Mærkeligt humør

Advarsel; jeg har ingen anelse om hvad denne post kommer til at handle om. Sandsynligvis kører jeg bare i ring uden at komme med noget ny viden.

Men jeg har lyst til at skrive. Det er vist også det eneste jeg for alvor kan sige at jeg har lyst til lige nu. Min dejlige mand er taget på weekend. Jeg savner ham allerede helt enormt. Godtnok har jeg lavet en masse aftaler, så jeg nok ikke får tid til at savne ham så meget, men lige nu gør jeg.

Mht. dette forsøg er jeg også meget ambivalent. Statistisk set er jeg lige nu meget meget tæt på at blive gravid. Min alder taget i betragtning og det at jeg blev overstimuleret sidst betyder måske at mine chancer i skrivende stund er 25-35 % for et barn i denne omgang. Hvis det så lykkes at nå til en ægudtagning vil de stige, og når jeg en ægoplægning vil de stige endnu mere.

Men men men. Jeg har aldrig været gravid. Jeg har aldrig haft en positiv graviditetsprøve. Jeg har aldrig oplevet andet end lovende situationer, der løber ud mellem fingrene på mig. Forventninger og håb der blev knust.

Så det er meget svært at forholde sig til at det kan ske. Mest af alt ser jeg forløbet som en antibiotikakur. Noget jeg skal igennem uden for alvor at forholde mig til resultatet.

Men jeg ved også, at hvis det går galt igen (overstimulering, ingen æg ud, ingen æg op, menstruation før test, negativ test) så vil jeg opdage at jeg HAR haft håb, og at jeg HAR haft næsen sat op efter en novemberbaby. Og dermed vil jeg endnu engang blive så uendelig skuffet.

En anden ting der fylder mere og mere i mit følelsliv, det er skam. Det er dog på en anden måde end i "starten" (med "starten" mener jeg dengang jeg i første omgang skulle forholde mig til min egen subfertilitet). I "starten" skammede jeg mig over min jalousi. Nu har jeg forenet mig med den. Det er en legitim følelse for mig. Og i takt med at jeg har accepteret jalousien har den fået mindre magt over mig.

Nej, det er en anden skam. Det er skammen over at ønske mig noget så brændende at det kan gøre mig ked af det, og dermed mindre i stand til at glæde mig over alt det gode. Og samtidig er det at jeg åbenbart forventer og forlanger at få intet mindre end ALT. Jeg har kærlighed - mere end jeg nogensinde havde turdet håbe på. Jeg har tryghed og ligeledes i rigt mål. Jeg har et fantastisk job og det endda så tidligt i min karriere. Jeg har fantastiske venner. Jeg har faktisk alt hvad man nogensinde ville kunne ønske sig udover børn (og så kunne mit helbred vel også være bedre, men det er alt taget i betragtning ganske fint).

Er det så ikke uhyggelig egoistisk at lade sig opsluge af den lille-bitte del som mangler i mit liv?

Jeg ved godt at det ikke hænger sådan sammen. Det ligger i menneskets natur at stræbe efter det det mangler. Sådan er det bare. Jeg ville bare ønske at jeg havde mere magt over mit humør så jeg kunne glæde mig mere over mit utroligt dejlige liv.

Jeg kan huske at Amocca engang skrev til mig "du lykkelige menneske med en stor sorg i hjertet". De ord varmede mig. Jeg elsker definitioner, og hvis jeg skal definere mig selv i en enkelt sætning vil det netop være som et lykkeligt menneske med en stor sorg i hjertet.

Men samtidig med denne skam, så prøver jeg at tilgive mig selv. Det er jo for pokker hele min biologi jeg kæmper imod. Alle dyr vil have unger. Sådan er det bare. Og jeg ved da udmærket godt at vi ikke selv er herrer over vores tanker og følelser. Vi tror det måske, men så skal man bare tilbringe en halv time i selskab med en schizofren før det går op for én at følelser og tanker - ja adfærd i det hele taget - bygger meget på kemiske stimuli og altså ikke alene på "viljestyrke".

Så alt i alt kan jeg vel sådan set godt finde det i mig, at tilgive mig selv. Og ja, jeg kan også godt unde mig selv at ville det hele. Men samtidig vil jeg også sige, at hvis jeg ender som barnløs, så er det på en måde mere fair end at så mange andre gør det. I stedet for at tænke "hvorfor mig? Hvad har jeg gjort?" (som dominerede mit tankemønster meget i "starten") er jeg mere begyndt at tænke at hvis det skal ramme nogen - og det rammer jo som bekendt rigtig mange, så er der da et gran af retfærdighed i at det ikke ramte de, der var så hårdt ramt på andre områder.

Det aller-aller værste ved barnløsheden er dog at opleve at børn har det skidt. Vi så et eller andet (var det Deadline?) en aften i ugen, hvor de havde et indslag om børn, der blev udsat for vold. Jeg kunne slet ikke holde ud at høre på det. Jeg var nødt til at forlade rummet, det var simpelthen for barskt. Jeg kan SLET SLET SLET ikke holde ud at nogle børn skal leve med vold, utryghed og svigtende forældre. Det er helt og aldeles forfærdeligt. Hvor ville jeg ønske at det kunne forhindres. Hvor ville jeg ønske at mødrene var stærke nok til at GÅ fra den voldelig mand (og ikke komme tilbage). Og hvor ville jeg ønske at der var mere støtte til disse familier, så det voldelige element kan fjernes.

Uh. Det er et emne jeg kan blive ved med. Jeg har nogle lidt stærke meninger på det felt. Og jeg tror egentlig ikke kun at de kommer af min barnløshed. Men nu vil jeg lade det ligge, ellers begynder jeg sikkert bare at græde. Jeg er godtnok blevet frygtelig følsom af nedreguleringen. (Eller også er det noget andet - det er bare rart at skyde skylden på nedreguleringen.)

Tak for jeres kommentarer til mit stikkeri.

Det går stadig godt. Nu er jeg oppe på 3 gange stikken. Dog er jeg ikke så god til at få fart nok på. Jeg ved ikke helt hvorfor. Måske føler jeg at jeg har mere kontrol hvis det går langsomt. Men det gør bare lidt ondt. Så næste trin må være at arbejde med farten og trykket. Vi har lokaliseret den bedste delle. I går kom jeg til at gøre det lidt for højt. Der var ikke rigtig fedt nok der, så det gjorde faktisk lidt ondt efterfølgende. Jeg kunne altså godt ønske mig lidt mere abdominalspæk til formålet. Men strengt taget ved jeg nu ikke om det gør nogen forskel.

Nå, det lyder som om vaskemaskinen er blevet færdig. Det sker bare ALTID. Man sætter tøjet over og tænker at den hellige grav er velforvaret, men nej, lige pludselig bliver maskinen færdig og så er man nødt til at hænge tøjet op. Og dagen efter skal man tage det ned og lægge det sammen. Måske jeg skulle lære at lade være med at sætte den igang?

Det var så dagens præweekendvrøvl, og apropos præ, så tror jeg måske også at det er pms, der driller lidt. Det trækker i hvert fald i lårene som om jeg snart får min menstruation, men det har slet ikke plettet, så måske min krop bare spiller mig et pus? Jeg håber i hvert fald at den kommer inden på fredag, det ville være ærgeligt, hvis jeg skulle nedreguleres i længere tid (særligt for mine omgivelser gnæk-gnæk).