Mærkedag

I dag er det præcis 2 år siden vi "tog springet", og droppede præventionen. Jeg havde mange bekymringer dengang. Hvad ville vores omgivelser mon mene om så ung en mor? Og hvad ville de tænke, når nu vi kun havde været kærester i 1 1/2 år? Men jeg følte mig klar. Faktisk havde jeg været klar fra ugen efter jeg mødte Didrik. Jeg har aldrig oplevet noget lignende før, den følelse af "klik, her passer jeg"!

Jeg var også meget bange for, om det kunne lade sig gøre. Egentlig havde jeg ikke noget at have det i, da begge mine forældre har mange børn, og Didrik og jeg er sunde og raske (troede jeg). Desuden viste statistikkerne, at jeg højst sandsynlig ville blive gravid indenfor 6 måneder, min alder taget i betragtning. Men jeg var bange, allerede dengang. Måske jeg bare er uforbederlig sortseer, eller også var det bare det værste, der kunne overkomme mig?

Nu fyldte frygten jo ikke hele mit liv. Det var mere tanker om hvordan og hvornår det skulle være at blive gravid og mor. Hver eneste måned, når menstruationen kom, blev jeg rigtig sur og trist. Så var der jo EN HEL MÅNED til det kunne være at det var. Det var jo en evighed og ganske forfærdeligt.

Jeg kan huske at jeg færdedes på Netdoktor. Der var tit nogle, der var ved at gå fuldstændig ud af deres god skind af at vente og vente, som havde prøvet i 2 måneder. Ind imellem var der en ægte BIB'er der svarede igen i stil med: "Lad være med at pive - jeg har prøvet i 7 år og har været gennem 17 inseminationer og 7 reagensglasbehandlinger og haft 8 aborter osv." Der var mange af de "fertile", der blev sure og ikke mente at man kunne sammenligne. Jeg blev utrolig trist. Jeg syntes, at det var så uendeligt uretfærdigt, at nogle skulle opleve alle disse rædsler og denne ventetid, når jeg selv var ved at dø over 4 måneder. Samtidig frygtede jeg, at det blev mig.

Nu er det så "blevet mig". Egentlig har jeg ikke så ondt af mig selv, som jeg troede at jeg ville have. Samtidig er jeg blevet en helt anden person, end den naive lille pige, som hver eneste måned troligt regnede sin terminsdato ud og fantaserede om hvordan alle skulle have den gode nyhed overbragt. Jeg kan på mange måder bedre lide mit "nye" jeg, samtidig med at jeg føler mig uendelig gammel.

Vi talte igår om hvordan det værste ved hvis det ikke lykkes denne gang, er ventetiden til næste gang. Nu hedder det ikke længere en hel måned. Nu hedder det 3 måneder med stik og smerter, HVIS vi ikke ryger ind i sommerferie- eller julelukninger. Det er hårdt. Vi er nu heldigvis blevet bedre til at gøre noget for os selv ind imellem, så det ikke føles som en lang venten. Vi har f.eks. en ferie til maj, som vi kan glæde os til lige meget hvad udfaldet bliver denne gang.

I hvert fald har vi en plan: A) Blive ved med ivf så længe der er håb. B) Ægdonation (hvis mine æg viser sig genstridige). C) Adoption.

Jeg er vist nødt til at vide at der er andre muligheder. Hvis jeg kun kunne se 3 ivf-forsøg foran mig ville jeg være seriøst bange og bekymret. Jeg ved at et barn kommer. Spørgsmålet er om det bliver en baby og hvornår.