig lidt udenfor. Helt ned og handle og ud med skraldespanden. Stoooore sager.

Min fantastiske mand har fået fri i morgen - der var én, der forbarmede sig over at han arbejdede så mange dage i træk, så det bliver skønt at have ham lidt for mig selv, inden vores hverdag ændrer sig dramatisk på mandag.

Jeg kan godt mærke at nervøsisteten over IUI er ved at melde sig. I nat da jeg vågnede kom jeg til at røre ved mine (b)ryster og syntes slet ikke at de var ømme længere, så jeg nåede at bekymre mig for om menstruationen var ved at starte. I går aftes mærkede jeg også et sting på et tidspunkt, der kunne være starten. Men det var falsk alarm begge dele. De er stadig ømme, og jeg er end ikke begyndt at plette endnu. Dog skal jeg lige trække vejret dybt inden jeg går på toilettet, og jeg kigger med gru på trusserne.

Mine beregninger siger mig at det vil starte søndag, mandag eller tirsdag. Så det bliver nogle neglebidende dage. Samtidig forsøger jeg at forlige mig med det som i mit hoved er uundgåeligt. Engang imellem lader jeg dog mig selv tænke på at der var to meget fine follikler og at lægen sagde min livmoderslimhinde så flot ud, og at svømmerne var i topform - man må da sige at hvis det vil være, så kunne nu være et fint tidspunkt.

Jeg sidder lige og funderer over min snørkelede vej ind i blogland. Inden vi tog beslutningen om at nu var det nu vi ville have lille, læste jeg meget på internettet. Jeg brugte bl.a. min-mave.dk og debatten på netdoktor.dk. Jeg slugte beretninger om graviditeter og tiden med småbørn. Da vi så gik i gang med at forsøge fandt jeg et lukket forum for folk med børn og ønsket derom. Det var godt nok mest folk MED børn. Stort set alle de andre der inde, der ikke havde dengang jeg meldte mig ind, har i dag.

Efterhånden som jeg fandt ud af, at vi er reproduktivt udfordrede følte jeg ikke at det forum kunne give mig noget længere. Hver gang de andre skrev "bare rolig - det skal nok gå", var jeg ved at brække mig. Hvad vidste de om hvordan jeg havde det? Der var da nogen derinde der havde ventet mere end 6 måneder, men ikke rigtig nogen som mig. Så inviterede en netveninde fra det første forum mig med i en anden gruppe. Den handlede om at blive gravid, men også her var de stort set allesammen nået dertil.

I mellemtiden sad jeg en dag og søgte på google.dk på "lukkede æggeledere" og røg ind på http://rikkes.blogs.com. Først forstod jeg slet ikke hvad det var jeg var havnet i. Det var så utrolig velskrevet og med så meget selvironi, at jeg først troede at det var fiktion. Men det var det ikke. Det var en kvinde, der havde kæmpet og kæmpet og kæmpet lidt mere for at opnå en graviditet. Jeg var fanget. Jeg har læst praktisk talt hele bloggen og jeg var dybt imponeret over den selvindsigt og vilje til at holde sig oppe, som hun - og skulle det vise sig - mange flere kvinder har. Fra RikkeS fandt jeg Amocca. Hun henviste til et tredje forum, som jeg fra dag 1 følte mig velkommen i. Her har jeg så længe haft en dagbog, og været i tvivl om jeg skulle tage springet til en blog. Nu er bloggen så en realitet. Ligesom jeg har fundet en masse kvinder, som jeg kan relatere til, og hvis sejre kan gøre mig glad, og nederlag kan få mig til at reflektere over hvad der mon er i vente for Didrik og mig. Er det så 100 % egoistisk at have den blog og bruge denne tid på de forskellige fora? Måske. Sandsynligvis. Men jeg bilder mig nu ind, at ved at danne et fællesskab hjælper man ikke kun sig selv men også andre mennesker.

Jeg har på min vej også mødt et par kvinder i virkeligheden. Det har godt nok været nogle rigtig dejlige oplevelser, da jeg på den måde har følt mig hjemme på et helt andet niveau end jeg har med mine øvrige veninder. Fordi min subfertilitet og den manglende graviditet fylder så meget i mit liv, så fylder den også når mine veninder er i det, hvilket betyder at der altid er noget, som jeg ikke ved om de forstår osv, men sammen med mine netveninder er der bare så meget, som er uforståeligt for andre, som vi forstår instinktivt. Det er utrolig lettende.

Nå, jeg sidder og væver. Det gør jeg altså tit, så sikkert også her. Alt andet ville egentlig undre mig.

Nu har jeg jo lovet en fest. Og fest skal der være. Men denne frygtelig kedelige hvide blog ligger ikke rigtig op til fest. Jeg har endnu ikke rigtig gennemskuet hvordan jeg får ændret på det, men det kan være jeg kan få lidt hjælp op til festen? Jeg går og drømmer om et kostumebal. Men det præcise tema ligger lidt løst. Jeg forestiller mig at jeg får flyttet blodprøven til fredag, og så ved jeg først mandag hvordan landet ligger, så jeg tror festen kommer til at ligge om knap to uger, så jeg kan drikke masser af drinks! Så har jeg også noget at se frem til, selv hvis/når det viser sig at første IUI ikke er lykkedes.

Elefantmanden

Så blev dagen i går overstået, som dage har det med at blive. Det var nu faktisk en rigtig god operation når alt kommer til alt. Allerede 8.30 kom jeg ind på operationsstuen og 9.30 slog jeg øjnene op på opvågningsstuen.

Og så var alle utrolig søde. Narkoselægen aede mig på kinden, mens jeg faldt hen, og lovede at blive ved min side hele vejen igennem. Og sygeplejerskerne var også her helt fantastiske. Så efter al denne kontakt jeg har haft med det danske sygehusvæsen er min opfattelse af det faktisk kun blevet bedre og bedre.

Det bedste var dog at jeg næsten ikke var mærket af narkosen bagefter. Jeg var påklædt og sad i "hvilestuen" en time efter jeg vågnede og havde slet ikke brug for morfin osv. Men min næse blødte.

Næsen holdt op med at bløde i løbet af i går, men her til morgen var den bare gi-normous. Rigtig kartoffeltud. Og overlæben er også kæmpestor og trukket op. Af en eller anden grund er mine øjne blevet vanvittig røde og de løber tit i vand. Meget mærkeligt. Men alt i alt betyder det at jeg er nødt til at holde mig indenfor på denne dejlige sommerdag af frygt for at blive stenet af de lokale børn, hvis jeg viser mig udenfor.

Nu lovede jeg jo at denne blog skulle handle om mit liv som subfertil. Lige nu er det så bare ikke det der fylder allermest. Jeg håber da stadig at første IUI skulle være lykkens gang, men når der sker så meget andet i livet, så kommer det heldigvis lidt i baggrunden, så ventetiden generer mig faktisk slet ikke.

På en måde er jeg glad for ventetiden. Lige nu har jeg håbet. På mandag eller tirsdag eller hvornår min menstruation vil dukke op har jeg ikke engang det længere. Mine ellers ganske undseelige fortrin er ellers svulmet op til dobbelt størrelse eller noget i den stil. Men det gør de hver måned inden menstruationen starter, så jeg vil ikke lægge noget i det denne gang. Dog ved jeg, at der maks går en uge fra de starter med at være ømme, til menstruationen er i gang, så det betyder at det senest starter tirsdag. Det håber jeg nu også, for jeg orker ikke hvis det falder sammen med min første arbejdsdag på onsdag.

Jeg er træt af at have endometriose. Egentlig føler jeg mig rask det meste af tiden. Og det er jeg også. Men samtidig lurer den i kulissen og springer på mig som en gal hund når det passer den, og minder mig om at den ikke alene står i vejen for ønskebørnene, men også forhindrer mig i at leve mit liv som jeg gerne vil leve det.

En indflytningsfest?! Det vil jeg da rigtig gerne holde. Men jeg vil lige vente til jeg har fået styr på flytterodet og min næse er tilbage til normalen (eller hvordan den nu kommer til at se ud efter de har flyttet rundt på brusk og knogler). Ellers skræmmer jeg jer sikkert bare med mit fjollede udseende. Måske det skal være en temafest? Jeg må lægge de små grå i blød så jeg kan holde en super blogfest. Og så er I allesammen inviteret når den tid kommer - jeg skal forsøge at annoncere det i god tid!

Det var lidt typisk brok fra Solsikke. Måske hun bare har PMS? Man ved det ikke. Men jeg vil love at hun bliver i bedre humør når hun får lidt sammenhængende søvn snart!

Et mærkeligt sted at starte

Velkommen til min blog.

Så er jeg startet, men jeg ved ikke helt hvorfor det lige bliver i dag. Men en hvilken som helst dag kan vel være ligeså god som enhver anden.

Jeg er pt. en arbejdsløs akademiker i tyverne. Men arbejdsløs kan snart stryges. Fra på onsdag har jeg et temmelig langt vikariat at tage vare på.

Min kære mand, som jeg her vil kalde Didrik, fordi jeg tror det ville gøre ham glad, har heldigvis et arbejde som han elsker, men jeg vil nu lade ham beholde sin anonymitet her.

Derudover består min hverdag af spekulationer omkring ønskebarnet. Vi gik i gang med at forsøge, så det passede med, at jeg kunne gå på barsel umiddelbart efter jeg var færdig med studiet, men det kom jo så ikke til at passe.

I efteråret fandt jeg ud af, at jeg har endometriose med Didriks hjælp. Dog mente lægerne på fertilitetsklinikken ikke at jeg skulle igennem en kikkertoperation. De ændrede dog mening da en vandscanning viste at der ikke var passage i æggelederne. Det var der dog. Det blev endelig fastslået ved kikkertoperationen i starten af året.

Så nu er der gået over 3 måneder siden operationen og jeg er netop blevet insemineret. Dog fik jeg at vide af doktoren at chancerne for succes er meget små, så jeg forsøger ikke at håbe for meget.

Den 3. juni får jeg endelig svar fra blodprøven.

I mellemtiden går jeg så og passer på at få min folinsyre og ikke drikke osv. Men har så i går meldt mig til næseoperation på fredag. Det ville være lækkert at have det overstået inden jeg starter på arbejde.

Det virker nu bare lidt paradoksalt at passe så meget på mig selv, og så samtidig lægge mig i fuld narkose på dag 10 efter IUI. Men jeg tager mig lige en snak med narkoselægen, og så må vi se om det er helt sindsygt. Dog tror jeg at det er ok. Jeg ville jo aldrig kunne blive opereret fordi der altid ville være en chance for at jeg var gravid (man kan jo også godt have menstruation når man er gravid).

Det lyder måske bindegalt, men som mange der er i dette måske vil give mig ret i, så er det anstrengende at denne utopiske situation - graviditeten og muligheden for den - altid skal diktere alt hvad vi gør. "Nej, vi kan ikke tage på skiferie næste år, tænk hvis jeg er gravid". "Vi kan sikkert ikke tage med til moster Gerdas 50 års fødselsdag næste måned, for tænk hvis jeg skal insemineres den dag". "Jeg burde ikke drikke denne øl, måske jeg ikke får menstruation i overmorgen". Osv. Det er en evig bekymring. Men nu må det være nok. Jeg vil have dette overstået.

Min overskrift refererer egentlig til at vi har forsøgt at opnå graviditeten længe. Jeg har vidst jeg havde endometriose et stykke tid. Jeg er faktisk heller ikke på vej ud på ukendt territorium, da IUI er gennemført nu for første gang. Så alt i alt er jeg faktisk bare midt i mit liv. Mit liv som subfertil.


Det er jo selvfølgelig ikke kun mit. Didrik er med. Og han går også meget op i det. Han vil rigtig gerne være far, og det var vigtigt for mig, at det var et fælles projekt. Men det fylder ikke ham op på samme måde som det fylder mig. Han er bedre til at skubbe det fra sig og kun glæde sig til en dag det lykkes og ikke gå og grue før det er strengt nødvendigt.