onsdag, juli 12, 2006

20+0

Tænk engang, i dag er DJ halvvejs i sin fostertilværelse, sådan rundt regnet og statistisk set. De første 2 uger af graviditeten var han jo slet ikke. Men nu er han her. Og jeg nyder hans bevægelser.

Han er tydeligst om aftenen, når jeg er gået i seng. Han vågner aldrig, når jeg vågner om morgenen, heller ikke når jeg går i bad, men til gengæld vågner han når jeg spiser morgenmad. Men jeg får også indtaget en god halv liter kold mælk, så det er nok noget han bemærker. Som regel mokker han lidt rundt i bilen både til og (mest) fra arbejde, men det er kun nogle ganske få spark. Jeg når også at mærke ham lidt på arbejdet, men det er heller ikke så meget.

Men hvor er det hyggeligt. Og hvor er det mærkeligt, at jeg allerede kan elske det lille væsen så højt!

På en eller anden mærkværdig måde føler jeg mig ikke rigtig gravid. Det lyder nok mærkeligt, specielt efter jeg har skrevet om DJ's bevægelser. Men jeg føler mere at Didrik og jeg går og venter sammen på et lille barn, der skal blive klar til verden. Jeg føler ikke, at det har så meget med mig at gøre, ud over at jeg er den heldige, som kan opleve det på allernærmeste parket. Det gav nok ikke rigtig mening, men hvordan det end beskrives, så nyder jeg i hvert fald denne tid.

Og jeg er utålmodig.... Jeg prøver at minde mig selv om, at jeg skal nyde hver en dag og hvert et øjeblik. Nyde tosomheden med Didrik, og nyde at Junior spiser og sover uden besvær. Men jeg glæder mig så utrolig meget.

Nu er der så ca. 4-5 måneder tilbage. Jeg synes stadig, at det er lang tid, men jeg kan da så småt begynde at se frem til min barsel. Der er jo så præcis 16 uger til i dag, og med en uges ferie bliver det til 15 uger. Faktisk ikke særlig mange arbejdsdage, hvis man begynder at tænke nærmere over det.

Min mave er sjov nu. Den er i hvert fald større. Selv når jeg ligger ned er der en fin top på den. Jeg tror også, at alle kan se at jeg er gravid nu. Men den er slet ikke i vejen eller tung endnu. Jeg vejede mig den anden dag og der ser ud som om jeg har taget ca. 4 kg på. Det er vist ikke kun mave til gengæld. De første måneders inaktivitet har sat sit præg på understellet. Og at dømme efter hvor ubehagelige mine bh'ere føles, så er der vist også kommet lidt ekstra der.

Babyshopping er jeg så småt ved at varme op til. Jeg kan se at der er udsalg i forskellige netbutikker for tiden, men jeg vil gerne have min dejlige mand med på idéen. Han er lidt tilbageholdende, så jeg vil vente til han føler sig lidt mere klar. Og der er jo sådan set også masser af tid.

Mht. frygten så er den helt klart på retur. Jeg slipper nok aldrig for bekymringerne, men jeg kan da mærke at de er mindre end før. Min fornuft siger mig, at DJ nok skal klare sig. Jeg har ikke haft plukkeveer eller andre tegn på at noget er galt, og allerede om 3 uger begynder nogle ugeoversigter at mene, at der er chance for overlevelse ved fødsel. Puha, ikke at jeg ønsker at han skal fødes i 2. trimester, men det bliver dejligt at vide, at en fødsel er et alternativt, hvis noget pludselig ser helt forkert ud.

Ellers er det næste store tidspunkt i graviditeten, når jeg går ind i 3. trimester. Og så glæder jeg mig stadig til at se min jordemoder igen, men som tidligere nævnt er det først i september. Jeg skal godt nok et smut forbi min egen læge om en måneds tid, men jeg har ikke den store fidus til hende. Meeen forhåbentlig kan vi få lov at høre hjertelyd, og så er det jo slet ikke så tosset.

2 Comments:

At 4:12 PM, Blogger Spirren said...

Halvvejs :-) tillykke med det.
Det er dejligt at høre, at bekymringerne er på retur, og at du begynder at kunne give lidt slip på det.

Da jeg rundede de 25 uger, synes tiden pludselig at¨gå hurtigt for mig, nu synes jeg ind imellem, at den går lidt for hurtigt, lige pludselig står jeg jo med en baby i armene:-)

 
At 9:00 AM, Blogger Frøkenhat said...

Lyder hyggeligt med selskab på vej til og fra arbejde. Det vil jeg som pendler glæde mig til.
Kan godt forstå, at fire-fem måneder føles længe lige nu - men barslen, hold da op, det er jo lige om lidt.

 

Send en kommentar

<< Home