5+0: om glæde, angst og endnu mere ventetid

Kære søde dejlige piger, som læser og kommenterer på min blog. Tusind tak for jeres søde kommentarer. Det hjælper til at få mig til at føle mig gravid og tro på det, når jeg læser hvad I skriver.

Jeg har været på kursus i løbet af ugen, så jeg vidste godt at jeg først ville kommer herind igen fredag, og jeg har også tænkt over hvad jeg dog ville skrive i dag, men jeg tror at jeg vil starte med nattens oplevelse.

Kl. ca. 1 vågnede jeg, midt i en drøm som jeg ikke præcist kan huske, ved at min livmoder krampede og det trak ned i mine ben. Det samme sker når jeg har menstruationssmerter (selvom det her ikke var lige så voldsomt). Jeg var dødbange. Sikker på at jeg ville finde mig selv i en blodpøl om morgenen. Efter at have kastet mig rundt i sengen og svedt besluttede jeg, at jeg var nødt til at slappe af. Så jeg lagde mig på ryggen og koncentrerede mig om vejrtrækningen og det hjalp. Et par minutter efter var al ømheden, kramperne eller hvad det nu var, helt væk. I alt tog det nok ca. 20 min.

Heldigvis havde jeg læst Monja skrive engang at hun fik kramper i forbindelse med o.r.g.a.s.m.e som lyder fuldstændig som det jeg oplevede i nat. Måske det var noget rart jeg drømte? Det kan ikke udelukkes.

Jeg er dog stadig fristet til at ringe til hospitalet når det bliver telefontid, for at høre om det virkelig kan være normalt det her. Heldigvis havde min mand og jeg lidt tid sammen i morges, og han mente, at det måtte være helt normalt at jeg kan mærke "noget", særlig når jeg har endometriosevæv på selve livmoderen.

Jeg tror at min umiddelbare panik er ved at være drevet over, jeg var bare så bange i nat og det er svært at ryste den angst.

Men derudover er jeg glad. I dag starter 6. uge. Jeg har glædet mig til fredag, da jeg så kunne komme ind i en ny uge, men jeg synes stadig at 5+0 er ganske skræmmende lidt.

Jeg har dog besluttet mig for at være glad og fortrøstningsfuld. Desværre giver graviditeter ingen garantier. I det hele taget er der ingen garantier i livet. Der er ingen der kan love mig at jeg ikke selv mister livet eller én af mine kære gør det i morgen. Selvfølgelig er et foster mere skrøbeligt en det, men min pointe er bare at det bliver ved med at være skrøbeligt. Folk mister deres nyfødte uden nogen form for varsling. Så når sygeplejersken siger at med mit hcg-tal har jeg 95 % chance for at få barn/børn, så bliver det ikke meget mere sikkert end det. Så jeg kan ligeså godt glæde mig nu.

Men jeg kan bare ikke "narre" eller overbevise mig selv. Endnu engang finder jeg mig i en situation hvor jeg ser frem mod en scanning. Scanningen er 2 uger og 4 dage ude i fremtiden - det svarer nogenlunde til tiden fra tilmelding til ivf til første scanning. Så det er jo ikke særlig lang tid. Men når man så tænker på, at det kun er 3 uger siden ægudtagningen og 2 uger og 1 dag siden den/de satte sig fast, så synes jeg at det er foruroligende lang tid.

Sikke jeg roder rundt. Det vigtigste er vel at jeg er glad. Min mand er glad. Vi taler tit om maven og indholdet og smiler meget. Jeg ville ønske at der var mere plads til lykken, men jeg ved at det kommer. Jeg ved også at min sorg hverken bliver større eller mindre, hvis jeg mister nu om jeg glæder mig eller ej. Samtidig ved jeg heller ikke om sorgen ville være større eller mindre end den jeg ville have følt, hvis jeg havde fået en negativ blodprøve i mandags. Jeg håber ikke at jeg finder ud af det.

Jeg har oprettet et kvotesystem for mig selv. Diverse hjemmesider viser uge-for-uge oversigter, og jeg "må" hver fredag læse om den nuværende uge, men ikke flere uger.

6. uge er ikke nær så begivenhedsrig som 5. uge. Til gengæld begynder hjertet at slå nu. Jeg forstår slet ikke at fostre udvikler sig så hurtigt. Allerede i sidste uge begyndte hjernen at blive dannet! (Og hud og øjne og alt muligt.) Det er facinerende.

Mht. symptomer så oplever jeg ikke så meget. Engang imellem kan jeg mærke mine bryster, og de er da også lidt ømme, men slet ikke sådan at der er udstedt berøringsforbud. Mht. kvalme så vil jeg faktisk ikke sige at jeg har det. Jeg bliver MEGET sulten ind imellem, og hvor jeg normalt er meget utålmodig, når jeg først bliver sulten så bliver jeg ekstremt utålmodig nu og får decideret ondt i maven, hvis jeg ikke skynder mig at finde noget spiseligt. Og så synes jeg faktisk at jeg spiser mere end jeg plejer. Trætheden er måske begyndt at melde sig. Ikke voldsomt, men den anden dag tog jeg en lur på sofaen da jeg kom hjem + jeg sov 9 timer om natten uden problemer. Men på den anden side så er det altså meget svært at sige. Så faktisk oplever jeg ikke det store.

Jeg ville ønske at jeg kastede op bare lidt. Men når jeg tænker det kommer jeg til at tænke på M.S. og så synes jeg at det er et lidt fjollet og meget dumt ønske. Det er jo også fuldt ud lige så normalt at lade være med at have kvalme og kaste op, som at gøre det. Så det er jo faktisk lidt bizart at ønske.

Der er mange, der har spurgt, om der kan være 2. Sygeplejersken nævnede det også - altså at der var en "risiko" (jeg forstår stadig ikke hvordan de kan bruge ordet "risiko" i forbindelse med 2 børn overfor barnløse). Hvad jeg har læst rundtomkring så kan det være 2 med det kan også være 1.

Til ægoplægningen havde jeg en følelse af at jeg enten fik tvillinger eller ikke blev gravid. Og jeg må sige at den følelse ikke er blevet mindre efter at få tallet at vide. Vi bliver i hvert fald glade den 18. hvis vi ser et eller to hjerter banke. Jeg ved ærligt talt ikke hvad jeg ønsker mig mest. Der er fordele og ulemper ved begge situationer.

Weekenden kommer nok til at gå hurtigt. Vi tager i sommerhus og det bliver dejligt at komme væk fra alting og blive forkælet. Og så er der kun en uge til påske. Godtnok skal jeg arbejde de 3 dage i påsken, men jeg forventer at det bliver rimeligt hyggeligt. Og efter påsken kommer den længe ventede scanning.

God weekend allesammen!