fredag, juli 21, 2006

21+2: Haleben

Det ser ud til at jeg missede en ugeopdatering. Den kommer så nu i stedet.

Endelig er det vist ved at gå op for mig at en graviditet ikke (kun) er en dans på roser. Jeg er stadig virkelig glad - kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst har været så lykkelig. Men jeg er begyndt at døje med mit haleben.

I weekenden var jeg meget aktiv og mandag og tirsdag var forfærdelige. Jeg fandt dog ud af at finde mig et ledigt kontor med hæve-sænke-bord og låne et liggeunderlag, så jeg kunne aflaste ryggen i løbet af dagen. Onsdag og torsdag meldte jeg mig så syg. Jeg har stort set kun ligget og stået i disse dage, og det har helt klart hjulpet. Nu er det så fredag, og jeg har taget på arbejde for at se hvordan det går. Nu venter weekenden jo lige om hjørnet, og hvis det bliver dumt i løbet af dagen, kan jeg jo tage hjem og så passe på mig selv henover weekenden.

Jeg var også et smut forbi lægen (føler mig som en værre hypokonder). Årsagen var at jeg også havde nogle mærkelige smerter foran på maven, og let ubehag hver gang jeg skulle tisse. Jeg har læst mig til at nogle gravide får blærebetændelse som føles anderledes end normalt, og det kan give nogle plukkeveer.

Lægen kunne afgøre at jeg heldigvis ikke havde blærebetændelse, og at DJ har det godt. Hjertelyden var dejlig at høre. Så trykkede han mig på maven, og mente at jeg har "graviditetsudløst irritation". Hvad det så end er. Plukkeveer formentlig. Jeg skal blive bedre til at mærke efter hvordan jeg har det og aflaste. Lægge mig ned simpelthen.

Så nu har jeg besluttet mig for mentalt at tage hensyn til mig selv. Jeg skal ikke i gang med serier af plukkeveer og et dumt haleben i 22. uge. Det er alt for tidligt for sådan noget pjat. Hvis jeg har det skidt lægger jeg mig ned. Har jeg det meget skidt, tager jeg hjem. Så må arbejde være arbejde.

Derudover har jeg det som sagt rigtig godt! Jeg har lånt en bog om spædbarnets psykologi som starter med en beskrivelse af hvad et foster kan og opfatter. Meget spændende læsning. Allerede nu kan DJ formentlig høre stemmer og andre lyde og han kan også så småt begynde at opfatte lys og mørke. Når han bliver født, vil han foretrække min stemme, og hvis jeg læser højt for ham eller synger, vil han kunne genkende og beroliges af historien eller sangen efter fødslen.

Fødsel og amning og alt sådan noget er på en eller anden måde kommet tættere på. Jeg frygter egentlig ikke fødslen. Jeg tror, at jeg stoler nok på min krop til at satse på at den nok skal få mig igennem det med hjælp fra dygtige jordemødre. Ligeledes stoler jeg på min dejlige mand, som nok skal give mig 100 % støtte undervejs.

Så har jeg købt det første babyudstyr. Jeg fandt en netbutik, der havde udsalg, og købte tre stykker tøj. Didrik var hjemme, og sad og rystede lidt på hovedet af mig, fordi jeg var helt opslugt af det. Et par dage efter kom nogle af varene så (der var nogle bluser, der var udsolgt desværre) mens jeg var på arbejde. Didrik var dog hjemme, og han kunne slet ikke modstå fristelsen at pakke det ud. Det rørte mig virkelig. Han er lige så fjollet med det her som mig, han vil bare ikke helt indrømme det, tror jeg.

I går fandt jeg så lidt ekstra i Netto. Så nu har vi da lidt at starte med. Absolut ikke nok, men jeg kommer nok til at nyde indkøbene, så jeg vil trække det lidt ud.

Jeg nyder virkelig denne graviditet, men jeg glæder mig også virkelig meget til at nå til et punkt hvor DJ er stærk nok for sig selv. I mit hoved hedder næste milepæl således når 3. trimester starter - dog vil jeg nok også glæde mig til fulde 24 uger, når der er en lille chance for overlevelse.

I mellemtiden er der lægebesøget, hvor jeg kan få lov til at lytte til Juniors dejlige hjertelyd igen.

Nå, jeg kan se at der ligger en kæmpe stak arbejde til mig, så jeg må nok hellere se at komme i gang.

2 Comments:

At 9:41 AM, Blogger LOK said...

Øv øv med halebenet. Men det lyder til at du har fanget din krops budskab om hvile.

Dejligt at høre du nyder det - det har du fortjent.

Knus Lok

 
At 10:59 AM, Anonymous Anonym said...

Ja sikke noget at glemme opdateringen - vi venter jo :-))

Men træls at høre med halebenet, jeg håber det går over eller i hvert fald ikke bliver værre.

Kan godt huske de første ting jeg købte, ai hvor var det bare super hyggeligt :-)

Ha en god weekend.

Knus Pia

 

Send en kommentar

<< Home