Lidt om mig

I går på vej hjem fra spinning kørte mine tanker rundt omkring hvorfor det betyder så meget for mig at være i gang med at træne. Der er mange årsager. Jeg kan ikke sige mig fri fra at være lidt (meget) forfængelig. Jeg vil sgu gerne have en smækker-lækker krop igen og ikke ligne én som lige har født. Tror egentlig at jeg har lidt mindreværdskomplekser over ikke at kunne blive gravid uden hjælp og derfor skal gøre alt andet perfekt.

Men de grunde som jeg selv mener er vigtigst er mit helbred og dermed mine muligheder for at være noget for Junior og min chance for at blive gravid igen.

Lige efter fødslen kunne jeg slet ikke forestille mig endnu en baby. Ikke pga fødslen eller noget i den stil, men simpelthen fordi jeg ikke kunne bære tanken om at nogen skulle fjerne fokus fra Junior! Nu kan jeg så se hvordan Junior stille og roligt bliver mere og mere selvstændig og jeg kan nu bedre forestille mig ham som "en rigtig dreng" som ikke har brug for sin mor og far 24 timer i døgnet. Og dermed kan jeg bedre forestille mig endnu en baby i vores liv. Ikke nu - ikke nu. Og når det så er sagt så bruger vi ikke beskyttelse. En del af mig synes at det er ufattelig dumt, for jeg KAN jo (teoretisk) blive gravid. Men en anden del af mig kan simpelthen ikke bære at beskytte sig mod en graviditet. Et nyt vidunder. Hvordan kan man det? Jeg ved at jeg vil beskytte mig på en eller anden måde, når vi har de børn vi skal have, men indtil da, så kan jeg nok ikke få mig selv til det. Selvom jeg spurgte lægen hvordan og hvorledes med hurtige graviditeter og hun sagde at der minimum bør gå 6 måneder af hensyn dels til børnene og dels til kroppen. Det er simpelthen for hårdt at være gravid igen.

Men vi booker ikke tid på fertilitetsklinikken endnu. Jeg ved ikke hvornår vi gør, men ikke nu. Vi har dog planen linet op - mest fordi vi talte om det under graviditeten og ikke fordi vi har talt særlig meget om det efter fødslen.

Vi kontakter overlægens privatklinik. Han har behandlet mig før. Så giver vi ham en kopi af min journal, hvis han ikke selv kan se den, og så diskuterer vi om det skal være "same procedure" eller om vi evt. kunne overveje naturlig cyklus ivf. Jeg synes umiddelbart at det er fjollet at gennemføre hele det lange dumme ivf-forløb for at få 2 æg ud, når man kan få 1 æg ud på den halve tid uden hormoner. Og måske endda 2 på en lidt behandling som Pergotime. Men det må vi vende med lægen til den tid.

Hvad har træning så med graviditet at gøre? Undersøgelser viser at der er færrest komplikationer for de andengangsgravide som nåede ned på deres før-graviditetsvægt inden de blev gravide. Jeg ved det naturligvis ikke, men jeg tror ikke at vægten er afgørende for det resultat, jeg tror nærmere at det er en indikator for hvor god en form man er i. Så min hjemmestrikkede teori er at jeg nemmere kan klare en ny graviditet hvis jeg kommer i super form end hvis jeg ikke gør noget for at stramme op inden en ny omgang. Samtidig har man nemmere ved at blive gravid jo tættere bmi er på normalområdet. Så alt i alt bilder jeg mig ind at det gør det nemmere for os at forøge familien når vi vil det. Og eftersom jeg ikke ved hvornår vi vil det, vil jeg skynde mig at være klar, så det ikke bliver mig der spænder ben for projektet når den dag kommer.

Det er sikkert noget vås, men jeg tror på, at det gælder om at have noget at tro på.

Endnu en effekt ved træningen; hvor er det bare skønt at koncentrere sig om mig. Det er noget af en omvæltning at blive mor (det siger du ikke!). Fra at min tid handlede om Didrik og mig handler den nu om Junior, Junior, Sønnike, Junior og måske en smule om Didrik og mig. Så de timer jeg er afsted alene er virkelig en afkobling som er helt utrolig skøn. Når jeg så kommer hjem plejer jeg at flå Junior ud af armene på faren og kysse løs på ham, fordi jeg lige pludselig kan mærke et hul indeni af mangel på Junior. Egentlig savner jeg ham ikke som sådan mens jeg er væk, men når jeg ser ham igen bliver jeg helt dårlig over at have været væk. Men jeg har heller ikke været så længe væk af gangen endnu. Jeg plejer at bade herhjemme, og træningscentret ligger ret tæt på. Men nu hvor jeg snart intensiverer træningen lidt bliver det nogle længere perioder afsted. Så når jeg nok at savne min lille solstråle.

Og så lidt om Junior igen: For et par dage siden lagde jeg ham på maven på legetæppet. Vi har ikke været så gode til at lægge ham på maven men er begyndt at gøre det rigtig meget. Så trillede han om på siden, lå lidt og grinede og så trillede han hele vejen om på ryggen og grinede videre! Han er ikke engang 3 måneder gammel. Spørg lige om moren er stolt??? Jeg vendte ham tilbage og han gentog kunsstykket. Sådan prøvede vi i alt 4 gange og han trillede bare rundt. Men så var det heller ikke sjovt længere (det var meget tæt på sengetid, og så kan humøret hurtigt skifte). Om morgenen lagde vi ham på maven i sengen, og han trillede med det samme til den anden side og om på ryggen. Men da jeg lagde ham tilbage kunne han ikke huske hvordan han havde gjort, og det irriterede ham at han ikke kunne trille.

Og så er han begyndt virkelig at le. Ikke bare smile og grine med lidt lyd, men virkelig slå en latter op. Det er simpelthen så morsomt. Da jeg kom hjem i går aftes grinede Junior virkelig højt og ha-ha-ha-agtigt. Det var så sjovt. Jeg var ved at dø af grin. (Specielt fordi han begyndte at grine da Didrik sagde "far er så klog". Det mente Junior åbenbart var det sjoveste han nogensinde havde hørt.)

Det er så mærkeligt. Alt hvad der sker med Junior for tiden, sker for ALLE babyer og jeg syntes i gamle dage at det var SÅ kedeligt at høre om hvad andres poder kunne og ikke kunne. Jeg kunne forholde mig til at de begyndte at gå, eller at de lærte at tale, men alt andet var da evigt kedeligt. Nu synes jeg at det er fantastisk hvergang Junior pludselig kan noget mere. Det er fascinerende at følge den udvikling, fra et lillebitte spædbarn som kom ud af min krop, til en dygtig baby som er bevidst om verden omkring sig og kan røre, se og bevæge sig. Men nu skal jeg nok stoppe mit ævl om moderskabets lyksaligheder - for nu.

I går var jeg faktisk helt bekymret for Junior. Han var meget ulykkelig i perioder, og skulle være helt tæt for at falde til ro. Han ville IKKE ned og ligge selv. Men mens jeg var væk fandt Didrik ud af at bukserne generede ham. I hvert fald holdt han op da han fik nye bukser på og var sit sædvanlige glade jeg. Det passede også med at problemerne startede efter han fik nyt tøj på. Det mærkelige er bare at han har haft dem på før uden problemer. Men det var i hvert fald dejligt at finde problemet så vi ikke behøvede at være helt bekymrede for ham.

Nå, nu er det snart tid til en omgang mødregruppe. Så må vi se hvordan det går med sovningen i dag. Sidste gang var han faktisk vågen og glad det meste af tiden. Så helt intimiderende er det da trods alt ikke for min lille søn.