Anonyme læsere

Det er skægt at opdage at der er for mig ukendte læsere af denne blog. Og det er hyggeligt når de giver sig til kende i ny og næ.

Det betyder også meget for mig at I derude tænker på mig. Jeg føler at jeg har brug for alle de positive tanker og al det held jeg kan få. Samtidig ved jeg jo godt at det ikke ændrer noget. Enten sidder der et eller to æg og vokser lystigt afsted og jeg er gravid lige nu. Lige nu. Eller også begynder jeg at bløde om 1-2 ugers tid og jeg er så tom som jeg altid har været. Det kan ikke ændres ved tanker eller handlinger.

Men det hjælper mig, at I tænker på mig.

Ventetiden er forfærdelig. Samtidig går tiden jo. Det er allerede 5 dage siden æggene kom op. Og 8 dage siden de blev befrugtet. Ifølge bøgerne skulle de sætte sig fast for 2-3 dage siden. Så nu er der kun 9 dage til det bliver mandag den 27. Den store skæbne-blodprøve-dag. Jeg håber ikke at svaret giver sig selv inden.

Tankerne flyver rundt mellem min livmoder, håb, forsikring om at det nok skal gå, dommedagstanker og hvad skal der ske hvis det ikke lykkes. Så sent som i dag snakkede vi om hvad vi gør, hvis det ikke lykkes. Om de vil prøve igen på samme måde, eller om jeg kan sættes lidt op i dosis. Hvis de ikke vil det, om vi så kan forsøge naturlig cyklus-ivf (om der er et eller to æg gør jo ikke den store forskel, hvis man tilgengæld kan spare ugevis af hormoner og TID, hvis det er naturligt). Men mon ikke de godt tør sætte mig lidt op i dosis.

Det er bizzart at planlægge næste forsøg, når der ligger 2 fine, smukke, perfekte æg i min livmoder, men jeg har brug for det. Brug for at tænke på at verden ikke går under, hvis det ikke går denne gang.