Puha hvor er der sket meget. Da Junior var 13 dage gammel havde han i alt tabt sig 500 g i forhold til fødselsvægten. Åbenbart var sutteteknikken IKKE i orden, hvilket også forklarede en hel masse mærkelige ting (at han suttede hos mig i timevis - at han ikke kunne lægges ned og sove men vågnede når han forlod armen - at han blev ved med at have gulsot - at navlestumpen faldt tidligt af og at han var begyndt at være mere ked af det om natten).
Der var ikke andet for end at skynde sig ned og købe noget erstatning. Jeg fortsatte med at forsøge at lægge ham til, og så fik han modermælkserstatning (mme) bagefter. Den lille spiste bare super flot, og efter to døgn havde han taget 100 g på. Sundhedsplejersken var helt tilfreds og vi blev enige om at han ikke længere skulle mades efter skema, men selv bestemme hvornår og hvor meget han ville spise. Hun kommer så igen efter weekenden og vi ser om han fortsætter den fine vækst.
Men hvad så? Sundhedsplejersken foreslog mig at jeg kunne fortsætte med at lægge ham til, og tage ham fra hver gang han ikke havde ordentlig fat, så skulle han fodres med mme, og så kunne jeg malke ud 4 gange i døgnet.
Jeg har valgt ikke at lægge ham til. Det nytter ingenting, og jeg kan ikke bære at se ham så ulykkelig som han er, når jeg forsøger, og det er helt umuligt at tage ham væk når han har sat sig forkert fast, hvilket heller ikke ligefrem er sjovt for moderen. Så jeg giver ham flaske og malker ud. Problemet er bare at jeg næsten ikke har mere mælk. Eftersom jeg jo slet ikke har fodret ham så længe er min mælkeproduktion styrtdykket og jeg får kun omkring 25 ml ud af gangen. I nat var der ingenting - tror at jeg havde lækket det hele, da der var meget vådt i sengen.
Det har været nogle hårde dage. Jeg græd da han havde tabt sig så meget, og følte mig som verdens værste mor, som sultede sin stakkels søn. Derudover ville jeg gerne malke ud og give ham min mælk af hensyn til fordelen ved modermælk fremfor erstatning, men jeg kan godt se, at det måske slet ikke kan lade sig gøre i længden.
Skyldfølelsen er jeg dog ved at lægge fra mig. Jeg er jo nødt til det, for at få denne tid til at køre så godt som muligt. Junior er jo ikke særlig godt tjent med at have en mor, der går rundt og sukker over at det ikke blev som det var meningen. Det gør det jo ikke altid. Så jeg må i stedet nyde ham under de nye betingelser. Men det er hårdt. Det er hårdt at føle sig som en fiasko fordi jeg ikke er i stand til at amme ham, og nu ikke engang har mælk til ham.
Heldigvis trives han. I går blev vi enige om at han har fået en stor fin mave, og det gule er helt væk. Han er også bare super glad og nem. Og nu sover han også bare så fint. Han var så flink at lade os få 4 timers søvn i træk i nat. Så var der et par madninger i træk, hvor han ikke fik sovet så meget i mellem (og heller ikke jeg), men så overtog Didrik ham så da han vågnede den tredje gang og jeg fik sovet 1 1/2 time ud på formiddagen. Så alt i alt går det fint med at få noget søvn i hvert fald.
I morgen skal Didrik på arbejde hele dagen. Jeg gruer lidt for det, men har øvet mig lidt i dag på at klargøre mme mens Junior lå og kiggede på. Det gik helt fint, og selvfølgelig kan jeg også være alene med ham, det er bare så meget nemmere at have én i nærheden til lige at hente det der mangler, når man lige har fået sat sig rigtig godt til rette med Junior i skødet.
Nå, det skal ikke være en klagepost. Jeg var meget ked af det, men jeg ved med mig selv, at jeg har gjort alt så godt som jeg kunne med den viden jeg havde på det tidspunkt. I bagklogskabens klare lys skulle jeg have gjort noget anderledes, men hvem ved om resultatet overhovedet var blevet bedre? Og flaskebarn eller ej så skal jeg nok passe godt på min fantastiske søn. Han har i hvert fald fortjent det bedste af det bedste (ligesom alle andre børn i øvrigt).
Jeg svæver stadig rundt på en lyserød sky. Savner faktisk lidt den lille. Han har sovet i godt to timer jo.....
