Var det så det værd?

For længe længe siden lykkedes det for den gamle venindegruppe at finde en dato for vores årlige julefrokst. Det blev den 25. februar, og det skulle løbe af stabelen hos mig.

Så begyndte jeg ellers på nedregulering og fik det værre og værre. I går var jeg meget meget tæt på at aflyse aftalen. Jeg orkede simpelthen ikke at skulle være værtinde og glad og interesseret i de andres liv. Jeg er overhovedet ikke interesseret i noget som helst andet end min egen sørgelige verden.

Men jeg lod være med at ringe og aflyse. Jeg tænkte at jeg ville have alt for dårlig samvittighed når det nu endelig var lykkedes at finde en dag hvor vi alle 6 kunne.

Nu sidder jeg så og overvejer om det var den rigtige beslutning. Det var hyggeligt. Maden fik ros. Jeg brød ikke grædende sammen. Men nøj hvor havde jeg hellere tilbragt aftenen på sofaen med min uendeligt tålmodige mand. Nu er han hjemme hos sine forældre, og jeg er ved at gøre klar til en nat alene med mine dæmoner i dobbeltsengen.

En af mine veninder havde sin søn på 9 måneder med. En er gravid i 7. måned. En er lige gået i gang så småt med at prøve. En er - så vidt jeg ved - uden aktuelle babyplaner og den sidste meldte afbud med sygdom. Suk.

Hvad er værst? Dårlig samvittighed over at aflyse og gøre andre kede eller at skulle gennemleve en hel eftermiddag/aften og bare føle sig tom indeni?

Hmmm.. jeg ved det ikke. Egentlig er det også ligemeget. Aftenen er overstået, og jeg kan gå i seng.

Hvor jeg dog bare glæder mig til stimuleringen i morgen. Tænk at glæde sig så meget til flere nåle. Det er et bizart game det her. Jeg læste et sted, at det var ekstra vigtigt at passe på sig selv, mens man er igang med behandling, da kroppen og psyken tvinges gennem så meget ubehageligt. Det tror jeg er rigtigt. Jeg synes det er svært det her. Et eller andet sted har jeg det måske bedst i pauserne. Men så alligevel ikke. Jeg ved jo at næste forløb kommer på et tidspunkt, og jeg hader at vente. Men i pauserne er man ikke helt ude og ringe af hormonerne.

Jeg vil til hver en tid foretrække at være i behandling. Jeg har virkelig ikke lyst til at holde den mindste pause. Jeg vil være gravid. Men kan man holde til det i længden? Kan jeg holde til det? Hvor går grænsen egentlig?

Jeg må hellere gå i seng nu. Så er det snart i morgen og så kan jeg komme tilbage til at være en pige i 20'erne, i stedet for at være den lede strigle, som jeg har forvandlet mig til. Det håber jeg i hvert fald.