Drømme og forhåbninger

Advarsel: Denne post bliver med garanti lang og rodet.

Jeg er i sandhed i syv sind. Tre teste siger, at jeg er gravid. Jeg har ikke blødt. Jeg har småkvalme, men ikke særlig meget, og det trækker lidt i maven om aftenen og morgenen. Men jeg er vist ikke lige i stand til at fatte det.

Måske det er 2 år som infertil. Måske det er alle de forfærdelige historier, jeg har læst i tidernes løb. Måske det er det faktum, at jeg har endometriose selvom det kun rammer 2-4 % af alle kvinder, og blev overstimuleret selvom det kun sker i 1 % af alle ivf-cykler. Måske jeg bare er pessimistisk af natur?

Jeg ved ikke hvad årsagen er, men jeg er helt vildt utålmodig for at det bliver mandag. Jeg ved ikke om det gør det nemmere at forstå, hvis hospitalet fortæller mig at jeg er gravid, men jeg håber det.

Nu er klokken 16 lørdag eftermiddag. Jeg skal have taget blodprøven mandag morgen klokken 7.30 (når de åbner - jeg er der nok kl. 7). Jeg forventer at få svar omkring klokken 12, men jeg ved det faktisk ikke - jeg prøver at spørge laboranten når jeg møder derude. Dvs. nu er der 44 timer til jeg får svar.

Hvordan får man 44 timer til at gå? Jeg sover jo nok de ca. 16. Så er vi nede på 28 timer. Resten af dagen kommer til at gå med aftensmad og tv, tror jeg. I morgen er straks værre. En hel lang søndag. Suk. Mandag bliver nok ikke det store problem. Jeg skal på arbejde, og heldigvis ligger der en masse møder om morgenen så jeg undgår at sidde og stirre ud af luften (eller det vil sige, undgår at sidde og stirre ud i luften og burde lave noget andet).

Nogen forslag til at få en søndag til at gå?

Jeg veklser mellem at være ekstremt glad og slet ikke kunne holde op med at smile og at være bekymret. Jeg har som sagt testet de seneste tre dages morgener, men jeg synes ikke at det for alvor beroliger mig. Det var én slags test jeg brugte torsdag - en rigtig god test med en fin tydelig streg. I går og i dag var det nogle billige sticks. De er ikke lige så tydelige som den første. Til gengæld er testen fra i dag lidt tydeligere end den fra i går. Jeg ville dog gerne have at den var endnu mere tydelig. Jeg ved ikke om det er en god idé at teste i morgen også, men jeg har snakket med Didrik om det, og han endte med at mene at det er en god idé. Man må nemmere kunne sammenligne tre teste end to. Så lidt adspredelse er der i morgen.

Jeg har læst utrolig mange statistikker på det seneste. For tiden er det abortrater, der har min interesse. På Herlevs hjemmeside står der at 20 % af alle par i fertilitetsbehandling, som bliver gravide, mister. Det synes jeg er mange.

Samtidig står der i en anden artikel på sitet at for kvinder under 30 år er abortraten kun 5 %, stigende op til 50 % for kvinder på 44-46 år. Men 20 % svarer til omkring 40 år, og mig bekendt er gravide ikke 40 år i gennemsnit, så de to statistikker passer ikke sammen. Måske de 5 % er hvis man måler fra lidt senere ind i graviditeten?

Nå, min fornuft siger mig at, det nok skal gå. Jeg er ung og rask. Det var smukke super æg. Men jeg er bare så vant til skuffelser. Det hjælper heller ikke at Didrik er helt bekymret.

Hvis jeg var en læser af denne blog ville jeg nok tænke enten: "Nu rabler det for Solsikke - Kan hun ikke være glad?" Eller: "Ej helt ærligt, hvad piver hun over - hun er gravid nu selvfølgelig holder det!"

En eneste ting jeg dog hele tiden er i stand til at holde fast i er at jeg KAN blive gravid nu. Vi KAN få befrugtede æg sammen og de KAN sætte sig fast. Så skal det da for pokker lykkes en dag. Selvfølgelig skal det det.

Som sagt er jeg meget forvirret. Jeg ønsker mig hele tiden længere frem i tiden. Og ikke bare længere frem i tiden, men frem og med pletfrie trusser. Behøver jeg at skrive at jeg går på toilettet i tide og i utide bare for at se om de stadig er pletfri? Ind imellem kan jeg mørke at noget af Crinonen glider ud, og så må jeg bare ud og se om det var Crinone eller blod. Heldigvis har det været Crinone hver gang indtil nu.

På en måde føler jeg at det var alt for nemt og "snyd", hvis det lykkes for os nu. Samtidig føler jeg at det har været en odyssé af de store. Jeg lå i morges og forestillede mig, at jeg skulle fortælle om vores behandlingsforløb til vores forældre. Hold da op hvor kommer det til at tage lang tid. Fra den første dumme vandscanning til i dag. Det har været en utrolig hård og barsk tur, men hvis lillen/lillerne beslutter sig for at blive her de næste 8 måneder vil det være det hele værd. Det ved jeg.

Så har jeg netop klaret endnu et kontroltoiletbesøg. Det er patetisk.

I øvrigt vil jeg tilslutte mig Spirres kommentar, da hun netop havde taget sin første "snyde"-test før blodprøven. Hold da kæft hvor føles det godt at stå med en positiv test. Den følelse kan ingen tage fra mig. Jeg er faktisk helt misundelig på mig selv. Hvor bizzart det end lyder. Men det er jeg. Jeg er jo gravid. Har taget en positiv test. Samtidig har jeg ikke rigtig fattet det. Min logik har dog, og den er vant til at være misundelig, og ikke vant til at skulle opfatte graviditetsrelaterede ting som om de har noget med mig at gøre.

Jeg håber ikke, at jeg gør nogen sure med mine forvirrede tanker. Egentlig synes jeg, at det er noget pjat, at jeg har det som jeg har det. Det er jo helt og igennem positivt det hele.

Nå, mon ikke nyheden trænger ind en dag? Nu håber jeg bare at weekenden vil flyve afsted og jeg vil få lov til at tale med en super glad sygeplejerske på mandag. Så tager vi de næste bekymringer hen ad vejen, og så LOVER jeg at prøve at tænke gladere tanker.

Tusind tusind tak for jeres søde kommentarer. Det betyder SÅ meget for mig, at vide at så mange mennesker bekymrer sig om mig.