Så oprandt dagen for min første scanning i mit første ivm-forsøg – troede jeg. Men sådan skulle det ikke gå.
Men lad mig starte med starten. Jeg stod tidligt op så jeg kunne cykle i god tid til hospitalet. Solen skinnede og det var fantastisk dejligt at cykle langt igen. Min mave gjorde næsten heller ikke ondt længere. Skønt.
Jeg er faktisk fremme en hel halv time før, hvilket også er hvad jeg havde forventet, men så når jeg da lige at dampe lidt af inden lægerne skal i gang med mig. Dog er jeg heldig og venter kun omkring 20 min. før jeg kommer til.
Uh, hvor gør en scanning på 3. dagen ondt, skal jeg lige hilse og sige. Mit underliv føles som et stort blåt mærke. Men jeg fik da bidt tænderne sammen. Hvad der straks er værre er at lægen finder en endometriosecyste på min højre æggestok på 2x3 cm. Hvad er nu det? Hvorfor nu det?
I alt havde jeg 3 follikler på hver æggestok. Men efter jeg havde fået tøj på igen, kigger lægen mig dybt i øjnene og siger at der ikke bliver noget ivm til mig. Dernæst spørger hun hvor plaget jeg egentlig er af min endometriose og da jeg svarer at jeg da har et par sygedage om måneden ser hun ud som om det var det svar hun regnede med, og så sagde hun at det hastede.
Så nu skal jeg åbenbart være gravid. Og nu som i nu.
Hun ville ikke gå med til ivm, da de kun kan tage æg fra min venstre æggestok, og den kan sandsynligvis ikke lave så mange, hvorfor jeg risikerer aflysning. Så hun ville – som læge – anbefale mig at komme i gang med den mest effektive behandling hurtigst muligt: IVF.
Så nu er jeg så i gang med ivf, åbenbart. Jeg skal scannes den 16/9 og så formentlig starte nedregulering den 18/9.
Sikke dog et chok. Ikke så meget tanken om ivf, men at det er nu. At jeg har endometriose på min æggestok synes jeg også er en meget væmmelig tanke, og at det ligefrem kan bekymre en læge bryder jeg mig endnu mindre om. Men det er da rart for en gangs skyld at møde en læge som synes at det skal være nu. I stedet for den evige ”prøv lige en ekstra gang iui – det kan jo være” eller ”se nu tiden an, du er jo så ung”. Jeg ved godt at jeg er ung, og jeg ville elske at kunne opnå en graviditet uden så drastisk hjælp.
Men… Jeg er syg. Og jeg bliver åbenbart mere og mere syg. Der var intet endometriose på mine æggestokke i februar. Intet. Nu sidder der en cyste på 2x3 cm. Nu vil jeg altså snart blive gravid så jeg kan få noget behandling for denne her åndssvage sygdom. Jeg hader, at jeg skal være sygemeldt hver måned. Jeg hader at mine tarme går helt i stå og jeg ikke kan tænke på at spise et stykke kød uden at have forstoppelse i to døgn. Jeg hader, at endometriosen gør mig så træt at selv om smerterne kan dulmes kan jeg slet ikke hænge sammen. Jeg hader, at det gør ondt når vi elsker. Jeg hader at tænke på hvordan den bare kan brede sig i mit underliv for hver eneste måned der går med menstruationer, og at det betyder at mine chancer for at blive gravid formindskes. Jeg hader denne klamme dumme ulækre sygdom.
Summa summarum så er det åbenbart ivf. Når alt kommer til alt lyder det måske som luksusproblemer at høre mig pive – jeg springer jo bare lige ind foran i køen. Men for mig er det altså ikke luksusproblemer. Jeg er så uendelig træt af at vide at jeg ikke kan få behandling så længe jeg vil være gravid, graviditet er den bedste behandling (eller kan være det) men jeg kan bare ikke lige blive det. Hvor ville det være dejligt at få det til at gå op i en højere enhed.
Hvis bare…. suk.
