Fødsel

Så må jeg hellere få skrevet om fødslen her. Til alle jer der står for snart at skulle føde; I kan roligt læse videre, den er ganske fredelig.

Omkring 3 uger før termin fik jeg plukveer om natten. Der var knap 5 minutter imellem dem og de varede i over et minut. Men de gjorde ikke specielt ondt. Jeg faldt i søvn og de forsvandt. Næste nat kom de igen. Og et par nætter senere skete det endnu engang. Jeg ringede til hospitalet og fik at vide at når jeg kunne tale var det ikke rigtige veer. Nå, godt så.

Tiden gik. Jeg skulle til jordemoder ugen inden termin og fortalte om mine plukveer (som jeg havde mere eller mindre hele tiden - der var dog normalt ikke system i dem, hvis man ser bort fra de enkelte nætter). Ligeledes havde jeg i to uger haft rigtig meget udflåd. Helt utroligt meget faktisk. Hun mente at jeg havde blærebetændelse, og jeg skulle tage til læge og få det undersøgt. Det gjorde jeg. Jeg havde ikke blærebetændelse.

Samme nat havde jeg om muligt endnu mere udflåd, så om morgenen ringede jeg til hospitalet for at blive undersøgt. Jeg kunne ikke helt få mine oplevelser til at hænge sammen med hvordan det burde være, og anede ikke om det var vandafgang eller hvad der skete.

De syntes at jeg skulle komme derind. Didrik og jeg spiste stille og roligt morgenmad og snakkede om hvad vi ellers skulle bruge dagen på...

Der var lang ventetid på hospitalet, men jeg bliver da undersøgt. Jordemoderen siger så: "Ja du har ikke vandafgang. Men du har åbnet dig". Så for Søren da, tænker jeg. Så er det måske lidt i gang. Det er jo ikke så dårligt, jeg er nok et par cm åben så. Nejnej. "Du er 7 cm åben - hvornår begyndte du at få veer?" Jeg havde fortalt om mine plukveer et par uger før, men hun nægter at tro på at det er det eneste jeg har haft. Og hun forstår ikke at jeg ikke har smerter. En anden jordemoder bliver tilkaldt og hun bekræfter at jeg er 7-8 cm åben.

Puha. Det var temmelig overraskende. På en måde var det en skøn besked, for så havde jeg åbenbart allerede overstået en stor del af fødslen helt uden at vide det. Men samtidig var det dybt bizart. Sådan var der altså ikke nogen, der havde fortalt mig, at det kunne være. Og hvad nu hvis jeg ikke var taget på hospitalet?

Der er stadig travlt på fødegangen, så vi går ned for at spise frokost. Jeg var egentlig ikke sulten, men kan godt regne ud at jeg hellere må spise noget. Tilbage på gangen får vi lov til at vente lidt endnu. Så får jeg et lavement, og så er der mere ventetid. Heldigvis havde jeg min bog med mig, og jeg når at få den læst færdig mens vi venter - og gennemtygget Helse i øvrigt.

Endelig er der en fødestue klar, og jordemoderen er nødt til at gå. Hendes vagt var forbi og vi venter på den nye jordemoder. Hun kommer en halv times tid senere, og vi diskuterer hvad der nu skal ske. Efter at have undersøgt om Junior har det godt (det har han) beslutter vi at tage vandet. Den første halve time går stille og roligt. Jeg har stadig plukveer men de gør slet ikke ondt. Jm begynder at tale om at give mig et vestimulerende drop, men så begynder veerne ellers pludseligt. Hold da k***, det er det der menes med at man ikke kan tale imens.

De næste par timer er rimelig slørede i min erindring. Ve efter ve kommer væltende. Egentlig synes jeg ikke rigtig at der er pauser imellem dem. Eller det vil sige der er perioder der gør mindre ondt end nogle af de andre, og jeg går ud fra at det er pauserne. Jeg bliver undersøgt med jævne mellemrum. Derudover bliver jeg kostet ud på toilettet for at tisse, hvilket ikke lykkedes så jeg fik tømt blæren med et kateder. Heldigvis. Der var 350 ml så det ville nok have været et problem for fødslen. Jeg får lidt lattergas, men synes egentlig ikke at det hjælper. Dog er det rart at have masken at koncentrere sig om.

Langsomt men sikkert får jeg mere og mere pressetrang. Så nu kom den berømte gispevejrtrækning i brug. Jeg havde aldrig trænet den inden, men det var det eneste jeg følte jeg kunne gøre som hjalp. Indtil da havde dybe koncentrerede vejrtrækninger været det eneste jeg kunne gøre for at afhjælpe veerne men de duede ikke længere. Sjovt nok kunne jeg næsten ikke finde ud af at trække vejret. Jeg gispede indtil jm sagde at jeg skulle trække vejret. Det var for meget for mig selv at tage stilling til at trække vejret. Dybt mærkeligt, men det var bare så meget nemmere kun at gøre hvad hun bad mig om og så ellers bare gispe.

Nå. ENDELIG måtte jeg presse. Sikke dog en lettelse! 18 minutter senere var Junior ude i verden. I alt gik der godt 3,5 timer fra vandafgang til fødslen var overstået, så jeg slap MEGET nemt.

Desværre ville han fødes med hånden oppe ved siden af hovedet (han mente åbenbart ikke at det var udfordring nok at skulle føde et barn på over 4 kg). Så jeg bristede en del. Det var dog overfladiske skrammer det hele, men jeg skulle sys. Hele processen med at blive enige om hvad der skulle sys og hvordan tog over en - smertefuld - time. Men jeg havde jo Junior liggende på brystkassen, så det gjorde mig ikke så meget. Dog ville jeg dog gerne snart have lov til at samle benene og være lidt i fred. Det var også temmelig ømt dernede.

Min lille baby lavede de sødeste dejlige lyde. Det er det jeg husker bedst. Han lå helt pakket ind i tæpper på mit bryst og sang og pludrede. Jeg havde aldrig forestillet mig at en nyfødt kunne alle de lyde! Han skreg næsten ikke og var ellers bare helt rolig og fin. (Ok han var nærmest blå da han kom ud, men da han tørrede var han bare så fin og fyldig.) Jm gav ham Apgar score 10 fra start af.

Da vi var blevet ladt i fred med vores baby og nogle sandwich og saftevand overvejede vi at ringe rundt til alle vi kendte, men blev enige om at vi bare ville nyde ham i fred. Så det gjorde vi. Vi kunne bare sidde og kigge på det fantastiske nye menneske og undre os over hvilken drejning dagen havde taget.

Lidt senere kom jm igen for at undersøge Junior, og hun skulle så til at gå. Nu var hendes vagt slut, men vi fik tid til at stille spørgsmål til forløbet. Jeg kan ikke længere huske hvad jeg spurgte om, men jeg kan huske at det var rigtig rart at tale om hvad der skete stille og roligt. Hun var meget tilfreds med min indsats, og mente at en pressefase på 18 minutter for en førstegangsfødende var rigtig flot, og at jeg roligt kunne være stolt af mig selv. Det var en meget meget positiv oplevelse.

Det der overraskede mig mest (udover at jeg kunne åbne mig 7 cm uden at opdage det, og at min jordemoder mente at jeg havde blærebetændelse) var at jeg mentalt klamrede mig så meget til jm. Didrik var der, og jeg var glad for at han var der, men jeg havde slet ikke brug for at blive nusset og aet, og jeg talte slet ikke med ham, da først fødslen var igang. Det overraskede mig at jeg var så meget inde i mig selv, og at det gjorde så stor en forskel om jeg arbejde med veen eller om jeg kom forkert ind i den vejrtrækningsmæssigt. Jeg er dog sikker på at min endometriose betød at jeg var relativt god til at tackle smerterne og arbejde med dem. Så det er da dejligt at jeg kunne få lidt positivt ud af den.

Nå, jeg må hellere se hvad mine mænd laver. Jeg går også og brygger på et svar til Rikke i forhold til min seneste post, men jeg tror at det bliver et meget langt indlæg, for kommentaren satte rigtig mange tanker i gang.