Regnvejr

Sikke dog et vejr. Jeg håber ikke, at Junior skyller væk i regnen.

Vi er flyttet, så der har ikke været meget tid til at blogge. Men nu bor vi også fuldstændig perfekt. Jeg er helt vild med mit nye hus, og glæder mig så meget til at få de sidste flyttekasser væk, gardiner/lamper op og indkøbt havemøbler. Ok i det her vejr savner jeg ikke havemøblerne.

Jeg kan se at min beskrivelse af Juniors søvn var lige lovlig optimistisk. Han har haft en periode, hvor han er vågnet rigtig mange gange om natten. Men han er dog faldet i søvn igen uden mad eller skiftning. Nu er vi heldigvis tilbage ved den gode vane - på trods af flytningen. Han fik sutten en gang i nat, og de to foregående nætter har han bare sovet. Til gengæld vågner han tidligt. Han sover typisk fra mellem 19 og 19.30 til 6 om morgenen. I en lang periode vågnede han klokken 5.40 sharp. Hvad er det for et tidspunkt? Nå, jeg er ved at vænne mig til det, og synes nu at klokken 6 er ok. Det er sikkert også fint, når jeg kommer tilbage til arbejdet.

I dag fik jeg ringet til vuggestuen. Jeg troede, at der skulle aftales alt muligt, men nej, vi aftalte bare at dukke op den første dag klokken 9.30. Jeg er nu godt nok meget spændt. Jeg har aldrig set stedet. Eftersom vi ikke var flyttet endnu, da vi skulle søge institution anede vi ikke hvordan og hvorledes, og det virkede fuldstændig urealistisk at nå at se de enkelte steder da Junior var bittelille lige inden jul. Men mon ikke det er et fint sted? Beskrivelsen på nettet lød god.

Uh, babyalarmen driver mig til vanvid. Pga. regnen larmer det helt vildt, selvom jeg har sat følsomheden ned. Men jeg kan da høre den bette, hvis han siger noget.

Men hvordan går det ellers? Tja, op og ned, frem og tilbage. Alt i alt føler jeg mig lykkelig. Jeg ved godt at den nuværende situation er en overgangsfase og vi alt for snart skal i gang med at leve det hårde liv med lille barn og to fuldtidsjob. Men jeg tror nu ikke at det bliver så hårdt. Vores arbejde er meget fleksibelt så vi kan undgå at Junior får for lange dage i vuggestuen uden at det betyder at vi ikke ser hinanden. Og så er der jo også fordele ved det nye liv. Jeg er f.eks. blevet forfremmet, tror jeg. Jeg har i hvert fald sagt ja tak til et nyt job, jeg er blevet tilbudt af min chef. Det er i hvert fald meget mere ansvarsfuldt end min tidligere stilling og helt sikkert også mere udfordrende. Og så lovede min chef mig, at der ikke bliver så meget rejseaktivitet som jeg umiddelbart ville frygte. Nu må vi se. Jeg er i hvert fald glad for at jeg ikke er blevet glemt derinde.

Så skal Junior passes ude en hel dag plus nat i weekenden. Vi skal til bryllup med brunch dagen efter og farmor og farfar har lovet at tage den lille. Det skal nok gå godt. De har aldrig prøvet at putte ham, men alt andet har de prøvet, og han elsker dem bare. Nogle gange kan jeg ikke lade være med at tænke, at han foretrækker sin farmor over sin mor. Men det er bare dejligt at han har flere end os to, som elsker ham. Han er en dejlig lille tillidsfuld dreng, og det varmer mig. Jeg håber ikke at han får en fase med adskillelsesangst. Men hvis han gør, må vi jo bare skærme ham lidt mere, så han kommer hurtigt igennem den.

Spisning går forrygende. Det er meget forskelligt hvad han spiser de enkelte dage, men han elsker at prøve nyt. Til frokost i dag skar jeg små tern rugbrød med leverpostej ud. Nogle få af dem madede jeg har med, men resten fik han lov til at "spise" (læs: mose, tvære, nuldre) selv. Faktisk kom forbløffende meget af maden i munden. Han mestrer slet ikke pincetgreb endnu, men han har sådan en mellemting mellem det og så tværhåndsgreb, eller hvad man nu kalder det, så på mirakuløs vis kommer nogle af krummerne helt ind i munden. Han nød godt nok at bestemme selv. Er også begyndt at ville have fat i skeen når han bliver madet. I morges fik han den, så madede jeg videre med en ny ske.

Uh, jeg er så stolt af min lille basse. Han har så meget mod på livet. Prøver og prøver og prøver at komme op i kravleposition (svært for det ene ben er hele tiden i vejen) og når han er der prøver og prøver og prøver han at blive oppe og komme afsted. Han er nogle gange lidt tvær og gider ikke at gøre så meget for at nå sit legetøj, men ofte møver og maver han sig til det lykkes. Og så er han så stolt når vi kigger på ham imens. Han sender stadig de dejligste smil, som varmer helt ind i hjertet.

Det er så mærkeligt at tænke på at min dygtige Junior, som nu kan sidde selv og spise, få fat på sit legetøj og så småt kan trække sig op af ting, for et år siden var en lille fyr som lå inde i min mave og sparkede. Jeg kan slet ikke forstå det. Det er et mirakel.