Tak!

Tak for alle jeres kommentarer. Det varmer at vide at jeg ikke er den eneste som har det sådan. Situationen løste sig selv, hvis jeg kan tillade mig at være så kynisk. Hun fik en SA. Men inden da havde hun blandet min storesøster ind i sagen og hun havde ikke lagt fingrene imellem, men fået talt hende fra det. Jeg tror at lillesøster var lettet...

Nå, ikke mere om den sag. Jeg er ærlig talt lidt irriteret på min lillesøster, men det er ikke nogen nyhed.

Det går strygende. Den lille er nu over 3 måneder og begyndt at grine, prøve at komme op og sidde og begyndt at gribe fat i sit legetøj. Han har meget mere mimik og er super skøn. Eneste irriterende egenskab er at han sover meget lidt og let. Så det er sjældent at han sover meget mere til middag end mens jeg går med ham. Ikke meget cafehygge over min barsel!

Nu er han vågen - igen. Så jeg må smutte!

Dilemma

Min lillesøster ringede til mig med den glædelige nyhed at hun er gravid. Det var ikke helt planlagt, da de gerne vil ud og rejse, men hun blev gift i sommer, er 28 år gammel og har altid gerne ville have børn. Jeg blev overrasket men glad på deres vegne.

Så ringer hun igen. Dagen efter. I panik. Åh nej. Det gør jo ondt og hun har kvalme og "får man nogensinde sin krop igen...". Jeg forsikrer hende om at det er normalt (råder til at gå til lægen hvis smerterne er slemme, men det var de vist ikke alligevel). Og så siger jeg at det er hårdt at være gravid, føde og få et barn, men det er det hele værd!

Så ringer hun igen. Nu vil hun have en abort.

Jeg startede med at sige at jeg ville støtte hende, hvad hun end valgte, men som tiden gik kunne jeg mærke at det kan jeg bare ikke. Så i går fortalte jeg hende at jeg elsker hende, og ønsker det bedste for hende, men jeg ved at hun vil fortryde sin beslutning senere, og jeg ikke kan være med mere. Det er for hårdt for mig at være med på sidelinjen i en abort. Det kan jeg simpelthen ikke. Om det skyldes min historie som barnløs, min dejlige nyfødte, hormoner, det faktum at det er min niece/nevø eller mine børns fætter/kusine det ved jeg ikke. Men jeg kan ikke støtte hende i det. Hun må finde nogle andre støtter.

Jeg har prøvet at argumenter for mit standpunkt men kapitulerede i går. Jeg vil jo ikke leve hendes liv for hende, men hvis det virkelig er det hun vil, jamen så kan jeg ikke gøre noget ved det. Det piner mig bare at hun ikke virker afklaret.

Så tænder jeg min computer her til morgen og der ligger en e-mail fra min storesøster. Min lillesøster overvejde på et tidspunkt at ringe til storesøster, men gjorde det ikke. Men det gjorde hun så alligevel i går. Dagen før a-dagen. Min storestøster skriver at de har talt og at hun umiddelbart har snakket hende fra det. Hun føler ikke at argumenterne for det er gode nok, og hun frygter også at lillesøster vil fortryde det. Så hun beder om et tidspunkt hun kan ringe til mig så vi kan diskutere det.

Jeg er virkelig splittet. Hvor meget skal man blande sig?

Min lillesøster er enormt følsom. Hendes argument for abort er at "det ikke føles rigtigt". Som om man vågner om morgenen og er i kontakt med hele universet... Nå, nu er den lille vågen igen. Jeg må løbe.