9+2: Lægebesøg og tanker

Så har jeg overstået det første lægebesøg og den næste uge er i gang. Det er vildt at jeg allerede er 10. uge. Nu synes jeg, at første trimesters afslutning kan anes i horisonten.

Lægebesøget var ganske hyggeligt. Ikke specielt spændende, men det var rart at blive behandlet som en ganske almindelig gravid. Så nu går jeg og venter på at blive kaldt til jordemoder. Jeg har fået en tid til NF-scanning om en måned, og en tid til doubletest allerede på fredag.

Ellers ligner dagene hinanden. Jeg er stadig utrolig træt. Dog veksler det lidt i intensitet. Jeg har de sidste nætter ikke været på toilettet om natten. Det er skønt at kunne sove uafbrudt, så det hjælper nok lidt på det hele, hvis det er stilen fremover.

Mine br(y)ster er vokset meget. De ser også lidt anderledes ud. Egentlig er de ikke specielt ømme, bare større. Min mave er også vokset. Vi har taget billede hver uge fra lige inden blodprøven, så det er sjovt at se, at det ikke bare er en fornemmelse vi har, men at det rent faktisk lige så tydeligt kan ses. Jeg glæder mig til den vokser endnu mere, så andre også kan se det, når jeg er påklædt.

Jeg har lånt nogle ventebukser af en veninde. Så det er skønt at de ligger og venter på mig, så jeg ikke pludselig ikke kan være i noget længere. Ok - indrømmet - jeg har haft det ene par på! Det var skønt ikke at have noget til at stramme på maven. Meeen jeg tror at jeg bliver i mine almindelige bukser lidt endnu.

Jeg har fået meldt os ind i diverse babyklubber og kan se frem til en masse gratis gaver. Det bliver sjovt at samle lidt sammen.

Og derudover kan jeg stadig ikke forstå et hak. Jeg føler mig måske nok gravid, da jeg normalt ikke har det sådan her, men jeg kan ikke forstå det. Mig, gravid. Det giver jo absolut ingen mening. Jeg lever lige så stille og roligt. Lader være med at drikke alkohol, tager min folinsyre og er også begyndt at tage jern i håb om at det kan give mig lidt energi. Kort sagt jeg reagerer på min graviditet, men jeg forstår det ikke. Jeg prøver at gøre en masse ting, som kan få det til at sive ind, men det lykkes bare ikke.

Jeg ved ikke om det var chokket efter scanningen med blodet som gør det, eller om det er min baggrund, men jeg har det slet ikke som jeg troede jeg ville have det. Den der boblende lykke og følelse af at NU er universet endelig kommet til fornuft, den kan jeg slet ikke finde. Måske nærmere tvært imod. Måske føler jeg at universet ved en fejl har givet mig en graviditet, men det slet ikke er meningen, så før jeg ved af det er den pist væk igen. Min fornuft siger mig at det er noget sludder. Men ikke desto mindre så er jeg helt usandsynlig bange for at miste den lille.

Så jeg har tænkt og spekuleret som en gal. Skal jeg ringe til klinikken og tigge dem om at give mig en ny scanning før NF-scanningen om en måned? Vi tager på ferie om to uger, og jeg frygter at jeg slet ikke vil kunne nyde ferien, fordi jeg er så bekymret over NF-scanningen som ligger når vi kommer hjem.

FOR en scanning:
Så kan jeg måske se hvad det er på billedet, og få målt den mere nøjagtigt (sidst sagde lægen hhv. 10 mm og 13 mm og skrev 10 mm i journalen, selvom den lille ifølge Lindenberg.dk skulle være 14 mm lang).
Så bliver jeg forhåbentlig så beroliget at jeg kan slippe alle tanker om død og ulykke og nyde min ferie og naturligvis forhåbentlig selve graviditeten.

IMOD en scanning:
Det er jo noget pjat! Der var "fin hjertelyd" ifølge journalen. Og den smule blod havde jo tydeligvis ikke noget som helst med noget som helst at gøre.
Jeg har ikke lyst til at besøge fertilitetsklinikken igen.
Jeg vil ikke have at de synes at jeg er hysterisk.
Nok så mange scanninger ændrer jo alligevel ikke noget, og hvis der nu ER noget galt, så er det måske bedre at jeg har en måned mere hvor jeg kan tro at jeg er gravid.

Jeg veksler mellem at tænke at jeg SAGTENS kan klare mig uden en scanning, til at tænke at jeg nok hellere må ringe på mandag for at få ro i mit sind.

Suk. Jeg er trist over at jeg skriver det jeg skriver. Det var jo meningen at jeg skulle være overdreven lykkelig nu, og ikke lyde som et utaknemmeligt skarn. Det er ikke nemt at læse om fjolser som mig, hvor det er LYKKEDES for, når man stadig selv kæmper, og fjolset så ikke engang er glad. Vær dog glad for pokker!

Lægen gav mig en masse brochurer og en lille bog, og det gør mig da i lidt bedre humør at læse om tiden med baby. På en sær måde trænger det ind, samtidig med at det ikke gør.

Det hjælper nok egentlig ikke rigtig på situationen at jeg har utroligt travlt på arbejdet for tiden. Jeg plejer at opdatere min blog på arbejdet, men kan slet ikke få presset et kvarters pause ind nogen steder længere. Nogle dage har jeg også været alt for opkørt når jeg er kommet hjem, og det irriterer mig også. Jeg skylder den lille at passe på mig selv og ikke stresse over et dumt arbejde.

Torsdag var især slem. Jeg nåede faktisk at græde af afmagt eller også var det raseri - jeg ved faktisk ikke hvad jeg græd af, men kunne slet ikke lade være. Det var efter en samtale med en kollega. Så fredag morgen lovede jeg mig selv at jeg ville tage hjem, hvis jeg kunne mærke at stressniveauet nåede samme højder. Det gjorde det heldigvis ikke. Jeg tog mig en kort dag, og har holdt weekend lige siden. Det er skønt.

I det hele taget hjælper det meget for mig at ferien er lige om hjørnet. Jeg orker simpelthen ikke mit arbejde for tiden. Det stresser mig, og det tager den smule overskud jeg har, så det bliver dejligt med to uger alene med min skønne mand. Nøj hvor skal vi hygge og slappe af.