onsdag, juli 26, 2006

22+0: Bedring

Jeg har helt mirakuløst fået det bedre hen over weekenden, og har ikke haft problemer med at gå på arbejde i denne uge. Men jeg tager halebenssmerterne som en advarsel og passer meget på med ikke at sidde for meget ned, gå rigtig ind og ud af bilen og lade være med at sidde med benene over kors. Det sidste er meget sværere end det lyder, for jeg er slem til at krølle mine ben helt sammen.

Så nu står det rigtig på træning af den slidte solsikke. I går var jeg i svømmehallen og svømmede en hel kolometer! Jeg er meget stolt. Godtnok var tempoet meget sløvt og jeg troede at jeg skulle dø efter 10 baner, men jeg klarede alle 40. I søndags cyklede jeg på min kondicykel. Ikke særlig lang tid, men jeg skal love for at pulsen kom op og jeg kunne mærke det i benene mandag og tirsdag.

Fremtiden må bringe cykling og svømning minimum en gang om ugen hver. Og så starter jeg til noget gravidgymnastik i næste uge. Det er godtnok kun over 4 uger, men forhåbentlig får jeg nogle gode tricks til hjemmetræning, så jeg kan holde mig lidt i gang.

Min nervøsitet er stilnet kraftig af i løbet af den seneste uge. Jeg har også haft markant færre plukkeveer, men de er der. Ofte får jeg en eller to i løbet af natten, og andre tidspunkter når jeg slapper af, så det er nok bare kroppen, der mener den skal øve. Jeg har ikke haft nogen mens jeg har været aktiv, så det tolker jeg som at jeg er nede på et fornuftigt niveau med stress (dvs. jeg er ikke stresset). På en eller anden sær måde tror jeg også at jeg er blevet sværere at stresse. For det er jo kun lille DJ, der betyder noget. Resten kan være så uendelig ligegyldigt.

Det er jo ikke rigtigt, men næsten. Jeg kunne sagtens gå på barsel nu, og læse bøger om graviditet og gå lange ture og svømme og alt sådan noget som kunne fylde tiden ud. En stor del af tiden ville nok gå med en hånd på maven.

Nøj, hvor jeg nyder livet og graviditeten. Nu er min korte sommerferie også inden for rækkevidde, og når jeg kommer tilbage fra den kan jeg seriøst se en slutning på arbejdet med mindre end 3 måneder til barslen.

Det er utroligt så meget kærlighed jeg allerede føler for Junior. Og samhørighed. Det er skønt at han er så meget med i min hverdag nu.

Nå, jeg er jo trods alt på arbejde....

2 Comments:

At 9:46 AM, Blogger Frøkenhat said...

Hvor lyder det dejligt med sådan en glad graviditet. Godt at du passer på dig selv og den lille.

 
At 11:52 AM, Blogger Spirren said...

Er du ok Solsikke???

Knus

 

Send en kommentar

<< Home