Søskende?

Så er vi tilbage fra en fantastisk ferie. Bittefyren klarede det bare så flot og moren er uendelig stolt af den lille. Desværre døjer han lige nu med noget hoste, men lægen har checket at der ikke er noget alvorligt galt med ham, så det går nok snart over.

Jeg har tænkt over en masse ting på ferien. Har faktisk nok de næste 10 blogemner klar at skrive om. Desværre mangler tiden. Men lige nu handler det mest om søskende.

Vi har brugt noget tid med et par med to børn. Den ene er 4 år og den anden 1. De er så forskellige som nat og dag, så det er virkelig svært at være en forælder med begge børn, ergo tager de det meste af tiden fra begge forældre. Samtidig vågner den lille klokken 5 hver morgen... Det sætter i relief hvor stor en forskel der er på et og to børn. Jeg har egentlig altid tænkt at jeg ville have 2 eller 3 børn, men nu hvor vi har Junior kan jeg slet ikke rumme hvordan vi skal have en god hverdag til at hænge sammen, hvis han skal være storebror. Jeg vil jo gerne være en god mor for ham.

Jeg er sikker på at kærligheden er der til to børn, men jeg er ikke sikker på at tiden er der. Jeg ved godt, at de fleste har to børn og klarer den, men jeg er ikke en Moderjord-type, som kan have tre spædbørn hængende på hoften mens jeg bager muffins. Har vist i det hele taget ikke bagt muffins siden folkeskolen...

Som jeg ser fremtiden lige nu bor vi tre i vores drømmehus med masser af plads til os alle tre, og alle de legekammerater som Junior kan ønske sig lige uden for sin hoveddør. Vi har stadig mulighed for at tage ud og rejse, og om føje år kan vi endda holde lidt mere aktive ferier, fordi Junior kan sidde i en vandrerygsæk, eller måske endda cykle lidt selv og sidde i cykeltraileren resten af tiden. Vi har begge masser af tid til at træne og se vores venner, og vi har tid til at prioritere bittefyren, så hvis bedstevennen flytter langt væk, kan vi stadig bruge nogle lørdage til at køre ud og besøge ham.

Måske ændrer det sig. Måske bliver jeg pludselig skruk igen og kan ikke forestille mig et liv uden endnu en lille ny - men jeg håber det ikke. For det liv jeg lige nu forestiller mig (og som virker realistisk) er bedre end noget liv jeg nogensinde har kunnet forestille mig - med masser af tid til de to mænd i mit liv. Samtidig frygter jeg at hvis vi skulle i gang med ivf igen, ville det endnu engang optage mit liv og mine tanker og tage tid og humør fra familien. Jeg ville ikke kunne bære at være en dårligere mor end jeg kunne være for Junior, fordi vi forsøgte at få en ny. Og tænk hvis det ikke lykkedes. Så skulle jeg affinde mig med at være "ufriviligt barnmanglende" i stedet for mor til et ønske-enebarn.

Jeg føler mig som nyforelsket i de to. Udviklingen med Junior går så hurtigt, og han griner og hygger sig så meget med mig, at jeg ikke længere er i tvivl om at jeg er stjernen i hans liv, sammen med hans far, som forguder den lille fyr over alt på Jorden. At se de to sammen varmer mig dybt nede i hjertet.

Gad vide hvor mange der egenlig har det som mig? Har et barn på knap et halvt år og ser verden som perfekt, hvorefter de et par år senere ændrer mening og pludselig ikke kan undvære endnu en baby? Det er måske bare en fase?

Nu må vi se. Meget kan ske. Og man har jo altid lov til at have en mening til man får en ny.