tirsdag, februar 28, 2006

På tærsklen til foråret

Så er februar ved at være gået. Fra i går havde jeg det meget bedre. Min søde mand kommenterede endda at jeg så meget bedre ud i går end jeg havde set ud længe. Mine øjne var mere klare og min hud ikke længere grå. Nej, pjat, han sagde det faktisk på en pæn måde. Jeg følte mig også grå og trist under nedreguleringen. Men nu er det slut.

Næsten da. Jeg kan godt mærke at en sær form for melankoli har grebet mig. Marts bliver en skæbnemåned. Enten bliver det den bedste måned i mit liv eller også bliver det en af de dårligste. Jeg tvivler på at det kan blive den dårligste måned. Mon dette forsøg kan slå det sidste i katastrofe? Det tvivler jeg stærkt på. Det ville være meget mærkeligt om de lod mig blive overstimuleret denne gang.

Jeg burde lære at sætte billeder ind her. Så kunne jeg vise jer mit stimuleringsskema. Min kære læge har skrevet 'tidligere OHSS' alle de steder han har kunnet. OG understreget 50 enheder, kraftigt. Så de går altså op i sådanne ting.

Så det frygter jeg ikke. Men jeg frygter at de nu er så forsigtige at der ikke sker noget som helst. Tænk hvis der ikke er æg igen igen igen. Jeg tror ikke helt at jeg tager det så pænt. Heldigvis skal jeg allerede scannes på lørdag, så jeg går ud fra at det er tidsnok til at sætte mig op i dosis hvis der ikke er sket noget.

Som sagt hænger min melankoli nok sammen med at jeg HÅBER samtidig med at jeg prøver at lade være med at håbe og forbereder mig på skuffelsen. Jeg ved at det ikke nytter noget at forestille mig hverken det ene eller det andet. Hvis jeg forestiller mig den glæde jeg vil opleve ved at det lykkes bliver min sorg måske større hvis det ikke gør. Hvis jeg forestiller mig den sorg jeg vil føle hvis det ikke lykkes går jeg gennem ugevis af tristhed måske uden grund. Og vi kender jo alle ordsproget om ikke at male en vis herre på væggen.

Så alt i alt efterlader det mig lidt i et vakuum. Heldigvis er der en masse at tage sig til her på arbejdet. Jeg vil forsøge at knokle i denne uge så jeg har tid til forhåbentlig at skulle til ægudtagning og -oplægning i næste uge.

3 Comments:

At 7:58 AM, Blogger soesterlystig said...

Dejligt,at du har det bedre - kan du så se at blive gravide unge dame... jeg mener det! Nu!

 
At 12:05 PM, Blogger Solsikke said...

Og i lige måde søster!

;-)

 
At 7:09 PM, Blogger soesterlystig said...

Altså gravide - i flertal - skal du blive... Jeg sværger, at jeg ikke havde drukket rødvin da jeg skrev den første kommentar... nu? Det er er en helt anden diskussion...

 

Send en kommentar

<< Home