Tilbage på arbejdet part II

Så er den første weekend i mit arbejdsliv take2 ved at være overstået. Livet er virkelig ændret efter den lille gjorde sin entre i denne verden og vores liv. Men meget er stadig det samme. Det er vel sådan set mest fokus som er anderledes.

I går begyndte jeg så småt at kunne mærke glæden ved at være tilbage. Jeg kan i bund og grund rigtig godt lide min arbejdsplads, og jeg begyndte at glæde mig til at komme i gang for alvor. Med det samme kunne jeg dog mærke samvittigheden røre på sig - hvordan kan jeg glæde mig over noget, som tager mig væk fra min baby? Men det kan jeg, og det vil jeg. Basta!

Men hverdagen ser helt anderledes ud. I stedet for at lægge vores arbejdstider oveni hinandens så vi kan holde fri samtidig, er vi nu nødt til at planlægge at arbejde forskudt, så Junior ikke får for lange dage i vuggestuen. Det er nok den største forskel. Og så at vi har valgt at Junior står op når han vil. Vi vækker ham ikke. Så jeg kan aldrig vide præcis hvornå jeg kommer ud af døren. Men alt i alt kan jeg mærke at det hele virker. Junior elsker sin vuggestue, og endda også den cykelanhænger vi har købt for at transportere ham i. Jeg elsker at cykle igen. Nu er han vågen igen.....

Tilbage på arbejdet

Så er jeg i gang igen. Endda med en rigtig hård dag. Jeg kunne selvfølgelig ikke falde i søvn i går, fordi jeg lå og tænkte på hvordan det hele skulle gå, og vågnede også en milliard gange, selvom Junior faktisk sov helt fint (han vågnede kun en gang, min lille dygtige skat).

Nu er han så puttet, og jeg er alene hjemme.

Egentlig var det ikke så svært som jeg havde frygtet. Mest af alt føler jeg mig følelsesløs. Jeg har egentlig ikke savnet noget, mens jeg var afsted. Jeg var bare. Tilbage igen. Tilbage til noget helt nyt. Nye fysiske rammer og nyt job. En gammel computer som jeg selvfølgelig ikke kunne logge på og alt det der. Så dagen er bare gået med aflevering, arbejde, hentning, pasning og putning og nu føler jeg mig egentlig stadig følelsesløs, og træt.

Måske er det bare en form for forskaning jeg praktiserer, så jeg ikke bliver så ked af det, eller også er jeg bare afklaret? Jeg ved at Junior elsker sin vuggestue. Han er kommet ind i en god søvnrytme om dagen og natten (takket være vuggestuen). Jeg er 100 % tryg ved pædagogerne, og jeg ved at Junior nu oplever mere end jeg kan give ham herhjemme. Vi har nu en base, som er så perfekt at man næsten ikke forstår det, så måske er det bare alle de faktorer som gør at jeg måske så småt er ved at glæde mig over mit arbejde igen? Over hvad JEG kan gøre og opnå og ikke kun at være mor for Junior. Ikke at det ikke er stort, men jeg skal jo trods alt stadig leve mit eget liv. Det ville i hvert fald være trist at lægge på hylden før jeg blev 30, og mærkeligt når han en dag er helt uafhængig af mig.

Der var Boel-prøve i går. Bortset fra en klokke han ikke hørte på det ene øre, gik det perfekt. Sp mente at det er forkølelsen der har sat sig på øret, så hun kommer igen og tjekker ham om nogle uger.

Han er en stor dreng min lille basse. 11 kg og 76 cm, hvilket bekræfter at han har tabt sig efter han er blevet så aktiv - og har været syg.

Nå, nu kalder sofaen.....

Vuggestuestart

Så sidder jeg og nyder freden. Junior er i vuggestuen og jeg skal hente ham mellem 11.30 og 12. Så når han at få sin morgenlur dernede og spise frokost. Han har klaret det fint dernede de andre dage. Har både spist og sovet til middag. Til gengæld har han ikke klaret det lige så fint herhjemme. Han er ekstremt hænge-træ, når han er herhjemme. Som om han ikke stoler på om vi forlader ham, hvis han slipper os. Stakkels lille fyr. Det må være meget forvirrende.

Nattesøvnen kan vi også se langt efter for tiden. Han vågner og græder og græder og græder. I nat var jeg nødt til at tage ham op flere gange. Den ene gang jeg kom ind til ham havde han egentlig ikke sagt så meget, bare nogle små klynk. Så sidder han midt i sin seng og klynker bare lige så stille. Mit hjerte bløder når han har det sådan. Jeg er blevet enig med mig selv om at det ikke er en ny dårlig soveteknik han er ved at udvikle, han er bare forvirret over at undvære sin mor og far i løbet af dagen og synes det er noget mærkeligt noget, og så har han selvfølgelig brug for os om natten. Men det er altså lidt hårdt. Jeg håber, at han snart vænner sig til det, så han kan sove hele natten igen. Så er han forhåbentlig også lidt friskere om dagen, så han bedre kan klare alle de nye indtryk.

Men alt i alt er jeg stolt af ham. Han klarer det flot den bette. Vinker lige så fint når vi går, og hygger sig med "sin" pædagog og de andre børn. Og så er jeg bare spændt på hvordan det går, når han skal til at være der hele dagen og ikke kun halve dage.

Jeg er ved at gøre mig klar til at tage fat på mit arbejdsliv igen. Jeg har slet ikke lyst, men jeg må jo til det. I går fik jeg lidt striber og farver i mit hår. Det er helt mærkeligt at føle sig pæn igen. Jeg er også ved at gennemgå min garderobe kritisk og jeg skal have købt mig nogle nye sko. Jeg ved godt at det er det indre der tæller, men det virker godt for min selvtillid, når jeg har noget lækkert tøj og håret sidder som det skal. Så er det hele lidt nemmere. Og jeg har vist brug for at gøre det hele lidt nemmere for mig selv. Jeg kan allerede nu mærke det savn i maven som det er at undvære den lille. Han er jo så lille!

Puha

Puha, det er hårdt at være mor for tiden. I mandags begyndte vi i vuggestuen, og torsdag vågner han op med 39 i feber efter en mildestalt søvnløs nat. I nat gik lidt bedre. Tror at jeg var oppe ved ham 20 gange indtil 2-tiden, men så sov han også til klokken 7 og var feberfri da han vågnede. Jeg tror dog ikke, at han kommer ned i vuggestuen i dag. Han nyser stadig og er lidt hængemule.

Det går vel sådan set ok med "indkøringen". Han er allerede blevet glad for "sin" pædagog, så mon ikke det nok skal gå fint?

Mandag spørger pædagogen os om han kan kravle, og vi svarer at han mest maver sig afsted. Da Junior så bliver sat ned på gulvet kravler han omkring og har gjort det lige siden. Så han har lært at kravle i vuggestuen! Mærkelige barn. En anden ting han også allerede har lært er at græde. Han sympatigræder når andre børn græder, og han gør det på sådan en mærkelig inderligt ulykkelig måde. Meget meget mærkeligt, når han sjældent græder ellers.

Måske har han været lidt mærket af den sygdom som brød ud torsdag, for onsdag var han især meget pivet. Alligevel klarede han en halv time uden mor i vuggestuen.

Derudover sover han virkelig dårligt for tiden. Det begyndte inden mandag. Han plejer at kunne lægges og så falder han selv i søvn, men for tiden vil han ikke være alene, og vi har måttet ae og nusse ham i søvn. Det går dog så småt bedre med det igen. Jeg har læst at det kan høre sammen med adskillelsesangsten, at han ikke kan lide at blive ladt alene i sengen. Så det har vi taget udgangspunkt i. Hvis det bare er en ændring i mønstret må vi til at blive lidt mere barske i betrækket, men nu ser vi når han bliver rask.

Det har som sagt været en hård uge. Jeg trænger efterhånden rigtig meget til at SOVE en hel nat. Mærkeligt at det var sådan det var i starten med den bette, men nu er det rigtig hårdt ikke at sove. Måske er det fordi kroppen er ved at forberede sig på normale tilstande igen.

Og apropos normale tilstande, så venter mit arbejdsliv lige om hjørnet nu. Tror også at de har bidraget til et generelt dårligt humør. Jeg har slet ikke lyst til at komme ud i verden. Jeg vil være her hos min familie! Men der er jo ikke så meget andet at gøre end at tage en dag ad gangen og så se om jeg ikke klarer det - lige som alle andre gør.

Han har nu sovet i 1,5 time. Det er bare dejligt, for han har haft svært ved at sove længe om dagen på det seneste. Håber at det varsler bedre tider for Junior og dermed også babyforældrene.

Og så stort tillykke til Spiffymor her til sidst!