onsdag, august 30, 2006

27+0: Tre måneder igen

Så gik endnu en begivenhedsrig uge. Måske for begivenhedsrig, for jeg er træt og har været træt siden weekenden. De seneste dage har jeg faldet om og snorket en time hver eftermiddag efter arbejde, og jeg har slet ikke været i nærheden af at arbejde de 8 timer som jeg vel egentlig burde arbejde om dagen. Men jeg prøver at hænge i, og har også fået mig en fornuftig oversigt over opgaver som skal klares inden b-dag (barslen). Nu er der kun 9 uger tilbage og med dage til kurser og lignende, så er det faktisk meget begrænset hvad jeg kan nå. Jeg vil også næsten vædde med at jeg ikke når halvdelen af det jeg tror på nuværende tidspunkt. Så den største opgave bliver nok at give projekterne fra mig i nogenlunde overtag-bar form.

Junior vokser. Jeg er ikke i tvivl, for nu kan jeg mærke ham mange steder samtidig. Vel og mærke på hver sin side af min efterhånden ret store mave. Det er stadig nede i venstre side jeg mærker ham mest (og jeg har ham stærkt mistænkt for at ligge med sine fødder der). Men også modsat og alt muligt midt i mellem er noget han kan nå. Jeg nyder hans bevægelser helt enormt. Det er bare det allerbedste, når jeg ligger kuldsejlet på sofaen, at mærke det lille liv, der mosler rundt og øver sig på at kunne klare sig selv.

I følge diverse ugeoversigter er gennemsnitsvægten nu omkring 1 kg. Han skulle tage 27 gram på om dagen fra nu af, hvilket er helt vildt at tænke på. Så jeg kan nok forvente at de stramme bukser kommer til at stramme endnu mere.

Jeg er nu ikke hæmmet så meget endnu. Dog er det ubehageligt at tage strømper på, hvis jeg har taget bukserne på inden, men jeg kan da stadig binde mine sko og skrabe badeværelsesgulvet. Men som overskriften også antyder, så er der stadig 3 måneder igen.

Mine tanker er hos DJ meget af tiden. Det meste af tiden tænker jeg på hans helbred. Bare han er en sund dreng. Bare fødslen går godt, så han ikke får nogen mén. Men også på hans temperament. Og hvad med barsel, hvad er bedst for os alle 3? Hvad er bedst for Junior? Hvordan mon vores liv kommer til at forme sig?

Jeg glæder mig. 10-15 uger fra nu betragtes som fødsel til tiden.

3 Comments:

At 3:19 PM, Blogger Spirren said...

Åh ja søde bekymringerne og tankerne holder aldrig op vel!

Tiden skal nok hjælpe dig med at blive klar til det hele, det lover jeg...

Knus

 
At 7:02 PM, Blogger Frøkenhat said...

Du er ved at gøre klar til at blive mor - med alle de tanker og overvejelser inde i hovedet. Hvor er det hyggeligt.

 
At 9:58 PM, Blogger MariaG said...

Det må være fantastisk at kunne mærke ham så tydeligt over det hele!!

 

Send en kommentar

<< Home