34+0: 11 dage .. and counting...

Nej, jeg glæder mig da ikke særligt til at gå på barsel!

Hvad skal denne post så handle om? Nogle ville gerne høre om hysteri, og andre er helst fri. Tja, egentlig har hysteriet ikke haft magten over mig denne uge. Jeg tror at det er tæt forbundet med følelse af stress. Denne uge har jeg lyttet meget mere til min krop og virkelig ikke arbejdet særligt meget (jeg har ikke kunnet, været fuldstændig smadret og ude af stand til at holde øjnene åbne i 8 timer i træk). Så jeg har holdt nogle korte dage og sovet til middag når jeg er kommet hjem. Manden min har også været super god til at gøre ALT derhjemme og samtidig gjort det på en måde hvor jeg umuligt har kunnet føle mig besværlig. For det har ellers typisk været starten på et hysterisk anfald "jeg kan ikke finde ud af noget, jeg er stor og utiltrækkende og i vejen og dur ikke til noget - jeg bliver en elendig mooooaaaar" (det er som regel her tårene tog over).

Men intet af det i denne uge. Måske jeg også er blevet bedre til at læse mig selv og undgå at køre mig selv op i en spids.

Men jeg føler mig på mange måder ved siden af mig selv. Samtidig med at jeg nyder nyder nyder lille DJ inde i maven er jeg foruroliget over alt det det betyder for min krop at rende rundt med over 2 kg barn. Rygsmerter, plukveer, trææææthed, halsbrand (!!!), tissetrang, manglende evne til at bukke mig og gøre særligt meget, mærkelige madlyster (afledt af halsbranden - nu spiser jeg efter madens syreindhold), underlige hormoner, som gør mig hysterisk, tudevorn og urimelig, manglende lyst til s(e)x og lægkramper. Alt i alt ikke specielt invaliderende, men bare nok til at jeg føler mig som en fremmed i min egen krop. Det bliver nok ikke bedre over de næste 6 uger.

Nok om det. Glæde: Jeg er lykkelig. I starten af graviditeten var jeg bekymret over ikke at glæde mig nok. Det gør jeg nu. Jeg er boblende lykkelig. Nogle gang falder jeg helt i staver ved tanken om det lille liv som virkelig gør sig bemærket for tiden. Han har også helt klart en personlighed for mig. Jeg ved hvad han ikke kan lide, og jeg ved hvad han godt kan lide. Sjovt nok genererer det ham ikke at blive kildet under tærene, tvært imod, men han hader hvis jeg bare antyder at ligge på noget af maven.

Bekymringerne er vævet tæt sammen med glæden. Men jeg ved at der ligger et levende barn i min mave, og jeg skylder ham at lade glæden være dominerende. Man kan ikke planlægge sig ud af katastrofer, og der skal en katastrofe til at lade sorgen komme ind i mit liv igen. Selvfølgelig kan jeg frygte det, men jeg stresser højst mig selv og dermed også lille DJ ved det, så jeg prøver at lade være. I virkeligheden begynder bekymringerne jo den dag man beslutter at ville være forældre. Først for at blive gravid (kan være en uhyggelig lang proces), så for om graviditeten holder, dernæst for fødslen og endelig for barnet og jeg kunne forestille mig at det holder længe efter at barnet ikke er et barn længere. Så jeg må nok bare acceptere denne følelse og så ellers prøve at holde den i kort snor.

En ting jeg er begyndt at tænke på er barselsgave til manden. Hvordan og hvorledes? Jeg er helt i vildrede. Jeg ville tro at barselsgave oprindelig var noget manden gav kvinden efter fødslen, men at man som kvinde også gerne vil anerkende mandens indsats (og Guderne må vide at min mands indsats i dette barn er ganske betragtelig!!). Men hvad i al verden giver man ham? Kvinder kan jo altid bare få smykker - dejligt varige symboler på noget stort. Men min mand går altså ikke med smykker, og jeg tror at han ville hade at få sådan nogle. Hvad har I andre gjort eller overvejet?