tirsdag, maj 19, 2009

21+2: Mystisk

Hver gang jeg beder om hjælp får jeg det bedre. Jeg tog til lægen i går eftermiddag. Fik en hurtig tid, da jeg synes at jeg havde haft rigtig mange plukveer og gerne ville tjekkes inden jeg rejser laaaaangt væk på lørdag. Lægen gjorde stort set ikke noget, andet end at tjekke min urin og konstatere at jeg ikke har blærebetændelse. Da jeg sagde at jeg mærker masser af liv (jeps, det gør jeg, og det er DEJLIGT) lød han slet ikke bekymret. Jeg trænger bare til at slappe af og skal nyde min ferie.

Derudover fik jeg beklaget mig over min halsbrand og alt det ubrugelige bras man kan få på apoteket. Så han udskrev noget omeprazol til mig. Egentlig er jeg temmelig meget imod at bruge farmaka under graviditeten, men han påstod at det var fuldstændig sikkert for gravide. Så jeg er helt euforisk ved tanken om muligvis at kunne slippe for halsbrand i denne graviditet. Hip Hip Hurray!

Ja, som nævnt har jeg det bedre. Det vælter ind med arbejde, men min holdning er at jeg når det jeg når. Heldigvis er der ikke stress på onsdag når jeg går, så jeg har tid til at overlevere det jeg ikke når til mine kollegaer, og så må de klare det jeg ikke når. Sådan er det! Og det skal nok gå det hele. Jeg skal snart holde lækker familie-dase ferie. Glæder mig bare til at have Didrik og Junior for mig selv hele dagen, hver eneste dag. Suk.

Solcremen er indkøbt og overvejelser for og imod medbragt klapvogn er i fuld gang. Vi skal nok blive klar. Og jeg har jo fri fra onsdag aften så der er god tid til at få styr på detaljerne.

Når jeg kommer hjem fra ferie har jeg 11 uger til barselsorloven = 55 arbejdsdage. De sidste 5 uger bliver med en vikar ansat, så det skal nok blive sjovt at lære hende op. Min chefs plan er at jeg de sidste to uger skal sidde med benene oppe med en kop te, og se på at hun arbejder. Glæææder mig. (Jaja, det bliver næppe sådan, men tanken er rar!)

Så jeg har kun 6 ugers "almindelig" arbejde, hvor jeg skal have styr på alle hængepartierne og gøre klar til oplæringen tilbage. Nej, hvor jeg glæder mig.

Når vi kommer hjem fra ferie markerer også (for mig) det tidspunkt hvor jeg kan begynde at svælge lidt mere i forberedelserne til lillebror. Der skal indkøbes madrasser, pusleplads og alt muligt. (Jeg har vist allerede købt lidt tøj - var ved at købe noget til Junior i en netbutik der havde udsalg, og de har nogle super lækre bodyer - pludselig syntes jeg at lillebror også skulle have noget nyt og noget der kun er hans!) Men det bliver for alvor efter ferien. Så nu står den bare på ferieplanlægning.

Solen skinner - haven er ved at være klar - arbejdet er udfordrende - Junior er SKØN! - (det er Didrik også) - Lillebror sparker på livet løs - kan man ønske sig mere?

Etiketter: , , ,

torsdag, maj 14, 2009

20+4

Så er jeg over halvvejs i denne graviditet. Status indtil videre:

Kæmpe mave (dejligt, men måske en af grundene til at ryggen allerede værker?)
Halsbrand (havde håbet, at det ville starte lidt senere)
Rimelig mængde energi – jeg sover vel ca. 9 timer om natten men er så også rimelig frisk de fleste dage.
Redebyggerinstinkt! Selvom alt tyder på en lillebror har jeg lyst til at gå shop-amok med nye fine ting til den lille.
Ud-af-kroppen oplevelse. Tja, det er stadig enormt uvirkelig til trods for alle symptomerne.
Begyndende angst for for tidlig fødsel. Ligesom sidst ved denne tid er jeg vildt utålmodig for at den lille skal nå en vægt hvor han kan fødes. Det skræmmer mig helt vildt at tænke på at miste ham nu.

Tja, det er hvad jeg lige kan sætte på punktform. Derudover er det jo selvfølgelig et mirakel at være her, men det er svært at nyde – både fordi der ikke er plads til det, når man har en sprællevende lille dreng som fylder dagen op, men også fordi det bare ER surrealistisk at man bliver tykkere og tykkere, og så bliver man mor. Det er da fantastisk og mærkeligt og alt muligt!

Mine omgivelser prøver stadig at genere mig. Dog har jeg nok efterhånden fået puttet alting i de rette kasser:

Arbejdet – det skal nok gå!
Min mors sygdom – uha, den er svær – nok det sværeste lige nu!
Alle de kiksede/belastende typer som jeg tilfældigvis er i familie med eller som af andre årsager omgiver mig – de bliver ignoreret. Jeg orker dem ikke. Sms’er bliver ikke besvaret og jeg forsøger ikke engang at gøre ”det rigtige”. Fordi det er mere rigtigt for mig selv lige nu at fokusere på min lille familie end på alle mulige andre, som jeg alligevel ikke kan hjælpe!

Så det går fremad med at håndtere hverdagen som den ser ud. Det hjælper også at ferien nærmer sig kraftigt og at der nu er et meget begrænset antal arbejdsdage tilbage inden barslen (63 – men hvem tæller?).

Alt i alt glæder jeg mig dog bare til september, og til ikke at være gravid længere. Det er ikke nær så sjovt denne gang. Jeg er træt af mig selv uden filter. Jeg er følsom nok som jeg er uden at være gravid. Når jeg så er gravid så bliver det bare for meget! Jeg er for meget, kan næsten ikke holde mig selv ud.

Heldigvis går alt super med smølfen. Han var rigtig sød til scanningen. Møffede rundt og blev undersøgt på kryds og tværs. Alt så fint ud! Størrelsen, organerne, bevægelserne osv. Der var ikke en finger at sætte på noget. Det er virkelig en sten der er faldet fra mit hjerte. Tænk at alt tyder på at vi er ved at få os endnu en dejlig, sund og rask dreng! Kan man være så velsignet i kun ét liv?

Etiketter: ,