Vuggestuestart

Så sidder jeg og nyder freden. Junior er i vuggestuen og jeg skal hente ham mellem 11.30 og 12. Så når han at få sin morgenlur dernede og spise frokost. Han har klaret det fint dernede de andre dage. Har både spist og sovet til middag. Til gengæld har han ikke klaret det lige så fint herhjemme. Han er ekstremt hænge-træ, når han er herhjemme. Som om han ikke stoler på om vi forlader ham, hvis han slipper os. Stakkels lille fyr. Det må være meget forvirrende.

Nattesøvnen kan vi også se langt efter for tiden. Han vågner og græder og græder og græder. I nat var jeg nødt til at tage ham op flere gange. Den ene gang jeg kom ind til ham havde han egentlig ikke sagt så meget, bare nogle små klynk. Så sidder han midt i sin seng og klynker bare lige så stille. Mit hjerte bløder når han har det sådan. Jeg er blevet enig med mig selv om at det ikke er en ny dårlig soveteknik han er ved at udvikle, han er bare forvirret over at undvære sin mor og far i løbet af dagen og synes det er noget mærkeligt noget, og så har han selvfølgelig brug for os om natten. Men det er altså lidt hårdt. Jeg håber, at han snart vænner sig til det, så han kan sove hele natten igen. Så er han forhåbentlig også lidt friskere om dagen, så han bedre kan klare alle de nye indtryk.

Men alt i alt er jeg stolt af ham. Han klarer det flot den bette. Vinker lige så fint når vi går, og hygger sig med "sin" pædagog og de andre børn. Og så er jeg bare spændt på hvordan det går, når han skal til at være der hele dagen og ikke kun halve dage.

Jeg er ved at gøre mig klar til at tage fat på mit arbejdsliv igen. Jeg har slet ikke lyst, men jeg må jo til det. I går fik jeg lidt striber og farver i mit hår. Det er helt mærkeligt at føle sig pæn igen. Jeg er også ved at gennemgå min garderobe kritisk og jeg skal have købt mig nogle nye sko. Jeg ved godt at det er det indre der tæller, men det virker godt for min selvtillid, når jeg har noget lækkert tøj og håret sidder som det skal. Så er det hele lidt nemmere. Og jeg har vist brug for at gøre det hele lidt nemmere for mig selv. Jeg kan allerede nu mærke det savn i maven som det er at undvære den lille. Han er jo så lille!